Annonce
Debat

Ulighed i retten til at stemme er en skramme i vores polerede image

Stemmeret: Jeg anfægter ikke, hvad Jakob Ullegård skrev forleden i sin kronik om stemmeret til indsatte i fængsler i USA. Jeg synes blot, det lyder lidt hult at gå efter det, når vi i Danmark lever i det land i den vestlige verden, der fratager statsborgere og skatteydere til vort samfund stemmeretten først.

Er man udrejst i mere end 30 dage – på ferie – skal man slettes i Folkeregistret. Også selvom man har adresse og fast ejendom i Danmark. Dermed ryger retten til at brevstemme. Man opretholder kun retten til at brevstemme, hvis man er udstationeret.

De regler arbejdede jeg meget med tidligere, og jeg tvivler stærkt på, at de er blevet ændret. Arbejder man i Danmark, men bor på den anden side af grænsen, dvs. arbejder i Københavnsområdet, men bor i Malmö, eller arbejder i Syd- og Sønderjylland, men bor i Flensborg, så betaler man skat til Danmark. Man bidrager til Danmark. Man er stadig statsborger i Danmark, men man har ingen stemmeret.

Hvilket andet vestligt land behandler sine statsborgere på den måde? Min australske nabo bliver straffet, næste gang han sætter fod på australsk jord, hvis han ikke bidrager med sin stemme til valgene derhjemme. Inden for de rammer af stemmetal, vi har, vil et folketings- og ikke mindst kommunevalg i København falde anderledes ud, hvis bidragyderne til samfundet kom til at fylde mere blandt de stemmeberettigede - holdt op imod, hvor meget modtagere af overførselsindkomster fylder i dag.

Prøv engang at vende billedet om. Hvis man fratog stemmeretten fra det antal modtagere af overførselsindkomster i København, der matcher det antal bidragsydere og danske statsborgere, der bor i Malmö, er der ingen tvivl om, at der ville blive ballade med de partier i Københavns Kommune og på Christiansborg, der høster deres stemmer blandt de vælgere i København.

Det kunne være interessent at sætte internationalt fokus på, hvorfor de partier i Danmark, der udad til bryster sig af at kæmpe for ligestilling og lige rettigheder, ikke gør noget ved dette underlige – tilsyneladende – danske fænomen. Jeg er meget beskæmmet af dette – hul – i vort polerede image udadtil.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Klimaangst er de voksnes ansvar

Med mellemrum fortæller psykologer, hvordan flere og flere børn og unge bliver ramt af depression, angst og tvangstanker, fordi de er bange for, at Jorden vil blive oversvømmet, ødelagt af tørke eller helt gå under på grund af klimaforandringerne. Fænomenet har fået sit eget navn - klimaangst. At børn bliver bange, når de hører, at store dele af Danmark bliver oversvømmet, eller at jorden går under om 80 år, er ikke så sært. Problemet er, at vi voksne ikke er i stand til med ro i stemmen at sige: Du skal ikke være bange. Der sker ikke noget. Jeg har lige været en tur i Island - med fly, jeg indrømmer det straks. Her besøgte vi en gletsjer, som skrumper år for år. Og fik udpeget vulkanen Ok, som har været dækket af en gletsjer i 700 år. Det er den bare ikke længere. Søndag 18. august blev der holdt begravelse for Ok-gletsjeren, som er den første i landet, der er forsvundet på grund af klimaforandringer. På stedet er der sat en mindeplade op, som i et brev til fremtiden fortæller, at i løbet af de næste 200 år vil også landets øvrige gletsjere forsvinde. Skræmmende, når en af dem er større end Sjælland i udbredelse. De islandske gletsjere er bare ét eksempel på, hvorfor ikke kun børn, men også voksne bliver bange. Det nytter bare ikke noget, at vi som voksne udstråler angst og hjælpeløshed. Vi er nødt til både at fortælle og vise, at vi handler - at vi gør noget. Som voksne har vi en forbandet pligt til at sige til børnene, at vi tager ansvaret på os og forklarer, hvordan vi sammen kan være med til at redde kloden. Vi skal fortælle dem, at vi vil bruge mindre plastic og samle det ind, der har samlet sig som øer i verdenshavene. Og at vi skal huske at tage ispapiret og plasticposen med hjem, når vi er på strandtur. Alt det skal vi gøre, selv om der måske stadig bor en rest af tvivl inderst inde. Heldigvis bliver det mere og mere konkret, hvad vi kan gøre for at hjælpe klimaet. Som når en Gedved-borger i fredagsavisen fortæller, hvordan han sorterer sit affald i en grad, så der ikke er en krumme tilbage til skraldespanden.

Annonce