Annonce
Udland

Twitter: Kina skaber politisk uro i Hongkong med tweets

Henry Nicholls/Reuters
Kina står bag kampagne, der bevidst spreder politisk uorden i Hongkong, skriver Twitter på blog.

Tweets fra Kina er blevet brugt i et bevidst forsøg på at skabe politisk uro i Hongkong.

Det er led i en operation dirigeret af den kinesiske stat, skriver selskabet Twitter Inc på sin blog.

Der er tale om 936 konti i Kina hos Twitter, der er blevet brugt som et "overlagt" forsøg på at "sprede politisk uorden i Hongkong".

Formålet har været at "undergrave protestbevægelsens legitimitet og politiske positioner" i Hongkong".

Twitter skriver, at det har troværdige oplysninger til at bakke sin anklage op.

Det sociale medie er blokeret i Kina. Men Twitter fremhæver, at konti er blevet anvendt gennem VPN-kryptering.

I andre tilfælde har Twitter konstateret, at nogle kontohavere i Kina har fået ophævet blokeringen på deres IP-adresser.

Der er endvidere sporet klynger af konti, som er brugt til koordineret at mangedoble beskeder om protester i Hongkong.

Hundredtusinder af borgere i Hongkong har de seneste måneder deltaget i demonstrationer med krav om demokrati i den kinesiske enklave. Der har været gentagne sammenstød mellem demonstranter og politi.

Det har fået Kina til at rasle med sablen og true med militært at gribe ind.

Hongkong er en tidligere britisk koloni. I 1997 overdrog Storbritannien Hongkong til Kina. Men under den betingelse, at Hongkong frem til 2047 skal vælge sin egen styreform.

Twitter meddeler samtidig mandag aften, at det opdaterer sin politik for annoncering på de sociale medier. Det betyder, at det ikke længere vil acceptere annonceringer fra statskontrollerede nyhedsmedier. Heller ikke fra organer, som står bag de statslige medier.

Det skriver Reuters.

/ritzau/

Twitter-blog
Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Sport

Nyt fra seriefodboldens verden

Udland For abonnenter

Domstol får Johnson til at ligne en politisk amatør

Hvert eneste ord i den skotske kendelse lander som et udæmpet slag på en gongong. For nu har den britiske premierminister, Boris Johnson, domstolenes ord for at have vildledt dronningen, løjet for hende og givet hende et "ulovligt råd" og for lovstridigt at have hjemsendt det britiske parlament. Selv for en mand, som på rekordtid er blevet dyppet i nederlag og rullet i faneflugt, er det et 180 graders cirkelspark. For hvis afgørelsen fra den skotske højesteret står ved magt, har Boris Johnson de facto politisk misbrugt sit embede. På tirsdag går sagen til den britiske højesteret, som skal træffe den endelige afgørelse. Her er konflikten i en nøddeskal: Boris Johnson suspenderede mandag parlamentet for at begynde på en ny samling, og det er i sig selv ikke ulovligt. Den daværende samling var den længste samling i 400 år, og derfor gik premierministeren til dronningen og bad hende formelt hjemsende parlamentet og indkalde til en ny samling. Men her er så problemet: En suspendering sker normalt på et passende tidspunkt, og den er kortvarig. Boris Johnsons suspendering sker midt i den alvorligste britiske krise siden Suez-krisen i 1956, og den strækker sig over fem uger. Ydermere indikerer interne regeringsdokumenter, at motivationen er politisk og handler om, at parlamentet skal blande sig uden om regeringens brexit-politik og ikke føre tilsyn med regeringen, som det hedder i den skotske retsafgørelse. Derfor er Johnsons handling "ulovlig" og en "klar overtrædelse af de almindeligt accepterede regler for offentlige myndigheders adfærd", hedder det. Hvilken konsekvens får det? Juridisk venter vi stadig på den endelige afgørelse fra den britiske højesteret og dermed den endelige afgørelse af, om Boris Johnsons hjemsendelse af parlamentet er ulovlig og skal annulleres. Men politisk er skaden sket, for den føjer sig til billedet af en premierminister og hans chefrådgiver, som forveksler magten med et rænkespil i en politisk ungdomsorganisation. Suspenderingen af parlamentet var angiveligt tænkt som et magtpolitisk supergreb, udtænkt af Johnsons chefrådgiver, Dominic Cummings, og parlamentsminister Jacob Rees-Mogg, og den ville sætte parlamentet skakmat. Men i stedet blev det et strategisk dosmertræk, en hybris, der i militærhistorien tåler sammenligning med massakrene ved Little Big Horn og Gallipoli. For magtgrebet samlede alle kritikere i parlamentet, som på lyntid gennemførte en lov, der forhindrer et hårdt brexit; det førte til et konservativt oprør, som endte med 22 afhoppere eller ekskluderede; det gav Johnson seks nederlag ud af seks afstemninger i parlamentet, udraderede hans flertal og førte til et forfatningsopgør for domstolene. Det er politisk skade, der allerede er sket, og som giver Johnson-regeringen et skær af amatørscenen i Tønder, og hvis højesteretsafgørelsen i næste uge også går ham imod - så er den politiske fiasko komplet.

Annonce