x
Annonce
112

Tyve måtte opgive at bryde pengeskab op: Smed det i skovbunden

Arkivfoto: Michael Bager

Hovedgård: Det lykkedes ikke for ukendte gerningsmænd at få åbnet et 300 kg tungt pengeskab, som de i tidsrummet mellem lørdag kl. 19 og natten til søndag kl. 2.30 stjal fra en lejlighed på P B Lunds Vej i Skanderborg.

Søndag formiddag fandt en politibetjent, der i privat ærinde var på Elbjerglunds Hundepension på Elbjergvej ved Hovedgård, pengeskabet i skovbunden. Han undrede sig over, hvad pengeskabet, der tydeligt var forsøgt opbrudt, lavede der, så han kontaktede stationen.

- Og her koblede man fundet sammen med et indbrud natten til søndag i lejligheden på P B Lunds Vej i Skanderborg, fortæller politikommissær Mich Klausen fra Sydøstjyllands Politi.

Han fortæller, at det er lykkedes tyvene at slæbe pengeskabet fra en førstesalslejlighed og ned i stueetagen, hvor de formentlig har fået det bakset ind i et køretøj og kørt ud til skoven ved Hovedgård.

Her har de forsøgt at åbne det - men altså uden held.

I forbindelse med indbruddet har tyvene også stjålet en kaffemaskine og flere poser kaffe fra stuelejligheden i samme hus.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Husk de gode vaner - de bliver guld værd

Corona-smitten har vendt op og ned på alles dagligdag. Intet er, som det var før. Helt lavpraktisk - hvem havde forestillet sig, at der ville være rift om håndsprit i samtlige supermarkeder, og hvor den eftertragtede vare ellers kan opdrives. Lige nu står vi midt i kampen for at få lov til at vende tilbage til hverdagen, og vi kan i den sammenhæng glæde os over, at vi er ved at tillægge os en stribe gode vaner, der kan blive guld værd frem over. Den lavest hængende frugt er uden tvivl hygiejnen. Hvis vi blot tilnærmelsesvis kan fortsætte det nuværende brug af sæbe og håndsprit, vil vi kunne spare et hav af sygedage. Den almindelige influenza ville få trange kår, hvis butikkerne fortsætter med jævnligt at afspritte dankort-terminaler, gøre indkøbskurve rene med meget mere. Derhjemme vil noget så enkelt som daglige rutiner med at afspritte eller vaske iPads, telefoner, fjernbetjeninger og håndtaget til køleskabet også gøre en stor forskel. Listen over små ting, der gør en stor forskel, er stor. Eller bare det at vaske hænder korrekt. De forsøg, som fornylig florerede på nettet, hvor en børnehave kiggede på franskbrød, der have været i berøring med beskidte hænder og korrekt vaskede hænder, siger alt om, hvor stor en forskel lidt vand og sæbe kan gøre for vores generelle sundhed og antallet af sygedage. Selv lusene må have trange kår i disse tider, hvor vi holder afstand. Vi må komme til at kigge langt efter de traditionelle udmeldinger om, at der konstateret lus i skoleklassen eller børnehaven. Men alting med måde. Gode vaner skal man ikke smide væk, men specielt børn har godt af en vis portion bakterier. Sammenhængen mellem bakterier og et stærkt immunforsvar har forskningen bevist for efterhånden en del år siden, så det handler ikke om at stoppe med at rulle sig i skidt på legepladsen. Men hvis vi bare kunne blive ved med at huske at vaske hænder og bruge håndsprit både derhjemme, og når vi handler, vil vi være nået langt.

Annonce