Annonce
Udland

Tyskland brugte 170 milliarder kroner på flygtninge i 2018

Christof Stache/Ritzau Scanpix
Dokument fra Tysklands regering viser, at landet sidste år brugte rekordmange milliarder på flygtningeindsats.

Tyskland brugte i alt 23 milliarder euro - svarende til godt 170 milliarder kroner - på landets flygtningeindsats i 2018.

Det fremgår af et regeringsdokument, som nyhedsbureauet Reuters mandag har fået adgang til. Beløbet dækker både over udgifter til integration i Tyskland og udgifter til at bekæmpe årsagerne til migration i andre lande.

Beløbet er det højeste nogensinde og en stigning på næsten 11 procent fra 20,8 milliarder i 2017. Det viser dokumentet fra Tysklands finansministerium.

Den tyske forbundskansler, Angela Merkel, har ofte forsvaret sin beslutning om i 2015 at åbne de tyske grænser for hundredtusindvis af flygtninge.

Siden da har hun lovet at forebygge lignende flygtningesituationer ved at hjælpe i nærområder i konfliktramte lande.

Den tyske regering brugte 7,9 milliarder euro i 2018 på tiltag, hvis formål er at holde migranter uden for EU og forbedre forholdene i nærområderne.

Tysklands 16 delstater modtog 7,5 milliarder euro fra regeringen sidste år.

Det er de tyske delstater, der hovedsageligt har ansvaret for at huse og integrere flygtningene fra lande som Syrien, Irak og Afghanistan.

Beløbet til delstaterne var en stigning på 14 procent i forhold til 2017.

Alice Weidel, der er indvandringskritiske Alternative für Deutschlands gruppeformand i parlamentet, kritiserer de høje udgifter.

- Det her er en dyr velkomstfest, der går ud over vores borgere, siger hun.

Da Merkel i 2015 åbnede de tyske grænser skete det blandt andet med de berømte ord "Wir schaffen das" (Vi klarer det).

Det gjorde hende til ansigtet på den europæiske flygtninge- og migrantkrise og delte i den grad den tyske befolkning.

/ritzau/Reuters

Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Udland For abonnenter

Domstol får Johnson til at ligne en politisk amatør

Hvert eneste ord i den skotske kendelse lander som et udæmpet slag på en gongong. For nu har den britiske premierminister, Boris Johnson, domstolenes ord for at have vildledt dronningen, løjet for hende og givet hende et "ulovligt råd" og for lovstridigt at have hjemsendt det britiske parlament. Selv for en mand, som på rekordtid er blevet dyppet i nederlag og rullet i faneflugt, er det et 180 graders cirkelspark. For hvis afgørelsen fra den skotske højesteret står ved magt, har Boris Johnson de facto politisk misbrugt sit embede. På tirsdag går sagen til den britiske højesteret, som skal træffe den endelige afgørelse. Her er konflikten i en nøddeskal: Boris Johnson suspenderede mandag parlamentet for at begynde på en ny samling, og det er i sig selv ikke ulovligt. Den daværende samling var den længste samling i 400 år, og derfor gik premierministeren til dronningen og bad hende formelt hjemsende parlamentet og indkalde til en ny samling. Men her er så problemet: En suspendering sker normalt på et passende tidspunkt, og den er kortvarig. Boris Johnsons suspendering sker midt i den alvorligste britiske krise siden Suez-krisen i 1956, og den strækker sig over fem uger. Ydermere indikerer interne regeringsdokumenter, at motivationen er politisk og handler om, at parlamentet skal blande sig uden om regeringens brexit-politik og ikke føre tilsyn med regeringen, som det hedder i den skotske retsafgørelse. Derfor er Johnsons handling "ulovlig" og en "klar overtrædelse af de almindeligt accepterede regler for offentlige myndigheders adfærd", hedder det. Hvilken konsekvens får det? Juridisk venter vi stadig på den endelige afgørelse fra den britiske højesteret og dermed den endelige afgørelse af, om Boris Johnsons hjemsendelse af parlamentet er ulovlig og skal annulleres. Men politisk er skaden sket, for den føjer sig til billedet af en premierminister og hans chefrådgiver, som forveksler magten med et rænkespil i en politisk ungdomsorganisation. Suspenderingen af parlamentet var angiveligt tænkt som et magtpolitisk supergreb, udtænkt af Johnsons chefrådgiver, Dominic Cummings, og parlamentsminister Jacob Rees-Mogg, og den ville sætte parlamentet skakmat. Men i stedet blev det et strategisk dosmertræk, en hybris, der i militærhistorien tåler sammenligning med massakrene ved Little Big Horn og Gallipoli. For magtgrebet samlede alle kritikere i parlamentet, som på lyntid gennemførte en lov, der forhindrer et hårdt brexit; det førte til et konservativt oprør, som endte med 22 afhoppere eller ekskluderede; det gav Johnson seks nederlag ud af seks afstemninger i parlamentet, udraderede hans flertal og førte til et forfatningsopgør for domstolene. Det er politisk skade, der allerede er sket, og som giver Johnson-regeringen et skær af amatørscenen i Tønder, og hvis højesteretsafgørelsen i næste uge også går ham imod - så er den politiske fiasko komplet.

Horsens

Syg vildhest ved Nørrestrand er nu blevet aflivet

Annonce