FILLERUP: Jeg har lyttet til mine forældre og er blevet i Danmark, fordi jeg alligevel ikke kan gøre en forskel i Ukraine. Men får jeg lyst, så rejser jeg hjem - uanset, hvad de siger. Sådan er det bare.
Det er en tydelig bevæget Viktoria Vorobiova, der sidder i køkkenet på gården Lyngbyseje, en af I/S Favrgårds fire ejendomme udenfor Odder. De ansattes fælles frokost er netop slut, men før den 29-årige fodermester igen smutter ud til grisene, skal hun lige tjekke sin telefon: Har hendes far skrevet ok på Messenger, eller bliver det en af de dage, hvor hun skal gå og vente på det daglige livstegn fra ham?
- På et tidspunkt hørte jeg ikke fra ham i tre dage, og da var jeg ved at gå helt i sort. Så er det virkeligt svært at koncentrere sig om sit arbejde. Men jeg forsøger, og gudskelov har Ole sagt, at vi gerne må tjekke telefoner i arbejdstiden, fortæller Viktoria Vorobiova, der har to ukrainske kolleger på Favrgård I/S.
Med Ole henviser hun til Ole Lyngby, en af hendes to arbejdsgivere.
Opvokset tæt på grænsen
I dag har faren givet lyd fra sig, men alene det at skulle fortælle om den daglige frygt, får en tåre frem i øjenkrogen på Viktoria Vorobiova, der kommer fra Nedryhailiv, en lille by i Sumy-regionen i det nordøstligste Ukraine. Selv om landsbyen ligger kun 150 km fra grænsen til Rusland, har befolkningen her ikke været udsat for direkte angreb, men indbyggerne har hørt bomber og set russiske kolonner køre mod vest.
Og fordi faren lige nu er artillerisoldat 1000 km sydpå, har familien konstant krigen meget tæt inde på kroppen.
- Faktisk meldte min far sig til militæret for to år siden. Jeg har ikke talt med ham om det, men jeg tror, at han gjorde det, fordi han fornemmede, at russerne virkede mere og mere aggressive. Men om han vidste, at han to år senere skulle kæmpe ved fronten i en så grusom krig, det ved jeg ikke. Han er trods alt 54 år. Uanset hvad får du ham aldrig til at indrømme, hvis han har fortrudt det, siger Viktoria Vorobiova, der har en lillebror, som om kort tid fylder 18. Han bor stadig hjemme hos moren, men alene tanken om, at han vil blive indkaldt, giver Victoria kuldegysninger.
- Det må bare ikke ske, siger hun.
Indestængt vrede
Midt i alle bekymringerne føler Viktoria Vorobiova også en vrede mod de russiske soldater. En vrede, som hun ikke anede, hun havde.
Viktoria VorobiovaSkal man lede efter bare en lille flig af noget godt, så er det, at krigen derhjemme har lært mig, hvor glade vi skal være for den stabilitet, der er i Danmark.
- Indtil 24. februar, da russerne angreb Ukraine, var jeg en forholdsvis bekymringsløs pige, der havde læst hydrologi og agrikultur på et universitet i Ukraine, og som i 2018 flyttede til Danmark for først at arbejde på Sjælland og siden 2020 på I/S Favrgård. Som studerende boede jeg et sted, hvor der også var mange russere, men da gik det nogenlunde med at kommunikere med dem. Nu har jeg det sværere med russere, fordi jeg dagligt hører historier om, hvordan russiske soldater behandler civilbefolkningen: De voldtager kvinder, henretter folk i flæng og laver masser af andre grusomheder. Det påvirker mig efterhånden så meget, at jeg har taget kontakt til en ukrainsk psykolog, som hjælper mig med at bearbejde min nye hverdag. Det hjælper, men helt ærligt så har jeg al ret til at hade de russiske soldater, så længe de opfører sig, som de gør, siger Viktoria Vorobiova og fortsætter:
- Jeg bliver i Danmark, fordi jeg har min fremtid her, og for resten huser jeg lige nu en ukrainsk mor og hendes baby i min lejlighed i Odder.
- Skal man lede efter bare en lille flig af noget godt, så er det, at krigen derhjemme har lært mig, hvor glade vi skal være for den stabilitet, der er i Danmark.
