Annonce
Horsens

Udvalgsformand ønsker et stop i årlige besparelser på ældreområdet

Lokal FOA-formand og ældrerådets formand vil have sat en stopper for fortsat kommunal besparelse på en pct. om året på ældreområdet. Ellen T. Schmidt (S) og Ingerlise Thaysen (V) vil se oplægget til næste års budget, før de tager stilling.

Horsens: Afdelingsformanden for FOA, Lone Dybdal, og formand for ældrerådet i Horsens Kommune, Henning Jensen, er begge klare i mælet: De vil have politikerne i byrådet i Horsens til at sætte punktum for kravet om en årlig besparelse på en pct. på ældreområdet.

Formand Ellen T. Schmidt (S) og næstformand Ingerlise Thaysen (V) fra udvalget for velfærd og sundhed er villige til at lytte, men kommer ikke med konkrete løfter på nuværende tidspunkt.

- Jeg ser helst, at vi ikke skal effektivisere yderligere. Men lige nu kan jeg ikke se, om en yderligere årlig effektivisering på en pct. vil betyde serviceforringelser. Det kan jeg ikke se, før forvaltningen er kommet med sit udspil til næste års budget og dermed den økonomiske ramme. Men jeg er rimelig optimistisk, siger Ellen T. Schmidt.

For Lone Dybdal er det umuligt at effektivisere mere uden at sænke serviceniveauet.

- I mit hoved kan en pct.-besparelsen ikke længere lade sig gøre på de borgernære områder som f.eks. ældreplejen. Fortsætter kravet, må politikerne melde ud, at der er tale om serviceforringelser. Stopper kravet ikke, bliver serviceniveauet ringere, siger Lone Dybdal.

Hidtil har kommunen sparet en pct. på den årlige drift i fire år, når man tæller 2017 med. Dertil kommer et krav om, at det ikke må føre til serviceforringelser - den ene pct. skal findes via effektiviseringer.

- Samtidig med, at der skal spares en pct. på driften om året, skal opgaven løses lige godt, lød det fra ældrerådets formand, Henning Jensen, forleden. Han advarer også mod, at byrådet holder fast i kravet om den årlige en pct.- besparelse på driften.

Det er lettere at spare på asfalt end på hænder på vores område.

 

Formand lover klar udmelding

Men hverken Ellen T. Schmidt eller næstformand Ingerlise Thaysen (V) i det ansvarlige politiske udvalg er parat til klare tilbagemeldinger på ønsket fra fagforeningen og ældrerådet.

- Der er ingen, der er interesseret i at reducere i vores serviceniveau, siger Ellen T. Schmidt (S), formand for udvalget for velfærd og sundhed.

Skulle det mod hendes håb og ønske ende med serviceforringelser på nogle områder, lover hun til gengæld, at det vil blive meldt ud.

- Vi putter ikke med noget.

Debatten er taget til i styrke, siden pårørende rejste alvorlig kritik af forholdene på plejecentret Gefionshave på Sønderbro.

Annonce

Vi får flere penge

Udvalgets næstformand Ingerlise Thaysen (V) erkender, at det stiller nogle krav med en årlig besparelse på en pct. samtidig med, at der er flere og flere ældre.

- Til gengæld får vi nu tildelt penge i forhold til væksten i antallet af ældre, så økonomien på området er meget bedre end tidligere. Omvendt kan man altid blive ved med at bruge ekstra hænder på ældreområdet. Jeg synes generelt, man håndterer det flot, siger Ingerlise Thaysen, som i samme omgang beklager "den ulykkelige situation" på plejecentret Gefionshave.

Hun vil også se udspillet til næste års budget, før hun melder noget ud om behovet for en pct.-besparelsen.

- Jeg er ikke udelt begejstret for den, og det er lettere at spare på asfalt end på hænder på vores område. Omvendt har kravet også ført til effektiviseringer, siger Ingerlise Thaysen.

Både hun og udvalgets formand peger på, at en stor del af den årlige besparelse er hentet på administration og roser medarbejdernes indsats for at have løst opgaven godt.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Horsens

Fjerde formodede gerningsmand i Nørretorv-sagen fortsat på fri fod - intet nyt om offers tilstand

Annonce