Annonce
Odder

Udskolingselever har leget virksomhed i en uge: Udvikler fremtidens kompetencer

7. klasseselever i Odder har i denne uge bygget modeller af tiny houses. Her er det Ida Warberg Sejersen fra Rathlouskolen, som er i gang. Foto: Søren E. Alwan
I denne uge har 7. klasser fra Odder forladt deres klasseværelser og er i stedet blevet en produktionsvirksomhed med alt, hvad det indebærer.

Odder: Eleverne på Rudehøj Efterskole er ude at rejse i denne uge, men alligevel har det rodet på skolen med pap, plastik, træ, tape, boremaskiner og tommestokke som aldrig før. I stedet har 7. klasseseleverne fra Parkvejens Skole, Skovbakkeskolen og Rathlouskolen nemlig været flyttet ind for at bygge modeller af tiny houses.

Det har de gjort som en del af et projekt kaldet Hop In. Det er et fælles kommunalt projekt, som har til formål at knytte de forholdsvist nydannede klasser tættere sammen og give de deltagende elever lyst og kendskab til ungdomsuddannelserne.

For at de kan få det, har hver klasse hele ugen fungeret som en virksomhed med både idéudvikling, produktion - heraf rodet - og markedsføring som en del af pakken.

- Det passer perfekt ind i vores mål om at inddrage eleverne som producenter og formidlere, og så udvikler det kompetencer som innovation, samarbejdsevne og bæredygtig tænkning, som der bliver brug for i fremtiden, siger medarrangør og pædagogisk IT-konsulent i Odder Kommune Karen Tims.

Annonce
Anders Thorø Sørensen har sammen med sin gruppe arbejdet på en pumpe som en del af en grøn løsning. Foto: Søren E. Alwan

Lærer på en anden måde

Tre af de elever, der i denne uge har holdt til på efterskolen, er Anders Thorø Sørensen fra Parkvejens Skole, Ida Warberg Sejersen fra Rathlouskolen og Sofie Selene Korsholm fra Skovbakkeskolen. De har været tilknyttet henholdsvis bæredygtige løsninger, møbelproduktion og marketing igennem ugen.

- Det har gjort, at jeg er begyndt at tænke mere seriøst, om jeg skal lave noget inden for IT. Det gjorde jeg også lidt i forvejen, men nu kan jeg fornemme, at jeg faktisk også er rimelig god til det, siger Anders Thorø Sørensen, der blandt andet har arbejdet med at udvikle en pumpe med fjernstyret kontakt.

Ida Warberg Sejersen har været med til at lave et møbel, som både kan bruges som stol, sofa og tavle - en ideel løsning i et tiny house uden meget plads.

- Jeg har fundet ud af, at jeg i hvert fald godt kan lide at lave noget kreativt, siger hun om processen.

De er alle tre enige om, at de har fået en masse ud af forløbet.

- Man lærer noget nyt på en lidt anden måde end i klasseværelset. Vi har meget skullet udtænke ting selv. For eksempel noget om energi, siger Sofie Selene Korsholm.

Afsluttende pitch

Undervejs har eleverne blandt andet kunnet hente inspiration fra en række oplægsholdere, ligesom skolernes pedeller og Aarhus Tech har hjulpet med udførelsen af de større byggeprojekter.

Derudover har den tidligere IT-konsulent Torben Baunsø, der nu er pensioneret, hjulpet eleverne med at føre elevernes bæredygtige løsninger ud i livet ved hjælp af mikrobits.

- Jeg var lige gået på pension, da det blev besluttet, at eleverne skulle have adgang til sådan noget, så det var virkelig ærgerligt. Men så kan jeg komme og hjælpe en dag som i dag, siger Torben Baunsø, der altså hjælper eleverne med programmeringen, mens det har været op til eleverne selv at udtænke koncepterne.

Klassernes projekter havde deadline torsdag eftermiddag, hvorefter forældre og andre interesserede var velkomne til at komme og se elevernes pitch, som rundede projektet af. Efterfølgende blev projekterne bedømt på blandt andet innovation, samarbejde og håndværk af uvildige dommere, som udpegede en vinder fra hver klasse. Vinderne deltager i skolemessen i Aarhus 22. april.

Eleverne skulle koncentrere sig på en anden måde, end når de sidder og kæmper med svær litteratur til hverdag. Foto: Søren E. Alwan
Hele tre 3D-printere var til rådighed, for at de elever, som skulle designe møbler, kunne få ført deres planer ud i livet. Foto: Søren E. Alwan
Eleverne skulle tegne, bygge og markedsføre et Tiny House, et møbel samt en bæredygtig løsning. Foto: Søren E. Alwan
Det kræver meget plads at bygge en detaljeret model, så heldigvis havde 7. klasserne hele skolen for dem selv. Foto: Søren E. Alwan
Det her roderi må være enhver teenagemors store mareridt. Heldigvis var rodet væk, inden forældrene kom på besøg til fremvisning og bedømmelse. Foto: Søren E. Alwan
Der var næsten ingen grænser for, hvad eleverne måtte finde på - så længe der blev tænkt i grønne løsninger. Foto: Søren E. Alwan
Sammen med sin gruppe markedsførte Sofie Selene Korsholm det, som hendes gruppe kalder "Green building". De havde blandt andet lavet en reklamevideo og flere plakater. Foto: Søren E. Alwan
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Buketten erstatter festen og blomsterne bringes ud i bilen: Alternative løsninger hitter i havecentrene

Danmark

Live: Mette F. - Gradvis åbning af Danmark efter påske er sandsynlig men der går tid før samfundet er normalt igen

Annonce