Annonce
112

Ung vognmand får bøde på en million kroner og får konfiskeret to biler

En 27-årig mand er ved Retten i Horsens blevet idømt en bøde på en million kroner for bl.a. overtrædelser af køre- og hviletidsreglerne. Arkivfoto: Palle Herløv
En stribe overtrædelser af færdselsloven og loven om køre- og hviletid har kostet en 27-årig mand en stor bøde. Derudover må han ikke køre bil i et år.

Horsens: En omfattende sag om overtrædelser af køre- og hviletidsregler, kørsel i frakendelsestiden og en stribe hastighedsovertrædelser har kostet en 27-årig vognmand, der tidligere har boet på Horsens-egnen, en bøde på en million kroner.

Derudover er han blevet frakendt retten til at køre bil i et år, og han har fået konfiskeret to biler.

Dommen faldt onsdag ved Retten i Horsens, oplyser Sydøstjyllands Politi.

Vognmanden, der i dag bor i udlandet, mødte ikke op i retten.

Ifølge specialanklager Pernille Moesborg handler de fleste af de forhold, manden er dømt for, om hans ansvar som arbejdsgiver for forskellige chaufførers overtrædelser af køre- og hviletidsreglerne.

- Men vognmanden er også dømt for sine egne lovovertrædelser. Det handler bl.a. om kørsel i frakendelsestiden og hastighedsovertrædelser, oplyser anklageren.

Den 27-årige er dømt for i alt 86 forhold - alle begået tilbage i perioden mellem april 2017 og august 2018.

Politiets efterforskning har bl.a. afdækket, at vognmanden har kørt med samme nummerplade på to forskellige lastbiler. Herudover har han kørt godskørsel for fremmed regning, selvom Færdselsstyrelsen havde tilbagekaldt hans tilladelser, og han har undladt at indlevere dokumentation til Færdselsstyrelsens virksomhedskontrol.

I et tilfælde er vognmanden desuden dømt for at have modsat sig anholdelse, da Sydøstjyllands Politi standsede ham.

Det er uvist, hvordan den 27-årige stiller sig til dommen, da han som nævnt ikke mødte op til domsafsigelsen i Retten i Horsens.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Erhverv

Bestseller: "Intet nyt under solen"

Leder For abonnenter

Leder: Folkedomstolen i aktion

Skulle hun have været dømt for uagtsomt manddrab, den 28-årige kvinde, der i maj måned sidste år overtrådte færdselsloven og som konsekvens af det kørte ind midt i et cykelløb og ramte en 18-årig cykelrytter, der et døgn senere døde af sine kvæstelser? Nej, mente retten i Aarhus, der mandag middag idømte den 28-årige kvinde fra Odder en bøde på 1500 kroner. Det er samme bøde, som man får, hvis man taler i mobiltelefon, mens man kører. I den situation får man også et klip i kørekortet. Det koster også en bøde på 1500 kroner at køre imod ensretningen uden at ramme nogen, eller at køre mellem 84 og 90 kilometer i timen i en 70 kilometers zone. Hvis der er vejarbejde, bliver bøden fordoblet. Ikke overraskende har dommen i cykelløb-sagen affødt mange kommentarer på diverse Facebook-sider. Ikke mindst kommentarer, der udtrykker undren over, at det kun koster 1500 kroner at køre et andet menneske ihjel. Retsfølelsen er krænket, er overskriften for mange af de kommentarer, der vælter ind på de sociale medier, hvor folkedomstolen peger på alt fra lang fængselsstraf til fratagelse af kørekort. Dommerne i folkedomstolen har talt. Dommen er for mild, retssystemet en hån og retsfølelsen sat ud af spil. Men god gammeldags forargelse er heldigvis ikke nok til at afgøre en passende dom. For hvilken straf er egentlig den rigtige, når man ved et uheld tager et andet menneskes liv? Vil en fængselsstraf overhovedet give mening? Hun gjorde det helt sikkert ikke med vilje, og hun har formentlig straffet sig selv hvert eneste sekund siden den fatale dag i maj sidste år. Forældrene får ikke deres søn tilbage, og man må formode, at den 28-årige uanset straffens størrelse vil undgå at gentage fejlen resten af livet. Og er straffen ved at skulle leve resten af livet med bevidstheden om, at hun har taget et andet menneskes liv, måske ikke straf nok. Og at hun ved, at hun i nogles øjne slet ikke burde gå frit rundt.

Kultur For abonnenter

Krig og nye gæster påvirker hverdagen på Badehotellet: Sæson 7 balancerer fermt mellem feelgood og mere alvorsfulde takter

Annonce