Annonce
Horsens

Farvel Forældreintra: Ny og nemmere platform tager over til sommer

Efter sommerferien er SkoleIntra en saga blot, det gamel system erstattes af det nye Aula. Arkivfoto
Efter sommerferien er der ikke længere noget, der hedder Forældreintra. I stedet skal alle forældre i Horsens - og resten af landet - nu til at vænne sig til at kommunikere igennem "Aula".

Horsens: Den velkendte og til tider udskældte platform til kommunikation mellem skole og forældre, Forældreintra, bliver 1. august skiftet ud med det helt nye Aula. En kommunikationsplatform som skal gøre det lettere at finde hoved og hale i beskederne fra skolen.

Det er i hvert fald målet, hvis man spørger projektleder på Aula-projektet i Horsens Kommune, Kaspar Kragh.

- Det er et stort projekt, som involverer 1200 medarbejdere på skolerne og over 11.000 forældrepar. Jeg forventer, at det bliver taget godt imod. Der er ingen tvivl om, at forældrene vil opleve det som en klarere og mere tydelig kommunikation, som er nemmere at overskue, lyder det fra Kaspar Kragh, der understreger:

- Indholdet på siden ændrer sig ikke meget, men det bliver mere tydeligt. Det bliver også muligt i højere grad at vælge til og fra på mængden af information, uden man risikerer at gå glip af vigtige beskeder fra skolen.

Indholdet på siden ændrer sig ikke meget, men det bliver mere tydeligt. Det bliver også muligt i højere grad at vælge til og fra på mængden af information, uden man risikerer at gå glip af vigtige beskeder fra skolen.

Kasper Kragh, projektleder

98 kommuner er med

Aula kommer ikke bare til Horsens. Det nye intranet bliver implementeret på skoler i alle landets kommuner, og det vil betyde, at forældre, uanset hvilken skole deres børn går på, kommer til at opleve en meget mere ens kommunikation i det nye system, lyder det.

- Skoleintra (modersystemet til Forældreintra, red.) er omkring 20 år gammel software, som har lavet flere 100 knopskydninger. Har du et barn i to forskellige klasser, kan man opleve, at lærerne bruger det forskelligt. En besked kan komme som både en note i en kontaktbog eller som et helt opslag, men med Aula vil forældrene opleve, det bliver nemmere at overskue.

- Overordnet handler det om, at forældrene skal kunne se forskel på, om det er en besked, de skal forholde sig til og svare på, eller bare generel information.

Det handler om børnene

Lige nu er kommunen i gang med at uddanne 85 superbrugere, som efter påske går i gang med at videreuddanne deres kolleger rundt omkring på de forskellige skoler og i forvaltningen. Dermed er Aula klar til at blive rullet ud efter sommerferien, for selvom platformen er landsdækkende, er det den enkelte kommune selv, som skal finde ud af, hvordan de vil bruge Aula i hverdagen.

- Alle kommuner har selv ansvaret for at få det implementeret på skolerne. Lærerne er professionelle kommunikatorer og dem, som kender deres målgruppe bedst, så vi er ikke ude og diktere, hvordan lærerne skal kommunikere. Men ved hjælp af Aula bliver det nemmere for forældrene at deltage i kommunikationen, lyder det fra Kasper Kragh, som understreger, at i sidste ende handler det jo om børnene.

- Når vi får en bedre kommunikation mellem skole og hjem, kommer der også større fokus på børnene og børnenes tarv. Og vi er meget optaget af, hvordan Aula kan understøtte arbejdet med børnene.

Projektlederen ser frem til at komme i gang med Aula, men han ved også godt, at stor en forandring nok vil kræve noget tilvænning.

- Det er klart, der vil være nogle fejlrettelser og ønsker til tilføjelser. Lige nu lærer vi blandt andet af Odder og Aarhus, som er pilotkommuner og allerede i gang. Men det er superspændende at arbejde med så stort et projekt med så mange brugere og deltagere, og jeg er rigtig spændt på at skulle tage Aula i brug, både når det møder lærerne, og når det skal ud til forældrene.

Aula erstatter endeligt SkoleIntra 1. august.

Aula

  • Aula rulles ud til alle skoler i Horsens kommune hen over forsommeren og skal endeligt tages i brug pr. 1. august.
  • Fra maj 2020 kommer de horsensianske daginstitutioner også med i projektet.
  • Aula er en del af Brugerportalsinitiativet, der også omfatter MinUddannelse som læringsplatform i Horsens Kommune – MinUddannelse fortsætter, og udvalgt indhold herfra vil blive vist i Aula, så overblikket bliver større.
  • Med mere end to millioner brugere, når Aula anvendes i både skole og dagtilbud over hele landet, vil det være en af de største it-løsninger i Danmark målt på antallet af brugere.
Annonce
Forsiden netop nu
Leder

Leder: Tirsdag morgen går alting lidt hurtigere på hsfo.dk

Nye briller, ny frisure eller et slips, der matcher efterårets farver - de fleste af os trænger til at få vores "look", som det hedder på nydansk, forfrisket en gang imellem. Og det gælder såmænd også Horsens Folkeblads hjemmeside, www.hsfo.dk, som tusindvis af horsensianere - flere og flere - klikker ind på hver dag. Den tekniske stab, der designer hjemmesiden, har arbejdet længe og målrettet med en opdatering, og i morgen tidlig, tirsdag klokken 4, går det nye hsfo.dk så i luften. Helt synligt vil det være, at hjemmesiden har fået nyt design og nye skrifter - men opdateringen indeholder også en række tekniske forbedringer, som vil komme læserne til gavn. Først og fremmest er den nye hjemmeside endnu hurtigere med nyhederne end den nuværende. Nyhederne kommer hurtigere ud i verden, når vi på redaktionen trykker "offentliggør" - og hjemmesiden reagerer mere tjept, når du som læser klikker på artikler og/eller billeder. Det nye design gør det samtidig muligt for os at præsentere flere nyheder ad gangen, især for dem, der følger med på en pc. Den nye hjemmeside er naturligvis også tilpasset iPads og mobiltelefoner, men her sætter skærmstørrelsen en begrænsning for antallet af overskrifter. Det bliver nemmere at finde frem til dagens e-avis, hvor man kan bladre gennem siderne ligesom i den trykte avis. E-avisen får simpelthen en fast kasse på forsiden. Som noget nyt er det muligt at få en digital assistent - "hun" hedder Athena - til at læse nyhederne op. Det kan både være en fordel for dem, der måtte have svært ved at læse, og for dem, der for eksempel vil høre nyt, mens de kører bil. Endelig bliver det nemmere for læserne at udnytte og tilpasse vores nyhedsbreve, hvor man hver dag får en e-mail med de vigtigste overskrifter. Vi ved, at mange af jer, der læser den trykte avis, også følger med på nettet. Og vi håber og tror, at I vil synes godt om det nye hsfo.dk. Skulle der vise sig børnesygdomme - så tøv ikke med at kontakte redaktionen eller avisens Kundeservice. God fornøjelse i morgen klokken 4.

Annonce