Fyn: Søndag er det tre år siden, danskerne fik en ny mulighed for direkte indflydelse på, hvad Folketinget beskæftiger sig med. Borgerforslag nummer 1 blev stillet 26. januar 2018, og det lignede en succes fra start: Forslaget om at afskaffe uddannelsesloftet opnåede støtte fra de nødvendige 50.000 danskere allerede efter to uger, og det fik opbakning fra i alt 54.191 danskere.
Selve borgerforslaget blev dog ikke vedtaget i Folketinget, men uddannelsesloftet blev alligevel afskaffet, da Folketinget 20. februar sidste år vedtog en lov om at fjerne uddannelsesloftet fra sommeroptaget 2020.
Det første borgerforslag, der blev vedtaget som et beslutningsforslag af Folketinget, var et forslag fra januar 2019 om en dansk klimalov. Det blev vedtaget 14. maj 2020 og stiller seks krav til en klimalov, blandt andet at der sættes femårige delmål for den danske klimaindsats mindst 15 år frem i tiden, og at klimahensyn skal integreres i andre politikker.
Da beslutningsforslaget blev vedtaget, havde arbejdet med en klimalov dog allerede været i gang i mere end et halvt år, og 18. juni sidste år blev en klimalov vedtaget.
Fra artiklenSelvom et flertal i Folketinget vedtager et beslutningsforslag, er det ingen garanti for, at borgernes forslag nogensinde bliver til dansk lov. For et beslutningsforslag er ikke juridisk bindende.
Ikke juridisk bindende
Selvom et flertal i Folketinget vedtager et beslutningsforslag, er det ingen garanti for, at borgernes forslag nogensinde bliver til dansk lov. For et beslutningsforslag er ikke juridisk bindende. Men det skete for et borgerforslag, som blev stillet 20. december 2019. Med 67.088 støtter kom forslaget om ret til sorgorlov til forældre, der mister et barn under 18 år, til behandling i Folketinget, hvor beslutningsforslaget blev vedtaget i enighed. Regeringen fulgte op med et lovforslag, som blev vedtaget i december 2020, og fra nytår har forældre, der mister et barn under 18 år, haft ret til sorgorlov i 26 uger.
Et forslag om at forlænge nedfrysningen af befrugtede og ubefrugtede æg, indtil kvinden fylder 46 år og ikke længere kan få fertilitetsbehandling i Danmark, fik i løbet af få måneder sidste år støtte fra 56.639 danskere. Det Etiske Råd anbefalede i september at forlænge perioden, som de frosne æg kan opbevares i, og i oktober enedes alle Folketingets partier om at forlænge nedfrysningen, indtil kvinden fylder 46 år.
70.000 støtter - men nedstemt i Folketinget
Det borgerforslag, som til dato har fået størst opbakning - 70.338 støttede forslaget om at fjerne den gensidige forsørgerpligt - fik en sværere gang på Christiansborg. Beslutningsforslaget blev førstebehandlet i Folketinget i december 2019, men forkastet ved andenbehandlingen 26. maj sidste år.
Og af de 18 forslag, som indtil nu har nået opbakning fra mindst 50.000 danskere, er det kun de fire nævnt herover, der mere eller mindre direkte har påvirket lovgivningen. Men andre borgerforslag har måske skubbet til politikerne.
Det gælder bl.a. et borgerforslag om strengere straf til vanvidsbilister, der slår andre ihjel. Det blev stillet i august sidste år - få uger efter en påvirket bilist havde dræbt tre mennesker i et sammenstød nær Bogense. Den 11. december besluttede et flertal i Folketinget at skærpe straffene for vanvidskørsel.
To forslag nærmer sig 50.000 underskrifter
- Frem til 7. marts kan man støtte et forslag om at give forældre ret til at blive hjemme for at passe et akut sygt barn i hele barnets sygdomsperiode. I Sverige kan forældre med børn op til 12 år blive hjemme, indtil barnet er rask. Fraværet er uden løn, men kompenseres med knap 80 procent af dagpengesatsen, og forslagsstillerne ønsker en lignende ordning i Danmark. Det er flere end 45.700 enige med dem i.
- På seks uger har et forslag med udspring i Odense samlet flere end 31.000 støtter. Det går ud på at bevare kræftbehandlingen af børn uændret eller forbedret, men på de nuværende fire lokationer i Danmark, dvs. i Aalborg, Aarhus, Odense og København. Forslaget, som kan støttes frem til 9. juni, skyldes en meget omtalt mulig plan om at samle kræftbehandling af danske børn på Rigshospitalet i København.