AARHUS: Fredag eftermiddag udviklede en Rasmus Paludan-demonstration sig hurtigt og voldsomt, da en mand pludselig gik frem mod politikeren med en kniv i hånden.
Politiet tog ingen chancer og skød manden i det ene ben. Det rygtedes lynhurtigt i Gellerup, og mange unge stimlede sammen i krydset Åby Ringvej og Gudrunsvej, hvor det kom til optøjer med politiet.
Da Århus Stiftistidende ankom til stedet, kunne man tydeligt høre det ene brag efter det andet, mens et enormt opbud af betjente spærrede vejen af for ind- og udkørsel ad Gudrunsvej, ligesom politiet bad bilister holde sig væk fra Åby Ringvej mellem Silkeborgvej og Viborgvej. Vidner på stedet fortalte også, at de unge havde maskeret sig, og at der var blevet kastet sten efter betjentene, og at en eller flere politibiler havde fået sparket sidespejlene af.
På modsatte side af Ringvejen var en græsplæne spærret af og bevogtet af politiet foran Digterparken i Åbyhøj. Det var her, Rasmus Paludan havde demonstreret, og her manden var blevet skudt, og derfor skulle Den Uafhængige Politiklagemyndighed have mulighed for at undersøge gerningsstedet i fred og ro.
Var få meter fra drama
Tre unge drenge fra området kom helt tæt på det voldsomme drama, da de stod på græsplænen og fulgte Rasmus Paludans demonstration.
- Vi stod lige, hvor det hele skete. Manden, der blev skudt, råbte af Rasmus Paludan, fordi han var gal over, at han taler grimt om koranen, og pludselig så stod han med en kniv i hånden og gik frem mod Paludan. Vi så nok fem-seks betjente, der trak deres våben. Først skød de et varselsskud, men han fortsatte. Så så vi skuddet, og Rasmus Paludan blev ført ind i en bil, og så løb vi sgu, fortæller drengene, der ikke ønsker at få deres navne i medierne.
Men med forbehold for unge drenge med adrenalin i kroppen har Århus Stiftstidende fået lov til at se en video, som de optog på deres mobiltelefonen i sekunderne, inden det hele eksploderede. Her ser man tydeligt manden i hvid habit stå på græsplænen, og så hører man et skud. Hvorefter drengene stoppede med at optage.
De fortæller, at de godt kender manden, der blev skudt. Ifølge drengene er han omkring 60 år, og kommer tit i Bazar Vest. Han har ifølge dem ikke tidligere lavet ballade, men "han bliver hurtigt hidsig".
Måske ny ballade
Ifølge drengene var der omkring 40 personer, der fulgte Rasmus Paludans demonstration på den lille græsplæne, men så snart politiet havde skudt manden, rygtedes det lynhurtigt blandt venner og familie i området.
De første meldinger om, at politiet skulle have skudt en mand kom cirka 15.45, og kort derefter opstod balladen så med unge fra området. Kun godt en time senere begyndte politiet at opløse afspærringen af vejene, og en del af betjentene gik i mandskabsvognene og kørte fra stedet.
Ved 17-tiden var der igen roligt i området. Men ifølge drengene er alle bevidste om, at det ikke behøver at være overstået.
- Nu må vi se i aften. Måske kommer der ny ballade, lød det fra dem.
Østjyllands Politi meddeler i en pressemeddelelse, at manden er uden for livfare, og at de hen over weekenden vil være ekstra tilstede i Aarhus V for at skabe ro i området.