Randers/Midtjylland: Måden, SOS International indtil videre har håndteret sin nyvundne opgave med at stå for hurtigtest af Region Midtjyllands borgere, er langt fra tilfredsstillende.
Det konstaterer vicedirektør Dorte Kristensen, Indkøb og Medicoteknik, Region Midtjylland.
Repræsentanter fra SOS International har onsdag måttet stå skoleret foran vicedirektøren og er blevet sendt hjem med besked om inden dagens slutning at levere en plan for, hvordan de vil rette op på tingene.
- I morgen har jeg så møde med SOS International igen, hvor vi vil få en afklaring på, om de kan leve op til de krav, som aftalen mellem dem og os indeholder.
Meget alvorligt
- Vi tager det her meget alvorligt. Når vi indgår en aftale med en leverandør, så regner vi naturligvis med, at de lever op til indholdet af aftalen, og det er langt fra tilfældet her, siger Dorte Kristensen.
Hun peger på, at der dels er problemer med hygiejneforholdene, dels med adgangsforholdene til teststedet, ligesom det tilsyneladende er svært for borgerne at holde den nødvendige afstand på teststedet.
- Dertil kommer, at samarbejdet mellem SOS International og kommunerne tilsyneladende heller ikke fungerer. Det ser ikke ud til, at man i kommunerne kan regne med, at de mobile testenheder kommer ud til de aftalte steder, siger Dorte Kristensen.
Flere henvendelser
Skideballen og den umisforståelige besked til SOS International kommer efter flere henvendelser til både denne avis og direkte til regionen.
Dorte Kristensen, vicedirektør, Region MidtjyllandVi tager det her meget alvorligt. Når vi indgår en aftale med en leverandør, så regner vi naturligvis med, at de lever op til indholdet af aftalen, og det er langt fra tilfældet her.
En læser skriver eksempelvis om det stationære testcenter ved Randers Storcenter i en henvendelse til avisen:
”Teststedet er ikke markeret og ingen skilte viste vej. Jeg ringede til SOS International for at få vejledning, men de kendte kun adressen - ikke om det var udendørs eller indendørs osv.
Jeg fandt dog stedet ved at spørge tilfældige forbipasserende - en skurvogn - midt i indgangen til Bilka (temmelig mange mennesker).
Der var ikke mulighed for afspritning, inden man skulle tage i dørhåndtaget. Personerne foran mig brasede ind, selv om vognen tilsyneladende var fyldt.
Jeg kommer ikke til at anvende kviktest i Randers, før testningen foregår på betryggende vis.”
Kort lunte
Ifølge Dorte Kristensen har regionen modtaget mange lignende henvendelser.
- Og det er naturligvis helt uacceptabelt. Derfor er vores tålmodighed bestemt ikke lang, siger hun.
Vi har forsøgt at få en kommentar fra SOS International, som imidlertid ikke er vendt tilbage efter vores henvendelse.