Stensballe: Med udsigt direkte til fjorden og åbent vue over Stensballegaards smukt beliggende golfbane - lige midt i naturen.
Det kunne lyde som et uddrag af en reklame for rekreative, livgivende ophold i Horsens-området. Men det er i stedet beskrivelsen af en stor udvidelse af den skovbegravelsesplads, som godset Stensballegaard siden 2018 har drevet som et tilbud til personer, der ønsker et sidste hvilested i naturen.
Mere at vælge imellem
Godsejer Jannik Ahlefeldt-Laurvig har for nylig sat gang i en proces, der betyder, at yderligere to hektar af den del af godsets skove, der er godkendt til urnegravsteder, gøres klar til formået. Dels så der i fremtiden vil være plads nok, dels så kommende "beboere" får flere muligheder for at få det helt rigtige sted til deres urne.
Jannik Ahlefeldt-LaurvigNu udvider vi på Stensballegaard, men det er en udvikling, vi ser i hele landet: Der er kæmpe efterspørgsel og positivitet omkring det.
- Vi har set en meget positiv udvikling (i interessen for tilbuddet, red.), siden vi begyndte i 2018, konstaterer Jannik Ahlefeldt-Laurvig.
- Derfor giver det mening at udvide. Også for at give folk lidt mere at vælge i mellem med mere varieret skov og flere forskellige træsorter. Den nye del ligger i øvrigt med udsigt direkte til fjorden og golfbanen, og det er der en del, som har efterspurgt, forklarer godsejeren om baggrunden for, at der nu gøres plads til yderligere et par tusind urner i godsets jord.
Indtil videre er der nedsat 76 af slagsen på den nuværende skovbegravelsesplads, og derudover har 250 personer reserveret en urneplads ved et af de 125 træer i skovstykket. Jannik Ahlefeldt-Laurvig anslår, at kapaciteten p.t. rækker til godt og vel 1000 urner.
Udvikling i hele landet
Umiddelbart er der altså god plads i forvejen, men i takt med, at interessen for at blive begravet i naturen gror, og i takt med, at det danske netværk af skovbegravelsespladser vokser, er der ræson i at udbygge, mener han.
- Efterhånden som kendskabet er øget, har antallet af forespørgsler, reservationer og urnenedsættelser udviklet sig rigtig meget, siger han og nævner, at der rundt om i Danmark i dag er otte skovbegravelsespladser i privat regi, to kommunale og yderligere fem på vej, som ventes at åbne i 2021.
- Nu udvider vi på Stensballegaard, men det er en udvikling, vi ser i hele landet: Der er kæmpe efterspørgsel og positivitet omkring det, siger godsejeren, som forventer, at den lokale udvidelse vil stå helt klar om et par år.
En urneskov
På Stensballegaard handler udvidelsen også om give efterladte en reel følelse af at komme i en skov, når de besøger deres afdøde, fremhæver han.
- Måske kan vi gå så vidt som til at kalde det en urneskov, for selv om det selvfølgelig bliver en veldefineret gravplads på godkendt område, får man en oplevelse af virkelig at være i skoven, siger Jannik Ahlefeldt-Laurvig.