Aarhus: Det var en skudepisode, der fredag aften kostede en 21-årig mand livet på Kappelvænget i det vestlige Aarhus.
Det oplyste Østjyllands Politi lørdag i en pressemeddelelse.
Foreløbig er ingen sigtet for drabet, men seks personer har været anholdt, mens politiet lørdag klarlagde deres eventuelle rolle i sagen. De blev alle løsladt igen.
- Der er ingen tvivl om, at det er et drab begået i det kriminelle miljø, og vi arbejder på højtryk for hurtigt at få fat i gerningsmanden. Vi efterforsker bredt, og det er endnu for tidligt at sige noget om motivet for drabet, og om det eventuelt er banderelateret, siger vicepolitiinspektør Lennart Glerup i pressemeddelelsen.
Østjyllands Politi har øget patruljeringen omkring Kappelvænget og vil være ekstra synlige i området de kommende dage.
Vidner, der måtte have oplysninger i sagen, opfordres til at kontakte Østjyllands Politi på telefonnummer 114.
Politiet modtog anmeldelsen om skyderiet fredag klokken 19.31. Den 21-årige mand blev umiddelbart herefter kørt på skadestuen, men han afgik kort efter ved døden.
Fredagens drab er det seneste af en række alvorlige volds- og skudepisoder, der har ramt Aarhus-området de seneste måneder.
Flere af hændelserne har kostet menneskeliv.
En 25-årig rapper blev således 22. juli fundet dræbt af skud ved Jydsk Væddeløbsbane i Aarhus, og dagen efter blev en 42-årig mand med relation til rockerbanden Satudarah dræbt af knivstik i Brabrand.
Nogle uger senere - den 6. august - blev en 22-årig mand fundet dræbt af skud i en bil, der var parkeret i Vårkjærparken i Viby.