Annonce
Horsens

Ugens dilemma: Piercinger, tatoveringer eller tørklæde - hvem ansætter du i din restaurant?

Er piercinger ok, hvis du skal arbejde på restaurant? Tre lokale debattører tager stilling til et dilemma om overvejelserne bag en ansættelse. Foto: Iris

Horsens: Vi har sat tre lokale debattører i følgende dilemma:

"Du er restaurantindehaver og har tre lige kvalificerede kandidater til ét job. Den ene har synlige tatoveringer og piercinger, den anden bærer tørklæde af religiøse årsager, mens den tredje ikke har eller bærer nogen af delene. Hvilke overvejelser gør du dig i forhold til at besætte jobbet?"

Annonce

Anne V. Porse, bestyrelsesmedlem:

Anne V. Porse

Hvis de tre ansøgere er helt og aldeles ens på kvalifikationer, vil jeg spørge personen med tatoveringer og piercinger, om vedkommende vil være villig til at dække tatoveringerne mest muligt og fjerne de synlige piercinger. Tatoveringer i ansigtet vil jeg nok heller ikke være vild med. Nogen har jo simpelthen så meget blæk i fjæset, at man slet ikke kan se, hvem der er inde bagved.

Piercingerne får mig simpelthen til at miste appetitten, og det går jo ikke på en restaurant, så det vil være et krav.

Til personen med tørklæde vil jeg også spørge, om hun er villig til at tage det af i arbejdstiden. Ikke fordi hun ikke må bære det, men mere for at få et indtryk af, hvilke tanker hun selv har gjort sig om det, og hvor meget hendes religion reelt fylder. Svaret kan også give et praj om hendes fleksibilitet. Det kan være lidt svært at planlægge en arbejdsdag, hvis hun forsvinder midt i en servering for at bede. Jeg ville aldrig spørge til, hvor meget det fylder, men lytte til det svar, hun giver mig på spørgsmålet om tørklædet og selv bedømme, hvor meget det fylder. Tørklædet i sig selv vil ikke være et problem.

Og så er der jo selvfølgelig altid fornemmelsen af personlig kemi. Det vil have afgørende betydning og komme før tørklæder og tatoveringer på kroppen.

Jeg vil gerne have en rummelig arbejdsplads, med plads til forskellighed, tatoveringer og tørklæder. Men piercinger så store som tekopper i ørerne, et helt blækhus i ansigtet og ting og sager i næse, tunge, læber og øjenbryn er altså ikke lige min kop te.

Rosa Benkjer, kioskindehaver:

Rosa Benkjer

Hvis vi starter med personen med tatoveringer og piercinger.

Tatoveringer har jeg det ok med, så længe de er de lovlige steder (ikke i hoved eller på hals og hænder), og pæne at se på, men jeg ville aldrig vælge en med piercinger. Jeg synes, det er uhygiejnisk og slet ikke pænt.

Personen, der bærer tørklæde af religiøse årsager, skal være velkommen i min restaurant. Jeg er fløjtende ligeglad med hvilken religion, folk hører til, hvis bare de har det fint med, at jeg er ligeglad.

I øvrigt er mange kvinder med tørklæde utrolig gode til at klæde sig. Ligesom det kan være en fordel at have unge og ældre og mænd og kvinder ansat, kan det også være en fordel at have folk med forskellige religiøse overbevisninger ansat, for de henvender sig tit og ofte til forskellige kunder og netværk.

Når jeg skal vælge en medarbejder til et job, betyder kemien utrolig meget. Derudover skal man også passe ind i teamet, og til sidst kommer det an på hvilke kunder, jeg har i min restaurant. Så det er svært med de få oplysninger at vælge den bedste medarbejder til jobbet.

Hvis vi nu "leger", at min restaurant ligger i en storby, ville jeg vælge personen med tørklædet, men hvis det var ved vestkysten, ville jeg vælge den sidste person uden synlig religiøs overbevisning.

Ole L. Simonsen, direktør:

Ole L. Simonsen

Jeg kan ikke mindes, at jeg nogensinde har haft tre lige kvalificerede til et job. Men når det nu er sådan i denne ”case”, må valget gøres på andre parametre end kvalifikationerne.

Lovgivningen er relativ klar, når vi taler om forskelsbehandling. Forbudt er: Citat: ”...enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse.” Citat slut.

Min første tanke er derfor at undgå forskelsbehandling. Det mest sikre valg vil så være at vælge personen, der bærer tørklæde af religiøse årsager, da religion er direkte nævnt i loven. Det næstmest sikre valg er at vælge personen, der har piercinger og tatoveringer, for selv om dette ikke er nævnt i loven, kan loven sikkert fortolkes indirekte. Vælger jeg personen, der ikke bærer nogen af delene, udsætter jeg mig for størst risiko for anklage om forskelsbehandling.

Dette givet, vil jeg beslutte mig ud fra, hvilken profil der passer bedst til stedets kunder og øvrige personale samt det miljø og den kultur, der er gældende i den pågældende restauration.

Den person, der passer bedst til stedet, får jobbet.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Beboer i Østerbo i Vejle: Der må være noget helt galt med Casas måde at organisere arbejdet på

Læserbrev: Rygning er farligt, passiv rygning er farligt. Det er der ikke nogen tvivl om. Derfor er det helt uforståeligt, at Østerbo ikke har taget højde for, at tobaksrøg, mados og andre lugte uhindret stiger op gennem det nye ventilationsrør for til sidst at ende i de øverste lejligheder. Ifølge planen skulle opsætningen af det nye ventilationssystem tage 17 dage for en opgang. Fire en halv måned senere er ventilationssystemet stadig ikke taget i brug, og passiv rygning er blevet et stort og farligt problem. Desværre er det ikke kun ventilationssystemet, der tager alt for lang tid, det gør alle de andre arbejder også. Et andet eksempel er udskiftningen af fire indvendige døre, der ifølge planen skulle tage halvanden dag for en lejlighed. Fire måneder senere er dette arbejde heller ikke færdigt. "Hvorfor får de aldrig gjort noget færdig?", spørger alle. Direktørerne og projektlederne i Casa og Østerbo kan prøve at spørge deres egne familier, hvad de vil sige til, at de kan forvente, der kan komme fremmede og låse sig ind på alle tider af dagen de næste fire måneder, hvis de bestiller håndværkere til at lave et arbejde, der kan gøres på halvanden dag. Der må være noget helt galt med Casas måde at organisere arbejdet på. Håndværkerne bliver sendt rundt for at reparere ting, der er ordnet, og andre ting bliver ikke ordnet, fordi de glemmes, og sådan fortsætter det i månedsvis. Håndværkerne bliver frustrerede og stressede, og beboerne mistrives i en sådan grad, at det fører til trusler mod håndværkerne - noget, Casa og Østerbo let kan forebygge med lidt omtanke og respekt. Alle har ret til respekt for privatliv, familieliv og hjem ifølge FN's menneskerettigheder, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og grundloven, og målet helliger ikke midlet. Når vi har rettigheder, har andre pligter, og selvom tilgængelighedsprincippet til vore hjem blev ændret, da vi stemte ja til renovering, har vi stadig krav på respekt for hjem og privatliv. Casa skal naturligvis ikke have adgang til vore hjem længere end højst nødvendigt. Østerbo bliver nødt til at tage beboerne alvorligt og også lære at informere på en konkret og fyldestgørende måde, så vi ikke gang på gang bliver taget med bukserne nede, også i vore egne badeværelser, når der pludselig står fremmede i hjemmet. Beboerhåndtering og fagtilsyn består i, at beboerne skal henvende sig til Østerbo, men der er intet proaktivt tilsyn i lejlighederne. Henvendelserne fører sjældent til andet end en sludder for en sladder, og fem måneder efter min henvendelse har jeg stadig ikke fået svar fra Østerbo. Alt for mange har den oplevelse. Vi håber, Casa og Østerbo lærer af deres fejl og ændrer strategien for de sidste boligblokke.

Annonce