Annonce
Odder

Uenighed i byrådet: Politikere sagde nej til havnebyggeri

Venstre var som det eneste parti klar til at godkende byggeri i fire etager på Alexandra Plads i Hou. Illustration: Gandrup Krabbe Vang Arkitekter
Et flertal i byrådet vil ikke have byggeri i fire etager midt i Hou. Venstre er bange for, at der slet ikke bliver bygget, men den mulighed tog resten af politikerne helt køligt.
Annonce

Odder: Alexandra Plads bliver ikke fyldt ud med et byggeri i fire etager. Kun Venstre stemte for planerne, da der mandag aften var byrådsmøde på rådhuset i Odder. Dermed kan et planlagt boligprojekt i Hou falde helt væk.

Mange af Venstres byrådsmedlemmer tog ellers ordet i et forsøg på at overtale politikerne fra de andre partier.

- Det er vigtigt, vi får en god snak om, hvor meget høringssvar vægter. Og der er nogle, som har undladt at give høringssvar. Jeg fik en henvendelse fra nogen, der sagde "skulle vi henvende os, hvis vi var positive?" Vi har muligheden for at få et byggeri til 50-60 millioner kroner. Det håber jeg ikke, vi får forpurret, sagde Ole Lyngby Pedersen (V), der er formand for miljø-, teknik- og klimaudvalget.

Han henviste til, at der er kommet syv høringssvar, som er underskrevet af i alt 124 borgere, og langt de fleste er negativ stemt over for byggeprojektet.

Selskabet HFE Ejendomme har købt den tomme grund, som ligger på hjørnet af Søndergade og Strandgade. Sælgeren hedder Odder Kommune, og der er lavet en betinget købsaftale.

Alexandra Plads

På hjørnet af Strandgade og Søndergade i Hou ligger en tom plads. Den er i mange år blevet brugt som p-plads, og i folkemunde har den navnet Alexandra Plads. Navnet er så fast, at Odder Kommune også bruger det.

Navnet går tilbage til 1997, da den daværende prinsesse Alexandra indviede Hou Søsportcenter og det tilhørende bådeværft. Hun døbte også båden "Prinsesse Alexandra", så nogle af festlighederne foregik på havnen.

Da der blev holdt tale for prinsessen, lød der pludselig et skud. En bodyguard greb efter sin pistol og syv betjente kiggede rundt. Det viste sig heldigvis at være en skarp sten, der havde punkteret et hjul på en kørestol.

Annonce

DF'er vil ikke trues

Selskabet ejer også to forfaldne huse ved siden af Alexandra Plads, og ideen var at lave et samlet byggeri i området med 28 lejligheder. Byggeriet skulle være i fire etager, og det kræver en ny lokalplan. Men på byrådsmødet var der flertal imod at gå videre med planerne.

Flertallet ønskede et lavere byggeri og færre boliger.

- Efter at have læst sagen og høringssvarene, er vi imod højden og bebyggelsesprocenten, sagde Martin Mikkelsen (K).

- Enten gider vi tage høringssvar ad notam, eller også har vi et skindemokrati. De to gamle huse ejes af det samme firma, som har ladet dem stå og forfalde. Selskabet siger også "hvis vi ikke får fire etager, så bygger vi ikke." Fint, så bygger vi ikke. De skal ikke true mig. Så laver vi en grøn plads der og går lidt til dem med deres to huse, sagde John Rosenhøj (DF).

Enhedslisten, SF, Radikale og Socialdemokratiet var også imod projektet.

- Hvis der bliver fjernet en etage, så vil vi være positive. Og vi er enige i, at de to andre huse er saneringsmodne og bør rives ned, sagde Elvin Hansen (S).

- Vi tror, der kan bygges noget, der passer ind. Vi ser frem til, der kommer et andet bud, sagde Ditte Marie Thejsen (EL).

Annonce

Placeringen er forkert

Kresten Bjerre (R) kritiserede HFE Ejendomme, som har lavet et svar på baggrund af de høringssvar, der er kommet:

- HFE's eget svar er noget arrogant. De skulle lære at tage høringssvar alvorligt. Arkitektonisk er der ikke noget i vejen, men det passer ikke ind på den placering. Byggeriet er for højt og massivt, sagde han.

- Huset er flot med den øverste etage af træ. Men ikke der. De skal bygge noget, der passer ind i helheden, sagde Marianne Hundebøll (SF).

Venstres Jan Gade kunne godt høre, hvor flertallet var, og forsøgte at appellere til dem.

- Det er så synd for Hou, og vi risikerer, at der ikke kommer noget nu. Det er lejeboliger, og dem vil vi gerne have nogle af. Og den høje bebyggelsesprocent er jo med til at give en lav husleje. Høringssvarene indgår i en samlet vurdering, men man har jo ikke vetoret, mente Jan Gade.

Finn Thranum (V) bor selv i Hou, og han støttede også planerne.

- Jeg respekterer, at folk har en anden mening. Men jeg har boet i Hou, og området har altid været en skamplet for byen. Jeg håber inderligt, at ejerne vil lave et tilsvarende byggeri en etage lavere, sagde han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Det mener læserne: Øgede krav om mundbind vækker både glæde og vrede

Horsens

Større udvalg, robotstyret dæklager og 40 lifte: Nyt bilhus på 5600 kvadratmeter står klar om et år

CORONAVIRUS

Live: Ministre indkalder til pressemøde søndag eftermiddag

Horsens

Horsensianerne på Søndergade: Stramninger er okay. Vi stoler på myndighederne

Horsens

Færre ramt i det seneste døgn: Seks nye smittede i Horsens Kommune

Annonce