Uldum: En ny uddeler er på vej til Dagli'Brugsen i Uldum. Efter at have været sygemeldt med stress i tre måneder har 48-årige Kenneth Rasmussen valgt at stoppe som uddeler.
Kenneth Rasmussen begyndte sin butikskarriere som flaskedreng i Uldum Købmandsgård 1. marts 1991, men kom hurtigt i lære og blev efter endt læretid førstemand. Et hverv han forsatte med også efter år 2000, hvor købmandsgården blev overtaget af Coop og omdannet til en Dagli'Brugsen.
Jack Hansen, Salgschef CoopDet er et kæmpe tab for byen, butikken og medarbejderne, at Kenneth stopper.
Siden 2004 har Kenneth Rasmussen været uddeler i butikken og har desuden involveret sig i byen gennem erhvervsforeningen, fællesråd, som revyskuespiller og sågar som julemand.
- Det er et kæmpe tab for byen, butikken og medarbejderne, at Kenneth stopper, og det er rigtig ærgerligt, at han er blevet syg. Han er en markant skikkelse i byen og en vellidt og sympatisk leder, lyder det fra salgschef i Coop Jack Hansen.
Flere ansøgere
Under Kenneth Rasmussens sygemelding har souschef Dennis Larsen haft ansvaret for butikken, der har omkring 20 medarbejdere - heraf tre fastansatte. Stillingen som uddeler er slået op, og Jack Hansen forventer, at en ny uddeler vil blive ansat senest 1. marts.
- Vi har ansøgningsfrist i dag (5. januar red.) og har et velkvalificeret felt af ansøgere, så vi er fortrøstningsfulde i forhold til at finde en afløser til Kenneth, lyder det fra Jack Hansen.
I følge Dennis Larsen er Dagli'Brugsen i Uldum i god gænge, og byens folk er gode til at støtte op omkring forretningen. Det oplevede man bl.a. i 2017, hvor der blev indsamlet 1,2 mio. kroner til en ombygning af brugsen via crowdfunding blandt borgerne i Uldum.
Kenneth Rasmussen har oplyst om sit stop som uddeler og sin stress-sygdom via et opslag på Dagli'Brugsens Uldums Facebook-side, som over 100 personer har kommenteret. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Kenneth Rasmussen til denne artikel.