Annonce
Danmark

Ulven kommer - med hvad?

Annonce

Ulven kommer. Et TV-drama i otte afsnit er løbet hen over skærmene i de seneste uger. Og nu er der så kun ét afsnit tilbage. Det udstiller et frygteligt dilemma mellem hjælp og overgreb. En pige, Holly, skriver en stil, hvor hun fortæller om en alvorlig hjemlig situation, hvor hun angivelig bliver slået af sin stedfar. Holly har senest på et møde i kommunens børn og unge-udvalg trukket sin forklaring tilbage. Men noget er galt. Og hvad er dét?

Jeg skal ikke i denne kronik forsøge at pejle mig frem til, hvad der er sandhed og løgn i TV-dramaet. Det må sidste afsnit vise. Jeg vil i stedet - for at antyde kompleksiteten i sådanne problemstillinger - prøve at komme med nogle refleksioner på baggrund af egne erfaringer som socialrådgiver, bl.a. hvor en indstilling til kommunens børn og unge-udvalg om tvangsanbringelse ikke blev godkendt.

Som Søren Kierkegaard siger: ”Livet leves forlæns, men forstås baglæns.” En alvorlig sag med et barn eller flere børn, der ser ud til at være i vanskeligheder, starter typisk med en såkaldt underretning. Som det også sker i TV-dramaet. Underretningen kan gå på pludselig ændret adfærd hos et barn. Eller et barn kan komme med mærkelige forklaringer på blå mærker. Eller der sker stadig hyppigere fravær fra skolen, og sommetider med ”uldne” undskyldninger som hovedpine, svimmelhed, ondt i halsen, utilpas, eller fald i haven derhjemme. Og stort set aldrig med opfølgende lægebesøg på initiativ af forældrene.

Det sværeste er et ganske normalt udseende barn eller børn, hvor der kommer en oplysning om, evt. fra barnet selv, at der er ”noget” galt derhjemme. Hvad er ”noget”?

Hvad foregår der inde i hovedet på mig som socialrådgiver, når jeg konfronteres med sådanne oplysninger? Den første tanke er selvfølgelig, om et barn vurderes at være i akut fare.

Med baggrund i forældre-udsagn og opfølgende besøg i hjemmet er det i en række situationer på ingen måde oplagt, at der er noget galt i hjemmet. Der ser jo ikke hverken kaotisk eller mærkeligt ud.

I en sag, jeg var involveret i for mange år siden, var der kommet underretning fra skolen og skolefritidsordningen om en dreng på 9 år. Han var i stærk mistrivsel efter tidligere at have klaret sig godt. Udviste nu betydelige problemer i forhold til socialt samspil med andre. Moderen ville ikke have hjælp, hverken i forhold til familiestøtte og -rådgivning eller i form af en observationsperiode af drengen for at afklare, hvad der var galt. Sagen blev herefter forelagt for børn og unge-udvalget med indstilling om en kortere undersøgelsesperiode uden for hjemmet for om muligt at afklare, hvad der var galt.  Indstillingen blev ikke godkendt i børn og unge-udvalget.  Moderen ønskede ikke yderligere hjælp fra kommunen. Jeg husker tydeligt, hvad jeg bl.a. sagde til moderen i en samtale i forlængelse af mødet. - Jeg sagde: ”Forløbet har i hvert fald vist, at der er en retssikkerhed indbygget i lovgivningen.”

Jeg vil tilføje, at i langt de fleste af de sager, hvor jeg har været involveret i indstilling til børn og unge-udvalget om hjælpeforanstaltning uden forældresamtykke, er indstillingen blevet godkendt. Også af Ankestyrelsen og Byretten i en efterfølgende klage-sag.

Hvad er læren af sådanne sager, der ikke godkendes? Det påvirker selvfølgelig mig som socialrådgiver. Har jeg gjort mit arbejde godt nok? Har jeg helt fejlvurderet situationen? Det præger én som socialrådgiver at opleve dybt frustrerede og ulykkelige forældre. Hvad har jeg udsat dem for? Jeg er jo (med)skyldig i deres frustrationer. Hvor langt skal man gå for at forebygge? Må der aldrig være en indstilling, som ikke bliver godkendt? Det lyder mærkeligt, men ”hvo, som intet vover, intet vinder”. Det er trist at erkende måske 20 år senere, hvor jeg møder ”barnet” som hjemløs voksen, at ”her skulle der have været grebet ind for mange år siden.”


Hvad er læren af sådanne sager, der ikke godkendes? Det påvirker selvfølgelig mig som socialrådgiver. Har jeg gjort mit arbejde godt nok? Har jeg helt fejlvurderet situationen? Det præger én som socialrådgiver at opleve dybt frustrerede og ulykkelige forældre. Hvad har jeg udsat dem for? Jeg er jo (med)skyldig i deres frustrationer.


Men det må erkendes, at sådanne sager er komplekse.

Min konklusion: Man skal gå langt for at arbejde med forebyggende foranstaltninger uden anbringelse. Hele tiden arbejde på at vinde forældrenes tillid. Hjælpe forældrene til små og efterhånden større sejre i forældreopgaven. Og ikke mindst hjælpe med at kunne arbejde med et langsigtet perspektiv i et tæt tværfagligt samarbejde. Ja, i de sværeste sager kan man lige frem tale om ”en midlertidig forebyggende anbringelse” med forældresamtykke. I nogle tilfælde med forældrene som med-anbragte. Hvordan kan det lade sig gøre? Det kan det, hvis det grundlæggende tema er tillid mellem forældre og socialrådgiver. Der er mange eksempler på, at et sådant match kan føre til forældreskaber, hvor forældrene i den grad vokser med opgaven.

Men socialrådgiveren skal også turde handle i form af indstilling til tvangsanbringelse. For selvfølgelig er der situationer, hvor det er påkrævet. Bl.a. hvor forældre flere gange har vist, at de slet ikke magter forældreopgaven. På grund af misbrug, følelsesmæssig afstumpethed og lignende.

Børn kan klare meget, også selv om forældrene har problemer i forhold til forældreskabet. Det afgørende er forældrenes selverkendelse og vilje og evne til at tage mod nødvendig hjælp. Ikke bare på overfladen. Men derind i sindet, hvor der sker afgørende udvikling fordi indefrosne forældreressourcer gennem tillid og varme fra systemets repræsentanter - og ofte med krav og insisteren fra fagpersoner - tøs op, så ubrugte ressourcer får mulighed for at blomstre. Det er en lykke hver gang, det sker.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Hedensted For abonnenter

Lancerer højvandsplan med diger og klitter i Juelsminde: Se hvad der er på idebrættet for havn og tre kyststrækninger

Annonce