Annonce
Horsens

Udvalg står fast: OK at bygge i fire etager i Bygholm Bakker

Hele Bygholm Bakker-udstykningen. Brahesbakke ligger i det sydøstligste hjørne. Kort: Horsens Kommune

Byggeri i højden i udstykningen Brahesbakke gør det muligt at kombinere ønsket om et stort antal boliger, samtidig med at der bliver plads til naturen, siger udvalgsformand Martin Ravn (V).

Horsens: Der bliver flyttet lidt rundt på bygningerne, men plan- og miljøudvalget i Horsens Kommune fastholder, at det er OK at bygge i fire etager i den 45.000 kvadratmeter store Bygholm Bakker-udstykning Brahesbakke mellem Silkeborgvej og Bygholm Sø.

I den offentlige høringsfase er der indkommet en række indsigelser fra særligt beboere i udstykningerne Billeshave og Munksbakke, der primært frygter for deres udsigt mod syd, efter at der er åbnet for, at byggeriet på nabo-udstykningen punktvist bliver op til fire etager højt.

- Vi har i udvalget forståelse for bekymringen fra naboerne, og derfor har vi også valgt at flytte rundt på bygningerne i planen, så bygningerne i fire etager nu er placeret længere væk fra bebyggelsen Munksbakke. De to bygninger, der ligger nærmest Munksbakke, er i to etager, og de næste to er i tre etager. Byggeri i fire etager ligger i anden række, siger formanden for plan- og miljøudvalget, Martin Ravn (V).

Udvalgsformanden konstaterer, at der er to interesser på spil i sagen:

- Der er dels ønsket om, at der skal bygges et stort antal boliger i Bygholm Bakker, og samtidig ønsker vi, at der skal være god plads til naturen. Det her er den løsning, vi er nået frem til, og som jeg synes, i høj grad imødekommer bekymringen fra naboerne, siger han.

Annonce

Det her er den løsning, vi er nået frem til, og som jeg synes, i høj grad imødekommer bekymringen fra naboerne.

Martin Ravn (V), formand for plan- og miljøudvalget
Der er blevet flyttet rundt på bygningerne, så de bygninger, der ligger nærmest udstykningen Munksbakke er i to etager. De nye byggehøjder er her markeret med tal. Tegning: Horsens Kommune

Nu kun fem bygninger i fire etager

Af helhedsplanen for Bygholm Bakker, der blev vedtaget i 2012, fremgår det, at der maksimalt må bygges i tre etager i området. Alligevel valgte kommunen at åbne op for byggeri i fire etager, da Brahesbakke blev sat i udbud.

Udbuddet blev i starten af 2018 vundet af et triumvirat, bestående af Domea Horsens, Pædagogernes Pension og byggefirmaet Danhaus. Pædagogernes Pension bygger private lejligheder, Domea Horsens står for almene familieboliger, og Danhaus står for at bygge private ejerboliger.

De præsenterede et byggeri med 130 boliger, der siden dengang er steget til 142.

I det første oplæg var seks af bygningerne i fire etager. Inden der blev lavet et lokalplanforslag, blev de seks bygninger reduceret til fem. Til gengæld har de tre bygherrer nu fået lov til at bygge et ekstra antal rækkehuse på matriklen. Antallet af kvadratmeter, der bliver bygget på grunden, er det samme, selv om antallet af boliger er steget.

Socialdemokratiet, Venstre og Dansk Folkeparti gav grønt lys til lokalplanforslaget med ændringerne, mens Esben Hedeager (K) på mødet meddelte, at han "afventer sin stillingtagen", til sagen bliver endeligt behandlet i byrådet.

- Der er sket nogle ændringer i lokalplanforslaget, som jeg godt vil have tid til at kigge lidt nærmere på, siger han til Folkebladet.

Da lokalplanforslaget blev sendt i høring, meddelte Enhedslistens Lisbeth Torfing, at hun vil stemme imod, når lokalplanforslaget kommer til endelig vedtagelse i byrådet. Årsagen er, at en realisering af projektet kræver en dispensation fra skovbyggelinjen.

Tre bygherrer deles om at bygge boligerne i Brahesbakke: Domea Horsens, Pædagogernes Pension og Danhaus. Visualisering: Skala Arkitekter
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Nu burde det være forbudt at nøjes med at lave korte uddannelsesaftaler

Læserbrev: Når man har fået en læreplads og klaret prøvetiden, får man en uddannelse, hvis man da ikke dummer sig gevaldigt undervejs eller dumper til svendeprøven. Sådan var det altid i de gode gamle dage, da en mester var en mester og tog ansvar for, at unge mennesker blev uddannet i byggefagene. Den slags mestre findes der heldigvis stadig en stor del af. Men der er altså også mange af de andre. Det er især dem med de større og større biler, der råber op om, at lærlinge er alt for dyre. Det er de samme mestre, der klynker over, at de ikke kan få folk nok og derfor må sige nej til opgaver. At de to synspunkter i den grad strider mod hinanden, er åbenbart ikke gået op for dem. Men uden nye svende i fremtiden bliver det jo endnu sværere at skaffe arbejdskraft nok. Alligevel er det den slags mestre, der tager en lærling på en kort lærekontrakt for så at skifte ham/hende ud med en anden, når praktikperioden er gået. Det kan være forståeligt i perioder med lav beskæftigelse, at mestre kan føle sig presset til at tage en lærling, som der måske ikke rigtig er plads til i virksomheden. Men lige nu, midt i en højkonjunktur med noget nær fuld beskæftigelse, gang i alle hjul og sorte tal på langt de fleste bundlinjer, burde det være forbudt at nøjes med at lave korte uddannelsesaftaler. En undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut har påvist, at de korte praktikaftaler skaber usikkerhed hos lærlingen og kan betyde en noget diffus uddannelse, fordi det langtfra er altid, praktiksted nummer to helt ved, hvad praktiksted nummer et har uddannet det unge menneske i. Selv i de tilfælde, hvor en kort praktikaftale virker som en forlænget prøvetid, og praktikken udvides til at omfatte hele forløbet i samme virksomhed, kan den korte uddannelsesaftale have negative følger, fordi den skaber usikkerhed. Nogle gange så stor, at lærlingen helt opgiver uddannelsen, når det nu er så svært at få en rigtig læreplads. Også derfor mener vi, de korte uddannelsesaftaler bør afskaffes. Tre måneders prøvetid må være nok til at finde ud af, om et ansættelsesforhold er rigtigt eller forkert. Indfør til gengæld gerne en uddannelsesbonus i vores næste overenskomst - altså en præmie til mestre for at uddanne til faget. Men kun for et helt og fuldt uddannelsesforløb. Vel vidende at en bonus måske ikke er nok, kunne det være fint, om man på alle uddannelser siger, som det allerede nu er tilfældet inden for malerfaget: En enkelt kort praktikaftale er maksimum - derefter er det fast arbejde resten af uddannelsen. For en uddannelse stykket sammen udelukkende af korte uddannelsesaftaler har sjældent samme kvalitet som et helt sammenhængende uddannelsesforløb.

Annonce