Annonce
Ikast-Brande

”Uhrerampen” er åben for skatere

Jacob Toft Christensen fik vist et par prøver på noget af det, som sidste år sikrede ham en syvendeplads ved DM i scoot i U11-klassen på hjemmebane i skaterhallen på Mylius-Erichsensvej. Foto: Mikael Lund
Skater-rampe ved Uhre Friskole blev taget i brug

Uhre: Etableringen af en form for satellit-afdeling af street sport-foreningen Urban Street Zone i Uhre var en af tankerne bag det byggeprojekt, som tog sin start midt i februar.

Da det var allermest koldt og vinterligt, tog arbejdet med at fremstille ”Uhrerampen” for alvor fart, og forleden kunne fire af eleverne på Uhre Friskole, Sidsel og Christian fra 5. klasse og Samuel og Jacob fra 6. klasse, så for første gang – i hvert fald officielt – tage den nybyggede skaterrampe i brug i langt behageligere temperaturer.

I en periode har rampen kunne benyttes som legeredskab – i regnvejr nærmest som en vandrutsjebane – men i forbindelse med indvielsen blev en lamineret udgave af reglerne for brug af rampen slået op på siden af den.

Annonce

Hjelm er påbudt, håndledsbeskyttere ligeså (medmindre man kører på løbehjul), og knæ- og albuebeskyttere anbefales.

Der må højest være fire personer på rampen ad gangen, rampen skal ikke anvendes som siddeplads, og de dygtige og rutinerede hjælper de knap så erfarne.

Prototype

Rampen er af eget design og vel nærmest at betragte som en prototype, forklarer Jens Mortensen, som sammen med blandt andet Rune Lyager og Thomas Meyer Hammershøj, henholdsvis formand og næstformand for Urban Street Zone, har været med til at bygge den. Materialerne er træ og stål, og selve rampen er beklædt med Skatelite, en både slidstærk og vejrbestandig kompositbeklædning specielt beregnet til forskellige former for street sport.

Med nyanskaffelsen har Uhre Friskole som den første skole i Ikast-Brande Kommune fået en rampe i skolegården, noget som både kommer skolens elever og hele byen til gode. Det vurderer formanden for Uhre Udviklingsråd, Dorthe Zacho, som også er lærer på friskolen – og så har hun et lille håb om, at rampen måske kan være med til at trække nogen fra Brande til Uhre – som oftest går trafikken den modsatte vej.

Annonce

Promoverer sporten

Skoleleder Kent Lykke oplyser, at det ikke tog lang tid at skabe den økonomiske ramme for projektet: Udover udviklingsrådet har Uhre Friskoles Venner og Give Steel bidraget økonomisk, og tilsagnene om støtte kom i hus samme aften, som aftalen om etableringen blev forhandlet på plads med Rune Lyager.

USZ-formanden har også en anden interesse i projektet end den rent økonomiske: For Urban Street Zone handler det både om læring via nogle af de udfordringer, der vil opstå undervejs og om at udbrede interessen for sporten yderligere, forklarer Rune Lyager, der betegner Uhre Friskole som ”first movers” på området, når det gælder skolerne i Ikast-Brande Kommune. Og så er rampen et eksempel på noget af det, street sport-foreningen gerne vil bruge sit DIY(”do it yourself” = gør det selv)-værksted til. Et værksted foreningen har søgt Realdanias ”Underværker” om økonomisk støtte til indretningen af i en af de haller på Mylius-Erichsensvej, som foreningen endnu ikke råder over, men som den har planer om at købe, hvis finansieringen kommer på plads.

Jacob, Christian, Samuel og Sidsel fik som de første – i hvert fald officielt – lov til at tage den nye skaterrampe i brug overværet af (f.v.) formand for Uhre Udviklingsråd, Dorthe Zacho, skoleleder Kent Lykke, pedel Lars-Stig Pedersen, Jens Mortensen og formand Rune Lyager fra Urban Street Zone samt USZ-næstformand Thomas Meyer Hammershøj, som i denne sammenhæng repræsenterede en af sponsorerne, Give Steel. Foto: Mikael Lund
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Horsens

Kvik borger afslørede narkohandel

Horsens

Elever plantede 2000 træer til Horsens' nye bypark

Horsens For abonnenter

Intens stemning ved retten: Dømte for dødsvold ført væk i håndjern under tilråb fra vennerne

Annonce