Annonce
Erhverv

Udenlandsdansker vil bygge spanske huse i Juelsminde

Eddie S. Christiansen vil bygge syv huse i to etager på grunden på Kystvej. Foto: Elisabet D. Hyttel

Eddie S. Christiansen, der er bosat i Spanien, har planer om at opføre syv huse på Kystvej.

Juelsminde: I løbet af det næste års tid får Juelsminde et nyt, lille boligkvarter på Kystvej 8-10. Omkring den gamle overlægebolig i nr. 10 vil Eddie S. Christiansen opføre syv familiehuse i to etager.

Husene er tænkt som ejer- eller lejeboliger til eksempelvis udenlandsdanskere, der har brug for et mere fast sted i landet at komme tilbage til i ferier.

- Hvis man ikke har familie at bo ved, skal man leje et sommerhus, og mange vil gerne have et fast sted at vende tilbage til, når de er hjemme i Danmark, siger Eddie S. Christiansen, der selv er bosat i Spanien med sin kone og deres tre børn.

Annonce

Middelhavshusene

De syv huse, der får navnet "Middelhavshusene" opføres på en 2700 kvm stor grund på Kystvej 8-10, der grænser op til Juelsminde Dagskole.I forbindelse med projektet er Kystvej 10 overgået til planområdet for bymidten.

Området får flere fælles parkeringspladser og samtidigt bliver der parkering forbudt på Kystvej ud for boligerne.

Sådan forestiller arkitekterne sig, at de nye huse kan komme til at se ud. Ill. Rum Arkitekterne

Ingen bopælspligt

Husene, der er tegnet af Rum Arkitekter, opføres som helårshuse uden bopælspligt.

- Man kan købe eller leje dem som nyopført uden bopælspligt. Hvis husene så senere skifter ejer, er det op til kommunen at bestemme, om de fortsat skal være fritaget for bopælspligt, siger Eddie S. Christiansen.

De syv huse, der er på mellem 121 og 141 kvm og i to etager, koster omkring 15 mio. kr. at opføre.

De får hver deres egen lille matrikel på det 2700 kvm store område. Der er udsigt til havet fra husenes første sal og adgang til offentlig strand lige over for boligerne. Desuden er der fælles parkeringsplader og en vicevært vil blive tilknyttet boligerne for at klare snerydning mv..

Overlægebolig får lov at stå

Den gamle overlægebolig, der er lejet ud, får lov til at blive stående, og de nye huse skal være med røde tegl og en muret facade.

- Jeg vil gerne, at husene skal være en kombination af den spanske stil med store vinduer og meget lysindfald, men stadig med respekt for den gamle stil. Jeg kan godt lide den gamle overlægebolig, så selvom vi overvejede at vælte den, syntes jeg, det ville være en skam. Det er vigtigt at bevare noget af historien omkring det tidligere kysthospital, siger Eddie S. Christiansen.

Han er nu på udkig efter en håndværker, gerne lokal, der vil opføre boligerne, når finansieringen falder helt på plads. Hedensted Kommune har godkendt planerne.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce