Annonce
Østjylland

Ulla Terkelsen om Den Kolde Krig: Jeg så, hvordan soldater forhindrede østtyskerne i at flygte

Ulla Terkelsen er født i 1944 og voksede op midt i Aarhus i en familie, hvor medmenneskelig rummelighed var en kerneværdi. Her brød man sig ikke om Stalin - men sådan set heller ikke meget om den voksende amerikanisering, som forfladigede kulturlivet. Privatfoto fra bogen.

I bogen ’Barn af Den Kolde Krig’ fortæller blandt andre journalist Ulla Terkelsen om sin opvækst i et kulturradikalt miljø i Aarhus, som både lagde afstand til Stalin og USA. Hun fortæller også om fascinationen af østbloklandene, som viste sig at være meget værre end deres rygte. Dette er et uddrag af kapitlet om Ulla Terkelsens syn på koldkrigstiden.

Hvad er den vigtigste lære, som du har taget med fra din barndom?

Mine forældre lærte mig, at man skulle være åben over for verden. Man skulle have et udsyn. I efterkrigstiden og i mange år efter Anden Verdenskrig havde vi to jødiske kvinder, som var faste gæster i vores hjem. De stammede oprindelig fra Tyskland og havde selv overlevet krigen og udryddelserne, hvilket deres familier ikke havde. Efter krigen kom de til Aarhus, hvor vi boede, og her slog de sig ned på sygeplejeskolen og uddannede sig som sygeplejersker.

På det tidspunkt var der nogle århusianske familier, som havde sluttet sig sammen for at hjælpe flygtninge i verden, og så spiste man middag sammen med dem, og de blev en del af disse familier, inklusive min familie. Vi kom til at kende dem godt. Vi havde forbindelser med dem i mange år, og de var blandt andet med til min konfirmation.

Vi diskuterede også meget i mit barndomshjem. Anden Verdenskrig lå jo lige om hjørnet, og den var et tema, der blev vendt. Krigen, var noget, vi hørte meget om i radioen, det var inden, at folk fik fjernsyn, og vi hørte altid nogle radioprogrammer, der handlede om Anden Verdenskrig, befrielsen og tiden, der fulgte. Og det med tiden, der fulgte, gik ud på at være verdensåben.

Hvordan stod dine forældre politisk?

Som nævnt var mine forældre ikke særlig politiske. Min far var arbejdsgiver og havde en håndværksvirksomhed sammen med sin bror, og de stemte konservativt. Senere begyndte mine forældre at stemme radikalt, men det var ikke på den måde, de var politisk interesserede.

Annonce

Man gjorde grin med amerikanerne, og man syntes, at de pralede med deres penge; de kom med deres dollar-grin og kørte rundt i deres lyserøde biler med Elvis-hår. Hele denne amerikanisering var for meget for mange europæere. Ulla Terkelsen

Skepsis overfor USA

Tror du, at dette kulturradikale livssyn var en form for modsvar til den katastrofe, som dine forældre havde oplevet, nemlig den tyske besættelse?

Ja, det kan man i og for sig godt sige. Der var også en stor diskussion om kommunistforskrækkelsen mccarthyismen, som var et tema, mine forældre også diskuterede på det tidspunkt. Mccarthyismen er senere blevet kraftigt revideret, fordi man har fundet ud af, at mange af de mennesker, som blev forfulgt under mccarthyismen, faktisk var KGB-agenter.

Men i 1940’erne og 1950’erne opfattede man mccarthyismen som en meget grov form for amerikansk heksejagt. I den forbindelse skrev dramatikeren Arthur Miller et teaterstykke, der hed Heksejagt, som folk talte meget om, da det handlede om jagten på kommunisterne i USA, heriblandt Bertolt Brecht og Charlie Chaplin. Debatten var også i Danmark, hvor folk fra kulturlivet blev lagt på is, fordi de var kommunister, og den diskussion kan jeg godt huske. Jeg er sikker på, at mine forældre var imod forfølgelsen af kulturpersonligheder, som havde været prokommunistiske.

Da Stalin døde i 1953, kan jeg huske, at mine forældre talte om, hvor forfærdelig han havde været, så der var en udpræget fornemmelse af, at antikommunismen nok var forståelig, men det burde ikke betyde, at skuespillere, pianister og andre mennesker skulle personforfølges.

På det tidspunkt var alt, hvad der hed historieskrivning og journalistik omkring Sovjetunionen, meget opdelt. Dem, der hævdede, at Sovjetunionen var et monstrøst system med fangelejre og alt muligt, blev tit hængt ud som antikommunister, og det var et skældsord. Først senere fandt man ud af, at mange af de antikommunister, der henviste til fangelejrene, havde ret; der var fangelejre, i Ukraine sultede man befolkningen bevidst ihjel, og tænk bare på Stasi i DDR og alle uhyrlighederne i Polen og i Ungarn, men lige efter Anden Verdenskrig var der i det liberale borgerskab sådan en fornemmelse af, at så slemt stod det nok ikke til i Sovjetunionen. Det hang også sammen med, at der var en kulturel antiamerikanisme i disse år, især blandt kultiverede mennesker; de syntes, at denne amerikanisering af Europa, Anders And-blade og cowboyfilm, var en forfladigelse af kulturlivet.

Hoppede dine forældre med på denne skepsis over for Amerika?

Ja. De var aldrig pro-amerikanske. Vi havde slægtninge, der kom til Danmark. Min fars tanter og onkler, der var udvandret i 1920’erne og 1930’erne, kom på besøg med Amerika-båden. Og især min mor havde et meget arrogant syn på deres, i hendes øjne, meget lave kulturelle niveau; de havde smykker på, ildrøde læber og negle, og damernes hår var stort og affarvet for slet ikke at tale om deres dårlige musiksmag. Jeg kan huske, at de havde grammofonplader med, blandt andet Yes! We Have No Bananas, mens mine forældre spillede klassisk musik på grammofonen.

De var mennesker, der var udvandret, og så havde de knoklet sig op i Midtvesten, hvilket selvfølgelig var fantastisk. Der var helt klart en folkelig pro-amerikanisme, men også et antiamerikansk snobberi i det europæiske borgerskab. Det var også noget med at sætte hælene i og ikke blive løbet over ende af denne mastodont på den anden side af Atlanten. Sådan var det. Man gjorde grin med amerikanerne, og man syntes, at de pralede med deres penge; de kom med deres dollargrin og kørte rundt i deres lyserøde biler med Elvis-hår. Hele denne amerikanisering var for meget for mange europæere. Deri lå en vis foragt over for Amerika, og det var snobberi.

Hoppede du med på denne amerikanisering?

Jeg var egentlig mest til klassisk musik, og jeg sang i skolekoret. Men så blev jeg interesseret i jazzmusik. Og der var en klar skillelinje mellem disse to musikgenrer. Dem, der var interesseret i jazz, gik i gymnasiet og studerede, og på den anden fløj havde man dem, der interesserede sig for rockmusik. Jeg var helt klart på jazzholdet. Jeg kom senere til at værdsætte Elvis, men i teenageårene gik jeg på jazzklubber og spillede jazzplader på min grammofon. Mit store idol var Louis Armstrong, som jeg hørte til en koncert i Stadionhallen i Aarhus omkring 1960. Parallelt med amerikaniseringen kom Danmark fri af krigens rationeringer, og velfærdsstaten begyndte at tage form.

Hvordan oplevede du og dine forældre denne udvikling?

Som barn gik jeg på en privatskole fra 1950 til 1955, og dér var alle mere eller mindre på samme niveau. Jeg kan huske nogle, der var rige, og som boede i villaer, men de fleste af os kom fra middelklassen. Da jeg senere kom på Aarhus Katedralskole, gik jeg i klasse med én, hvis far havde en chokoladefabrik; de var rige. Men de fleste var akademikerbørn, og dengang var akademikere ikke rige; det var jo børn af læger, universitetsfolk, præstebørn og borgerbørn som mig selv fra byen.

I starten af 1960’erne gik jeg i gymnasiet, hvor jeg blev meget politisk bevidst. I den periode begyndte jeg også at læse politisk litteratur som SF Bladet og venstreorienterede propagandaskrifter og mobiliseringslitteratur for at holde min revolutionære flamme oppe.

Medlem af DKU

Hvem tændte den flamme i dig?

Det var skolekammerater i gymnasiet. Da Kampagnen mod Atomvåben startede i 1959, blev det moderne at være venstreorienteret, og det blev jeg også. Vi begyndte at gå atommarch fra Holbæk til København, hvor jeg mødte en masse fra venstreorienterede kredse, som jeg ikke havde stiftet bekendtskab med i mit barndomshjem. Og det blev jeg meget optaget af, så jeg deltog i debatklubber og var i det hele taget meget aktiv i denne kampagne mod atomvåben, som var begyndt med den britiske atommarch fra atomforsøgsstationen Aldermaston til London. På dette tidspunkt opbyggede vi en bevidsthed om, hvor farlige disse atomvåben var.

På Aarhus Universitet var der et stærkt venstreorienteret miljø, hvor jeg kom meget, og vi holdt politiske møder med diskussioner; det var på mange punkter et meget levende og inciterende miljø, fordi der var spændende mennesker og spændende debatter. Det var ligesom et evigt højskoleophold.

Hvad var jeres svar eller løsning på konflikten mellem Sovjetunionen og den vestlige verden?

Vi mente jo, at Vesten ikke skulle blive ved med at opruste med flere våben, fordi selv om der var en terrorbalance, kunne der ske et uheld, hvor én kom til at trykke på knappen. Dét var altid frygten. Vi hørte om, hvor farlige disse våben var, og vi kendte i forvejen til ødelæggelserne i Hiroshima og Nagasaki fra 1945. Hvis atomvåbnene blev anvendt, ville verden aldrig kunne genopstå. Det var sådan en angst, der blev bygget op. Men det var altid meget kompliceret. Pludselig kom Kennedy ind på scenen. Ham syntes vi, var meget interessant, spændende og anderledes, og det ødelagde lidt det horrorbillede, som venstrefløjen forsøgte at opbygge af USA. Pludselig var der en dialog mellem Kennedy og Khrusjtjov.

Kan du prøve at beskrive denne angst for en konflikt eller atomkrig mellem øst og vest?

Jeg mærkede den nok første gang i forbindelse med opstanden i Ungarn i 1956, som gjorde et kæmpe indtryk på mig. Jeg kan tydeligt huske, at vi hørte om det i radioen, hvordan de kørte ind med tanks i Budapest og mejede folk ned. Mine forældre blev meget ophidsede, fordi det var så tragisk. Ingen kunne hjælpe de ungarske oprørere, før de kom over grænsen til Østrig. Begyndte man at gennembore Jerntæppet, ville der komme en atomkrig. Dette medførte store flygtningestrømme til Østrig, og der kom også ungarske flygtninge til Danmark. Flere af dem besøgte Aarhus Katedralskole, hvor vi arrangerede middage for dem og snakkede med dem. Alt det med Ungarn var en meget voldsom oplevelse, der selvfølgelig var med til at dæmonisere Sovjetunionen. Man kunne se, hvor forfærdeligt dette system var.

Der var en rektor på Aarhus Katedralskole. Han hed Aage Bertelsen og var meget aktiv i fredsbevægelsen, en aktiv pacifist, der under besættelsen havde været med til at hjælpe danske jøder til Sverige. Efterfølgende skrev han bogen Oktober 43, der blev en bestseller i 1940’erne og 1950’erne. Derudover var der en række personer, blandt andre Uffe Elbæks forældre, som holdt foredrag på husmandsskoler og højskoler ud fra sloganet: »Aldrig mere krig!« Hele denne fredsbevægelse demonstrerede også imod Hjemmeværnet. Man latterliggjorde NATO, Vesten og selvfølgelig Vesttyskland, som østpropagandaen under Den Kolde Krig forsøgte at fremstille som et monstrøst land.

Hvordan forholdt du dig til konflikten mellem Sovjetunionen og USA?

Da jeg blev venstreorienteret i gymnasiet, havde pacifismen en vældig medvind. En ting var, at man skulle være imod atomvåben, men vi var især imod Vestens atomvåben. Så jeg meldte mig ind i DKU (Danmarks Kommunistiske Ungdom), hvor jeg var medlem i to år, mens jeg gik i gymnasiet. Sovjetunionen var vores forbillede.

Hvad var det, der tiltrak dig ved kommunismen og Sovjetunionen?

Sovjetunionen var den anden stormagt efter USA. Vi havde hørt en masse forfærdelige historier om Sovjetunionen, hvor slem Stalin var, om fangelejrene, politisk diktatur og aflytningerne, men vi havde nok en modreaktion, som jo altid hører ungdommen til; gu’ ved om det nu passer? Kan det være helt så slemt? Og derfor begyndte vi at være mistænksomme over for propagandaen mod Sovjetunionen. Alt det onde, Vesten sagde om Sovjetunionen, kunne næsten ikke passe. Det var en naturlig reaktion i det fredsmiljø, som jeg tilhørte. Derfor var der en form for apologi over for Sovjetunionen i de venstreorienterede, pacifistiske kredse. Men vi fandt senere ud af, at propagandaen var fuldstændig berettiget; det var monstrøse lande, selv om højt begavede mennesker rejste til Moskva og blev trukket rundt med næsen. Det var et kæmpe bedrag. Forfærdeligt.

Barn af Den Kolde Krig

Bogen 'Barn af Den Kolde Krig' er skrevet af journalist og forfatter Michael Müller efter samtale med 14 kendte danskere om deres opvækst og oplevelser i koldkrigsårene samt om, hvordan de ser på tiden i dag.

De 14 fortællere er:

Ulla Terkelsen

Uffe Ellemann-Jensen

Leif Davidsen

Suzanne Brøgger

Mogens Lykketoft

Bo Lidegaard

Marianne Jelved

Eva Smith

Per Stig Møller

Frank Aaen

Bo Tao Michaëlis

Stine Bosse

Peter Aalbæk Jensen

Lotte Heise

347 sider, 349,95 kr. (vejl), Gyldendal, Udkom 15. november.

Ta' en vodka og glem det

Besøgte du Sovjetunionen, mens du var medlem af DKU?

Første gang, jeg kom øst for Jerntæppet, var, da jeg som 19-årig rejste til Warszawa i 1963. Polen var et land, jeg havde fulgt gennem min barndom. Noget af det første, jeg kan huske som menneske, er, at jeg som lille havde en legevogn, hvori der lå seks klodser i seks forskellige farver. Jeg lå på stuegulvet i vores lejlighed på Frederiks Allé 75 og legede med denne vogn, og pludselig kom min mor og tog den fra mig og sagde, at vi skulle give den til de små børn i Polen, som der var en indsamling for. Det forstod jeg ikke noget af, men så formåede hun at forklare mig, at Polen var et land, hvor folk havde lidt helt forfærdeligt og oplevede hungersnød, og dét forstod jeg på en eller anden måde.

I 1950’erne og 1960’erne var der en bølge af polske film, som jeg så, da jeg var medlem af noget, der hed Århus Studenternes Filmklub. Og jeg blev meget optaget af disse film. Senere blev jeg kæreste og gift med en mand, der hed Svend Terkelsen, og han fik et legat på at rejse til Polen. På det tidspunkt var der en dansk-polsk kulturudveksling mellem blandt andre studerende og forfattere, heriblandt Jørgen Leth og Dea Trier Mørch, som også rejste til Polen i 1960’erne. Men Svend og jeg blev gift. På den måde kunne jeg rejse med ham, og så studerede jeg i Polen i knap et halvt år. Siden rejste jeg meget i landet og Østblokken. Her kunne jeg se, at den antikommunistiske propaganda havde ret.

Hvordan ret?

Der var varemangel. Mange politiske fanger og ingen fri presse. Fra da af holdt jeg op med at være kommunist. Jeg så med egne øjne, hvordan soldater holdt vagt med maskingeværer for at forhindre østtyskerne i at flygte vestpå; det var forfærdeligt at være vidne til. En af de store forskelle fra Vesten var, at folk på den anden side af Jerntæppet var fattigere end os, men i Polen havde de samtidig et meget livligt kulturliv med levende debatter. På et fysisk niveau var de fattigere end os, men de havde et højt spirituelt niveau. I efterkrigstiden gik det op og ned i Polen, det vekslede mellem stor undertrykkelse og mere lempelige perioder, hvor man kunne sige, hvad man ville, og netop i begyndelsen af 1960’erne var der forholdsvis fri debat og en meget større åbenhed i Polen sammenlignet med i DDR.

Hvilken rolle kom Den Kolde Krig til at spille for dig som ung journalist?

Den spillede en stor rolle. Jeg skrev en masse om Polen og Tjekkoslovakiet som journalistelev for Demokraten i Aarhus. Senere besøgte jeg Sovjetunionen i 1980’erne.

Forinden boede jeg nogle år i London, som jeg flyttede til i 1967. I 1970 var vi nogle stykker, blandt andre min daværende engelske mand, der besluttede os for at rejse på ferie til Polen.

Vi var en flok hippier med langt hår og flagrende gevandter, og vi kørte i en kæmpestor bil fra London til Berlin og videre til Polen. Da vi nåede til Frankfurt an der Oder, grænsen mellem DDR og Polen, blev vi standset af en meget skrap, østtysk kvinde. Jeg talte udmærket tysk, så jeg stod og underholdt hende med, at vi bare skulle på ferie. Vi havde en skrivemaskine med, og jeg gad ikke at sige, vi var journalister, så jeg forsøgte at være morsom og fortalte hende, at den var med, hvis vi pludselig fik lyst til at skrive et digt.

Hun kunne have slået mig ihjel og tænkte sikkert, hvad det var for en åndssvag hippiekælling, der stod her på grænsen. Hun var virkelig sur og ringede rundt til forskellige folk, mens vi blev holdt tilbage. Vi holdt der længe. Jeg kan huske, at min mand var bange for, hvad der skulle ske med bilen. De begyndte at stikke pinde ned i motoren og tog sæderne ud; de skilte jo bilerne ad, når man kørte gennem Østtyskland for at se, om man havde gemt en republikflygtning oppe under sædet. Det var vildt. Da vi kom over til polakkerne, skreg de af grin over tyskerne og sagde: »Ta’ en vodka og glem det.«

I midten af 1980’erne og under den sidste periode af Den Kolde Krig arbejdede du blandt andet som korrespondent for Danmarks Radio i Washington?

Det var under den store transition, hvor Den Kolde Krig gik ind i sin sidste fase med Ronald Reagan og Mikhail Gorbatjov. Der kunne jeg virkelig se, at sandheden omkring det kommunistiske rædselsregime kom frem. Fra da af kunne det kun gå for langsomt med at få muren ned. Og kort efter Berlinmurens fald kørte jeg derned sammen med min daværende kæreste, hvilket var fuldstændig utroligt. Det var en historisk tid. Dels at opleve hele transformationen. Dels var det rystende at se, hvor fattige østtyskerne var, når man kom ud i provinsbyerne uden for Berlin. Husene lignede rådne tænder, pudset var faldet af facaderne, der var skumle baggårde med skidt og møg og ingen gadebelysning. Det var chokerende at se, så fattigt der var.

Men så genopstod Berlin, og der var ikke én dag, hvor man ikke så kraner og byggepladser rundt i byen. Das Leben ist eine Baustelle, som man sagde. Det var fantastisk at se denne vidunderlige by vokse op og vokse sammen igen. Og det oplevede jeg på nærmeste hold fra 1996- 2000, hvor jeg boede i Berlin som korrespondent for TV 2.

Charlie Chaplin var en af de kulturpersonligheder, som var udsat for kommunistforfølgelse i USA.
Da Stalin døde i 1953, kan jeg huske, at mine forældre talte om, hvor forfærdelig han havde været, så der var en udpræget fornemmelse af, at antikommunismen nok var forståelig, men det burde ikke betyde, at skuespillere, pianister og andre mennesker skulle personforfølges, bemærker Ulla Terkelsen i bogen.
Kort efter Berlinmurens fald var Ulla Terkelsen i Berlin: Det var helt utroligt - det var en historisk tid. Dels at opleve hele transformationen. Dels var det rystende at se, hvor fattige østtyskerne var, når man kom ud i provinsbyerne uden for Berlin. Foto: Knud Henrichsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce