Annonce
Hedensted

Uldum Mølle bliver til et juleeventyr - lokalhistorie og fiktion smelter sammen i ny bog

Lise Rasmussen er kvinden bag en kommende bog "Den gamle nisse på møllen", der er en børnevenlig fiktiv fortælling tilsat en portion lokalhistorie, blandt andet fra Uldum Mølle. Foto: Michael Svenningsen
Bag den kommende bog står tidligere fredericianer og nuværende Uldum-borger Lise Rasmussen, der på opfordring af venner og bekendte udgiver "Den gamle nisse på møllen" - en fiktiv fortælling med lokalhistoriske aftryk om Uldum Mølle.

Uldum: Om få uger udgiver Lise Rasmussen bogen "Den gamle nisse på møllen", der er en 32 siders bog i A5-format.

Den kommende bog er, ifølge den debuterende forfatter, en fiktiv historie om nisser og julens magi spundet over lokalhistoriske fakta om blandt andet og primært Uldum Mølle.

Lise Rasmussen blev opfordret af venner og bekendte til at udgive sin fortælling, som hun skrev efter at have læst en anbefaling af forfatter Lene Dybdahl "Sådan udgiver du en bog - trin for trin".

- Jeg tænkte, at det kunne jeg da sagtens kaste mig ud i. Mange, blandt andet børnefamilier, har efterfølgende læst historien og anbefalet den videre. De sagde, den var god. Derefter besluttede jeg mig for at tage jeg kontakt til mølleren i Uldum for et samarbejde, fortæller 42-årig Lise Rasmussen, der til daglig arbejder som nattevagt på Plejecenter Nedergården og i sin fritid har to børnegymnastikhold og en bestyrelsespost i UIF.

Annonce

Jeg har blandt andet skrevet om året 1895, hvor møllen brændte på Hesselballe Mark og tager med brede penselstrøg læseren med op til møllens funktion i dag.

Lise Rasmussen

Årene omkring 1895

"Den gamle nisse på møllen" tager sit udgangspunkt i en fortælling om en nisse, der flytter til Uldum Mølle. Nissen rejser fra sin hjemby Skærbæk og over Vejle, hvor læseren får et kortere indblik i Vejle Havns ombygning, inden bogen tager læseren videre til Uldum - Uldum Mølle.

Bogen er tænkt som en sjov og børnevenlig bog.

- Jeg har blandt andet skrevet om året 1895, hvor møllen brændte på Hesselballe Mark og tager med brede penselstrøg læseren med op til møllens funktion i dag. Herunder følger man den gamle nisses liv med opbygning af den nye mølle, nissens nye liv med kone - i glæde og sorg. Bogen er inddelt i fire kapitler og kan derfor bruges som en adventsbog, fortæller Lise Rasmussen.

Familie og lokale navne

En del af nissernes navne i bogen er navngivet efter Lise Rasmussens fars søskende. Og andre er efter lokale Uldum-borgere - både nogle, Lise Rasmussen kender til, og nogle, som hun blot har hørt om.

- Kærnissen Kjeld har jeg for eksempel ikke kendskab til, andet end jeg ved, at der engang boede en mand ved navn Kjeld ved kæret. Og så var det navn jo bare oplagt, siger Lise Rasmussen med et smil.

Hun flyttede med sin mand til Uldum i 2000, hvor parret havde købt Lise Rasmussens svigerfars patriciervilla, som de satte i stand. I 2006 valgte de at sælge huset og flytte i en nyopført bolig i byen med deres to børn, der i dag er 13 og 17 år.

1000 eksemplarer

Lise Rasmussen har netop modtaget billeder til bogen malet af kunstmaler Gitta Lynggaard Nielsen, mens også korrekturlæsningen nu er på plads, fortæller hun.

Som økonomisk opbakning til projektet tilfalder der Lise Rasmussen 5000 kroner fra Uldum Mølle, hvorfra bogen også vil blive forhandlet.

Desuden har Lise Rasmussen søgt og modtaget 15.000 kroner fra udviklingspuljen i Hedensted Kommunes fritidsudvalg.

"Den gamle nisse på møllen" bliver trykt i 1000 eksemplarer og prissætning vil blive i omegnen af 100 kroner.

Overskuddet fra salget vil blive fordelt mellem Uldum Mølle og Lise Rasmussen.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kultur

Panduro advarer mod billethajer: - Svindelfirmaerne går ikke kun efter de store, udenlandske artister

Annonce