Annonce
Horsens

Ugens sommerguide: Turen går til Hjarnø

Overfarten fra Snaptun til Hjarnø tager fem minutter. Der sejles fra tidlig morgen til sen aften. Arkivfoto
Redaktionens medlemmer anbefaler på skift en sommerferieaktivitet.

En ø-tur på en flot sommerdag slår aldrig fejl.

Det gør noget godt ved krop og sjæl at komme ud på vandet og væk fra fastlandet. Særligt hvis det kombineres med en slukket telefon.

Jeg kan anbefale en tur til Hjarnø.

Overfarten fra hyggelige Snaptun tager fem minutter. Billetprisen kan alle gabe over.

I land på Hjarnø vender man den travle hverdag ryggen og går på opdagelse.

Ad Østre Kirkevej vil Pølsekrogen være noget af det første, man møder.

Det er en familiedrevet pølsevogn placeret i udkanten af en have. Den er indrammet af stakit og plankeværk, der er dekoreret med skilte og også hoveder fra mannequindukker. Et gammelt styrehus stikker snuden frem ved det pudsige pitstop.

Længere henne ad grusvejen venter Hjarnø Kirke. Den er altid åben i dagtimerne og en af Danmarks mindste.

Er man i humør til en dukkert eller solbadning, fortsætter man ud til badestranden. Ellers er det bare at følge vejen hen til Galleri Kirkesvinget.

Her træder man ind på strandsand i stedet for et hårdt gulv. Der er naturligvis lokal kunst at se på væggene.

Østre Kirkevej rammer Hovedvejen, som øboerne tit har boder med grøntsager og brugte ting stående ud til. Øens campingplads med kiosk og legeplads ligger ud til Hovedvejen.

Campingpladsen arrangerer ø-rundfart med guide. Det foregår på vogn bag en traktor, og man kan sikkert få lidt at vide om fundet af guldstykker fra 500-tallet på markjord tilhørende campingpladsen.

Det var det næststørste danefæ-fund i 2018 og er siden blevet udstillet på Kulturmuseet i Spinderihallerne.

Café Den Gamle Smedie er et godt sted at stille sulten. Der er klassiske retter som stjerneskud og pariserbøf på menukortet og mulighed for at sidde indenfor såvel som i gårdhaven eller ud til vejen.

Indehaver Marian Grejsmark har rundet 10 år som indehaver af det hyggelige spisested, der kører for fuldt drøn i sommerferien.

Herfra kan man forlænge sin gåtur rundt på øen, måske endda tage en overnatning, eller sætte kursen mod færgen og vende tilbage til fastlandet med renset hoved og nogle kilometer i benene.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Leder: Dårligt argument for dyrere børnepasning

Fra nytår bliver det dyrere at få passet sine børn i Horsens Kommune. Den slags er en politisk beslutning, og Horsens Byråd er naturligvis i sin gode ret til at sætte prisen op og ned alt efter politisk prioritering. Så langt så godt, og indrømmet, det er svært tit og ofte at skulle forklare prisstigninger, men det er er altså tæt på være verdens dårligste argument, når man forklarer prisstigningen med, at kommunen tilfører syv millioner kroner ekstra til området. Flere kommunale kroner er altså lig med, at man som forældre skal betale mere, lyder logikken. Argumentet holder også så langt, at for at få økonomien til at hænge sammen, når vi skal have passet de små i vuggestue, dagpleje, børnehave eller sfo, er der også en forældrebetaling. Den må maksimalt andrage 25 procent. En sats, der er indført, så ingen kommuner uhæmmet bruger den knap at skrue på, når der skal lægges budget. Nøgleordet her er maksimalt. For det er klart, at forældrebetalingen stiger, når procentsatsen fastholdes, og det samlede budget stiger, men i ordet maksimalt ligger også, at man selvfølgelig kan sætte satsen ned, så forældrene ikke skal betale mere for at få passet børn efter nytår. Der kan være mange gode argumenter for at tilføre midler til børnepasning og at lade forældrebetalingen stige, men der er ingen sammenhæng mellem flere midler og øget forældrebetaling. Horsens Byråd kunne uden problemer vedtage, at det fra nytår skulle være billigere for forældrene at sende deres børn i kommunale pasningstilbud og samtidig tilføre flere midler for at kunne ansætte eksempelvis flere pædagoger. Det kunne eksempelvis være begrundet i at ville tiltrække flere børnefamilier til kommunen. Det er en politisk beslutning med tilhørende solide argumenter, som man så kan være enig eller uenig i, men at sige, at forældrene skal betale mere, fordi kommunen bruger flere penge på området, har ingen logisk sammenhæng.

Annonce