Annonce
Horsens

Ukrudtsbrænder satte ild i Forum Horsens

En ukrudtsbrænder satte tirsdag formiddag ild til bl.a. et nedløbsrør ved Forum Horsens. Arkivfoto

Horsens: En mindre brand skabte tirsdag formiddag en del røg i området omkring Forum Horsens på Langmarksvej i Horsens.

Ifølge vagtchef ved Sydøstjyllands Politi Lars Grønlund var en mand i gang med at brænde ukrudt af med en ukrudtsbrænder.

- Og ved et uheld spredte ilden sig til et nedløbsrør og en tagrende. Det udviklede en del røg, men heldigvis blev branden slukket, uden der skete store skader på bygningen, fortæller han.

Ifølge politikommissær Lars Elmstrøm fra Sydøstjyllands Politi opstod branden ved Forum Horsens' indgang 5.

Politiet skal nu undersøge sagen for at vurdere, om nogen skal sigtes for overtrædelse af beredskabslovgivningen i forbindelse med branden.

- Det er normalt i sådanne sager, at vi efterforsker, om nogen kan stilles til ansvar i den her sag. Men det er klart, at man jo som hovedregel har et ansvar, når man bruger ild, siger Lars Elmstrøm.

Brandvæsenet blev alarmeret kl. 9.58, og branden var hurtigt slukket, oplyser politiet.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Indgreb mod kviklån er helt på sin plads

Kviklån og bettingreklamer ender med jævne mellemrum i både skudlinje og mediemølle i takt med hårrejsende beretninger om især unge, der ender i bundløs spillegæld eller opbygger et rentebjerg af de uoverstigelige. Når jeg har deltaget i diskussioner om det rimelige i de fristende tilbud, har jeg har ofte automatreageret med: "Hold nu op med alle de forbud. Når I er myndige, er I også voksne nok til at tage det ansvar, der følger med." Jeg ser da også par i "Luksusfælden", der er uden for pædagogisk rækkevidde og egentlig bare bekræfter holdningen. Alligevel har jeg flyttet mig lidt, jo mere jeg har læst om det - og tænkt over det. Vi spurgte i søndagsavisen Horsens Folkeblads følgere på Facebook, hvad de synes om netop kviklån. En klar majoritet så gerne et forbud mod ågerrenter - eller i det mindste de reklamer, der nærmest kører i båndsløjfe på reklamefinansierede tv-kanaler. Jeg bed også mærke i forslaget om at indføre privatøkonomi som fast pensum i folkeskolen, fordi unge er for letpåvirkelige og ved for lidt. God idé. Allermest tankevækkende var et indlæg fra en, der netop havde fået en mere nuanceret holdning til sagen og havde rykket sig fra "stop nu med forbud"-standpunktet. Han skrev: "Det er nemt at påstå, at man blot kan lade være, men hvis det er den eneste mulighed, man ser for at betale ens udgifter og få mad på bordet, ser man nok anderledes på det." Vel talt! Man kan sagtens være myndig og ekstremt sårbar på samme tid, og i takt med teknologiske fremskridt er det simpelthen blevet for let at spille sig i livslang gæld eller låne hurtige penge med vanvidsrenter på op til 800 procent om året. Og hvem ved? Måske er man blevet truet til at skaffe kolde kontanter i en rasende fart, fordi man er kommet i lag med tvivlsomme typer. En skræmmende tanke. Når jeg nu har ordet, skal der lyde en tak til dem, der tager sig tid til at bidrage reflekteret til søndagsdebatten i Horsens Folkeblad uge efter uge. Det er værdsat og har i det mindste gjort denne signatur klogere.

Annonce