Annonce
Horsens

Tyvebande stjal for millioner i folks hjem: Pakkede tyvekoster ind i pudebetræk

Seks mænd fra Moldova og Rumænien er tiltalt for en lang række indbrud af særlig grov beskaffenhed begået i februar 2019 i Jylland og på Fyn. Arkivfoto: Anders Debel Hansen/Ritzau Scanpix
Seks rumænere og moldavere tiltalt for omfattende indbrud i private hjem på Fyn og i Jylland for omkring fem millioner kroner. De brugte ofte sengetøj til at bære udbyttet i.

Fælles for en lang række indbrud på Fyn, i Syd- og Sønderjylland og Østjylland er, at tyvekoster for titusindvis af kroner blev pakket ind i stjålne pudebetræk, så de var lettere at transportere væk.

Det fremgår blandt andet af et 29 sider langt anklageskrift, hvor seks mænd fra Rumænien og Moldova ved Retten i Odense er tiltalt for 35 indbrudstyverier af særlig grov beskaffenhed i folks private hjem begået overvejende i februar, indtil fem af dem i marts blev varetægtsfængslet.

Kosmetik, mobiltelefoner, tablets, eltandbørster, ure, barberblade, computere, spiritus, designtasker, smykker, hårpynt og kameraer for omkring fem millioner kroner er blot nogle af de ting, den østeuropæiske tyvebande anklages for at have stjålet i blandt andet Kolding, Haderslev, Horsens, Vejle, Fredericia og Middelfart.

Fra Anklagemyndighedens side er der ikke alene lagt op til, at indbruddene er sket ved særlig grov beskaffenhed, men også som led i organiseret indbrudskriminalitet. Det er begået af personer, politiet kalder for "OKG", en forkortelse for "organiserede kriminelle grupperinger".

Annonce

Her har tyvene været

De seks mænd i alderen 21 år til 32 år er tiltalt for indbrud af særlig grov beskaffenhed, eller for hæleri af særlig grov beskaffenhed, på følgende steder:

Trapholtparken i Kolding.

Højderyggen i Vejle.

Rosenbakken i Haderslev.

Tjørnebakken i Haderslev.

Grønningen i Horsens.

Tyrsvej i Haderslev.

Stranden i Kolding.

Stranden i Kolding (igen).

Elmehøjen i Højbjerg.

Kampmannsvej i Fredericia.

Kampmannsvej i Fredericia (igen).

Lilleskoven i Hedensted.

Lilleskoven i Hedensted (igen).

Nederager i Vejle.

Themsvej i Risskov.

Fjordvej i Kolding.

Tyrsvej i Haderslev (igen).

Solbakken i Vejle.

Nørre Allé i Middelfart.

Tirsbjergvej i Vejle.

Alleen i Vejle.

Birketoften i Horsens.

Ravnsgårdsvej i Fredericia.

Adelborg Allé i Risskov.

Fjordvej i Kolding (igen).

Bjørnøvænget i Middelfart.

Nørre Allé i Middelfart (igen).

Fejøvænget i Middelfart.

Rosenbakken i Haderslev (igen).

Farverhus i Aabenraa.

Stensballe Strandvej i Horsens.

Skolevænget i Kolding.

Skolevænget i Kolding (igen).

Flere ukendte steder i Danmark.

Syv retsdage med tolke

De seks tiltalte personer skal over syv retsdage startende torsdag i denne uge og med forventet dom eller frifindelse den 9. oktober forklare deres rolle, men det er endnu uvist, om de erkender helt eller delvist, eller om de nægter.

Når der er afsat så mange retsdage, er det ikke kun omfanget af indbrud, retten skal gennemgå, men også fordi der er indkaldt tolke, som skal oversætte for de seks tiltalte mænd.

Den yngste af mændene er 21 år, den ældste 32 år, og de øvrige midt i 20'erne, fremgår det af anklageskriftet.

Det fremgår også, at politiet tilsyneladende slog til den 8. marts mod to adresser på henholdsvis Hovvej i Gelsted og Assensvej i Aarup, hvor der blev fundet tyvekoster for flere millioner kroner. Der er tale om dyre såvel som billige ting, og alt lige fra eksklusive herreure og mærkevaretasker til et cover til en Ipad, en grå rygsæk og simkort.

Hvor meget, der er stjålet de enkelte steder, varierer også. Fra en villa i Trapholtparken i Kolding er tyvekosterne opgjort til 319.000 kroner, på Højderyggen i Vejle 129.000 kroner, på Grønningen i Horsens 200.000 kroner, og på Stranden i Kolding 330.000 kroner, blot for at nævne nogle af stederne.

Tyvekoster uden ejere

Sagen med de seks rumænere og moldavere er én af de mange sager om organiserede indbrud, Fyns Politi siden februar har opklaret med tyvekoster for en anslået værdi på 13,5 millioner kroner.

På de to adresser, hvor de seks tiltalte i marts blev afsløret med tyvekosterne, fandt politiet også oplysninger, som dokumenterer, at de har sendt guld og smykker hjem til deres respektive lande, inden de blev anholdt.

Derudover blev der fundet tyvekoster, som man stadig mangler at finde såvel gerningssteder som ejere til.

Tidligere på året har politiet været ude med netop efterlysninger på ejere til nogle af tyvekosterne for at kunne rejse flere sigtelser og tiltaler mod de seks formodede indbrudstyve. Blandt andet har Fyns Politi hæftet sig ved, at tyvekosterne blev slæbt væk i pudebetræk, tyvene fandt på stederne, så hvis nogle pludselig manglede et pudebetræk efter et indbrud kunne det muligvis relateres til de seks tiltalte.

Mange af tyvekosterne fundet på de to adresser er allerede leveret tilbage til ejerne.

Ud over almindelig fængselsstraf er der lagt op til udvisning af de seks mænd, hvis de bliver dømt.

Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Inklusion skal være for barnets skyld, ikke for økonomiens

Læserbrev: Vi kendte ham godt. Vi lærere i skolens ældste klasser havde, med en vis ængstelse, på afstand fulgt Frederik op igennem de små klasser, hvor hans adfærd havde været ganske bekymrende. I frikvartererne var han nærmest mandsopdækket, for ellers endte det forudsigeligt nok i ballade. Da han nåede 7. klasse, gik Frederik stadig på skolen. I timerne sad han mest alene med hovedet begravet i computerspil. Af og til blev frustrationerne dog for store, og så måtte klassen gå et andet sted hen, hvis den ville undgå at dele skæbne med stole, borde og penalhuse, som blev kylet rundt i lokalet. Sidst i 7. klasse fik Frederik en plads i et specialtilbud. Alt, alt for sent. Man har I Vejle Kommune lovet at tilføre folkeskolen mere personale for et beløb stigende fra 10 mio. kr. i 2019 til 40 mio. kr. efter fire år. Det kvitterer vi lærere med glæde for. Men virkeligheden har vist, at vi alligevel ikke rigtig har fået flere kolleger ude på skolerne. En af grundene er, at flere og flere elever bliver skilt ud fra almenskolen og placeret i meget dyrere specialtilbud. Det betyder, at pengene går til dem og dermed ikke kan mærkes ude i skolen. I Vejle Kommune er det den enkelte skole, der skal finde pengene i budgettet til at sende elever i specialtilbud, og det er dyrt, så det fløjter. En folkeskoleelev koster 56.000 kr. om året, mens en plads i et specialtilbud kan koste 200.000 kr. Ideen fra kommunens side er at straffe skolen økonomisk, hvis den ikke magter at inkludere sine elever. Desværre betyder det, at børn med særlige behov bliver hængende alt for længe i folkeskolen, hvis skolen ikke har råd til andet. En af årsagerne til stigningen skal findes i, at inklusionsindsatsen i folkeskolen har været underfinansieret. Inklusionen har simpelthen været en spareøvelse. Derfor har disse børn ikke fået den hjælp, de har haft brug for, mens de kunne have haft glæde af den. Nu banker de så på til specialtilbuddene, bl.a. fordi de er blevet holdt for længe ude i almenskolen. Vi må gøre op med et system, der straffer skolerne, hvis man giver eleverne det tilbud, de har brug for, men der skal samtidig sikres ressourcer nok til at rumme børn som Frederik, både for Frederiks skyld, men også for Frederiks klasses. Især hvis folkeskolen fortsat skal være familiernes førstevalg.

Odder

Budget i Odder: Partier er glade for fuldt låne-stop og vil afdrage på kommunens gæld

Annonce