Annonce
Danmark

Tusinder af palæstinensere forlader Gaza - mange med kurs mod Europa

Fiskeri er et af de eneste erhverv, der bringer penge til Gaza. Men efter blokaden har fiskerne fået reduceret deres fiskezoner. Foto: Mohammed Salem/Ritzau Scanpix
I over et årti har to millioner palæstinensere været spærret inde på et område på størrelse med Lange­land. Her er intet arbejde, udrikkeligt vand og stort set ingen strøm. »Var det ikke for stranden og havet, havde vi alle tilsluttet os IS for længst,« fortæller en af Gazas unge. Men nu har de fået en ny plan.

Gaza: Klokken er 23 om aftenen, da bomben rammer. Målet er kun få kilometer fra os, og jorden ryster. Det burde være en helt almindelig onsdag aften, og det er en helt almindelig onsdag aften. Ingen på strandpromenaden bremser op. De har vænnet sig til lyden, og hvad er der i øvrigt ellers at gøre?

I over et årti har Gaza – en lille stribe land på størrelse med Langeland, der er hjem for knap to millioner mennesker – udgjort et faretruende eksperiment i menneskelig isolation. Her er regelmæssige bombardementer, kun elektricitet fire timer om dagen, vandet er udrikkeligt, knap 70 pct. af de unge er arbejdsløse – og det er så godt som umuligt at slippe ud. Men for dem, der kan betale 1200 dollar, har der nu åbnet sig en ny vej, der kan ende i Europa. Det er der mange, som er lokket af. I 2007, efter at den militante, islamistiske organisation Hamas overtog styringen med den palæstinensiske enklave, har Gaza-striben været underlagt en altomfattende blokade fra Israel og Egypten. Siden har området været afskåret fra omverdenen over både land, vand og fra luften. Tidligere pendlede godt 26.000 palæstinensere dagligt til Israel for at arbejde. I dag får kun omkring 240 personer om dagen lov til at krydse grænseovergangen, primært for at komme på hospitalet, og de, der gør, må efterlade deres ejendele i Gaza: Ingen rullekufferter, computere, eller deodoranter er tilladt, når man rejser fra Gaza og ind i Israel. Én telefon kan gå an, men opladeren skal blive hjemme. Israel siger, at blokaden er nødvendig for at begrænse Hamas – som af både EU og USA bliver betragtet som en terrororganisation – fra at importere våben og andre materialer, som gruppen kan bruge til at angribe Israel. Menneskerettighedsorganisationer mener, at blokaden, der reelt umuliggør en selvstændig økonomi, er kollektiv afstraffelse af to millioner indbyggere, hvoraf to tredjedele nu er afhængig af international nødhjælp. For 26-årige Basel Alsourahi og hans generation af Gaza-unge, hvoraf de fleste aldrig har set verden uden for de få kvadratkilometer, er håbet om normalisering, et liv i fred eller bare et arbejde efterhånden ved at være eroderet. »Selvfølgelig drømmer vi om et frit Palæstina og et godt liv med vores familier i Gaza, men hvad skal vi gøre?« spørger den unge advokat: »Intet ændrer sig til det bedre, og alle snakker om det samme: Hvordan kommer man ud herfra, til Europa – bare væk!«

Annonce
Der er hverken biografer eller teatre i Gaza, og stribens strand og havet er reelt den eneste underholdning for de to millioner indbyggere. Foto: Mohammed Salem/Ritzau Scanpix

Med VIP-billet uden plan

Og så for nylig, blev det faktisk muligt at undslippe det sted, som mange har kaldt »verdens største fængsel« – hvis ellers man har pengene til at betale for en VIP-billet. For godt halvandet år siden åbnede Egypten, Gazas nabo i syd, nemlig sin grænseovergang efter at den har været forseglet i årevis. Hamas fører ventelister, som det tager år at kæmpe sig op ad. Men for dem, som kan afsætte 1.200 dollar til et »koordineringsgebyr« – penge som sandsynligvis fordeles mellem grænsevagter på begge sider – tilbyder myndighederne nu et fast track. Ifølge eksperter har omkring 35.000 palæstinensere siden forladt Gaza uden at vende tilbage. En rundspørge blandt stribens unge befolkning viser, at 61 pct. drømmer om at følge trop. De fleste, der rejser, er arbejdsløse, unge mænd, og drømmedestinationen er Europa. Efter de har betalt for at komme ud af Gaza og ind i Egypten, går ruten med fly til Tyrkiet, hvortil det er relativt nemt at få visum. Her bliver de i dage, uger eller måneder, før de forsøger at rejse videre til Grækenland med båd. I første halvdel af 2019 var palæstinensere den tredjestørste gruppe – efter afghanere og syrere – der ankom til Grækenland. Foreløbig er omkring 2.000 lykkedes med deres mission. »Folk rejser, så snart de kan skrabe pengene sammen, og håber på, at det hele løser sig bagefter,« siger Mohammed Jevo, en 23-årig palæstinenser, der sidste år ankom til Istanbul. Hans egen plan var at tage båden til Grækenland, men efter et fejlslagent forsøg over Middelhavet har han besluttet sig for i stedet at forsøge at immigrere lovligt, søge visum og flytte til Irland for at studere. »Min bror blev dræbt i krigen i 2014. Jeg havde intet arbejde og kunne ingen fremtid se,« fortæller den unge palæstinenser, der i øjeblikket prøver at få styr på sin opholdstilladelse i Tyrkiet, så han kan gå i gang med næste skridt. Ventetiden får han til at gå med rutinemæssige ture til Istanbul lufthavn for at tage imod venner, der ligesom ham er rejst fra Gaza igennem Egypten og til Tyrkiet med håbet om at komme til Europa i gummibåd. Mindst en gang om ugen kommer der nye folk til. »Gazas unge har været spærret inde i så mange år, at de tror, at lykken er gjort, så snart de er ude. I virkeligheden er det omvendt: Det er først på den anden side af grænsehegnet, at problemerne starter. Alligevel rejser folk uden mål og plan. De aner ikke, hvad de vil, eller hvordan de skal få det til at ske.« Tre af Mohammeds venner er allerede rejst slukørede tilbage til Gaza, fordi rejsen til Europa viste sig vanskeligere, end de havde troet – en tendens, der bekræftes af flere i Gaza. Flere prøver tre-fire-fem gange, før de vender om og hjem. Andre sidder fast i flygtningelejre på de græske øer og fortryder, at de tog afsted. Alligevel fortsætter strømmen af nye unge, der forsøger at nå Europa. »Folk bruger alle deres penge og vender tilbage med gæld,« siger Mohammed Jevo. »Det kan jeg ikke lade ske for mig.«

Skudregn som underholdning

På al-Ahli hospitalet i Gaza City ligger en række sårede mænd på stribe og venter. Alle er de blevet ramt af eksplosive kugler i benene. Nogle har fået dem amputeret. Og alle kommer de med beslægtede forklaringer på deres ulykke: De deltog i en af de ugentlige demonstrationer ved Gazas grænse til Israel, men stod »mange hundrede meter fra hegnet«. Alligevel blev de beskudt af israelske soldater, og nu ligger de her – handicappede for livet. Måske er deres forklaringer sande, måske er de ikke. Der er dem, der siger, at demonstrationerne, som har stået på hver fredag det sidste halvandet år, er kuppet af Hamas, og at folk får penge for at deltage. Men der er også det, som Rawan Abusahala, en ung palæstinensisk kvinde, som arbejder for Det Palæstinensiske Center for Menneskerettigheder, forklarer Berlingske: »Nogle har en politisk motivation, andre gør det af afmagt. Unge i Gaza tager lange uddannelser, men kan ikke finde arbejde eller skabe en fremtid. Hvad ellers kan vi foretage os? Der er ingen biografer, ingen teatre, ingen underholdning. Det eneste, vi har er fredagsdemonstrationerne, hvor familier holder picnic bare for at få noget adspredelse. For mange af de unge er protesten det eneste middel, de kender til. De har aldrig set verden udenfor, og har ingen andre planer. Altså ud over at dø eller flygte væk.«

311 palæstinensere, herunder 44 børn, er det sidste halvandet år blevet dræbt i forbindelse med de store fredagsdemonstrationer langs grænsen til Israel. Foto: Said Khatib/Ritzau Scanpix

Krig giver adrenalin

Det sidste halvandet år er 311 palæstinensere, herunder 44 børn, ifølge FN blevet dræbt af israelske soldater i forbindelse med de store fredagsdemonstrationer. Mere end 34.000 er blevet såret. Det lyder slemt, men er ikke det værste, fornemmer man i Gaza. Da Israel og Hamas sidst var i direkte krig i 2014, pumpede adrenalinen i det belejrede område. Fredagsdemonstrationerne har også på makaber vis, i hvert fald i starten, givet indbyggerne en form for energi. Nu har apatien i stedet sat ind. For at gøre ondt værre stoppede det Palæstinensiske Selvstyre, som har hjemme på Vestbredden, for halvandet år siden lønudbetalingen til alle offentligt ansatte i Gaza i et forsøg på at presse ærkerivalen Hamas. Resultatet betød yderligere økonomisk elendighed. »Ingen af politikerne, hverken her eller der har gjort noget for os, og de kommer heller ikke til at løse vores problemer,« sukker Sherin, en 25-årig økonomiuddannet kvinde. Som en af 30 unge entreprenører har hun modtaget træning og et legat fra blandt andet Folkekirkens Nødhjælp, der skal hjælpe hende i gang med en forretningsidé, der forhåbentlig kan gøre hende selvforsørgende. »Hvis alle rejser, hvad skal der så blive af Gaza? Det er to sider af samme sag, når folk tager til demonstrationer og flygter. Begge dele ligner en løsning, men er præcis det modsatte. Demonstranterne bliver skudt i benene og handicappede for livet, og de, der flygter, ender med et endnu vanskeligere liv end det, de forlod. Vi bliver nødt til at tage ansvaret selv.« Hamas har både lav opbakning og vist sig ringe til at lede området. Desuden bliver bevægelsen udfordret af militante grupper som Islamisk Jihad. Og nok er IS stadig ikke nået til Gaza, men mange iagttagere betragter det som mere held end forstand, at det endnu ikke er tilfældet. Betingelserne er i den grad til stede. »Situationen er værre end nogensinde og venter bare på at eksplodere,« konkluderer en analytiker fra en prominent international tænketank, der som en af få aktører har forbindelser til både Hamas, Det Palæstinensiske Selvstyre og Israel. Han er ikke optimistisk og forstår godt, hvorfor de unge søger væk. 26-årige Basel Alsourahi har endnu ikke helt mistet håbet, forsikrer han. Og han prøver at overtale sine venner til at blive hjemme og kæmpe for et bedre liv. Uden for vinduet bruser havet. Unge fyre i Baywatch-outfit poserer foran et redningstårn. »At kigge på bølgerne, dæmper nerverne,« siger den unge advokat. »Krigen, arbejdsløsheden, håbløsheden ... Var det ikke for stranden og havet, havde vi alle tilsluttet os IS for længst.«

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Gebis, kræft og grå stær - udviklingshæmmede får ikke tjekket helbredet

Min bror blev født som stærkt udviklingshæmmet i 1955. I hele mit barne-, ungdoms- og voksenliv har jeg været med til at passe på ham og har derfor lang erfaring med alle dele af “systemet”. Man kan sige meget om de generelle vilkår, vi i Danmark giver udviklingshæmmede - en af samfundets svageste grupper. Men det er ikke emnet i dag, hvor jeg vil fokusere på vores oplevelser med sundhedsvæsenet. I takt med, at min bror flyttede fra Åndsvageforsorgens fælles sovesale og i “egen bolig” i et botilbud, blev hans livskvalitet forbedret. Som ung var han, som de fleste andre, relativt sund. Med årene fik han dog flere og flere helbredsproblemer. Fælles for dem alle var, at de blev opdaget for sent. Det betød, at vi som familie ofte måtte presse på for at få min bror ordentligt undersøgt. På trods af mange opfordringer til botilbuddet kom han sjældent til lægen. Og når han endelig kom til lægen, blev han ikke altid undersøgt så grundigt og bredt, som der egentlig var behov for. Den manglende fokus på min brors sundhedsproblemer betød, at han levede med flere uopdagede sygdomme og helbredsmæssige udfordringer. En dag kom han for eksempel til at gå ind i en maskine på sit arbejde og fik en dyb flænge ved siden af øjet. Da han blev undersøgt på sygehuset fandt de årsagen: Han havde udviklet grå stær og uden at nogen havde opdaget det. Han var helt blind på det ene øje og havde meget nedsat syn på det andet. Han blev heldigvis straks opereret, men ingen ved, hvor længe han havde døjet med et stærkt nedsat syn. På samme måde gik der lang tid, før han kom til ørelægen og fik konstateret stærkt nedsat hørelse og behov for høreapparat. Han kom desværre heller ikke til regelmæssig kontrol hos tandlægen og endte derfor med gebis, som måske kunne have været undgået med den rette forebyggelse og behandling. På et tidspunkt begyndte min bror at virke træt og klage over smerter under armene. Igen måtte vi presse på for, at han kom til lægen og blev ordentligt undersøgt. Det viste sig, at han havde lymfekræft - som han også denne gang formentlig havde døjet med i flere år, før det blev opdaget. Efter diagnosen kom jeg til at spille en endnu større rolle i min brors sundhedsproblemer og var nødt til at få strammet op på hans medicinadministration, fysioterapi og adgang til hjælpemidler. Undervejs i kræftforløbet mødte vi udbredt mangel på viden om udviklingshæmning i sygehusvæsenet. Men vi mødte også nogle sundhedspersoner, som gjorde en ekstraordinær indsats for os, for eksempel det fantastiske personale på kræftafdelingen. En kæmpe hjælp, som vi altid vil være taknemmelige for. Efter et langt sygdomsforløb døde min bror af sin kræftsygdom i 2016. Når jeg ser tilbage på hans mange sundhedsproblemer og sygdomsforløb, har der især manglet to ting. For det første sundhedskompetencer og fokus blandt ansatte på botilbud. Men pædagoger kan og skal ikke være sundhedsprofessionelle. De kan dog godt være mere observerende og vidende – og ikke mindst handlende. Det kan de blive bedre til via relevant efteruddannelse. Der er for det andet også brug for langt bedre adgang til den praktiserende læge – med særligt fokus på sundhedsrisici blandt udviklingshæmmede. Jeg kan forstå i medierne, at regionspolitikerne og de praktiserende læger netop nu er i gang med overenskomstforhandlinger, og at en målrettet indsats for udviklingshæmmede er blandt emnerne. Baseret på egne bitre erfaringer med min bror (og på vegne af hans samboer gennem hele livet, hvoraf flere ikke havde nogen pårørende) kan jeg roligt sige, at det er på høje tid, at personer med udviklingshæmmede kommer frem i køen til sundhedsvæsenet. En form for tilbagevendende helbredstjek hos den praktiserende læge ville være et rigtig godt sted at starte. Jeg håber meget, at de ansvarlige regions- og lægepolitikere er enige? Hvis de ikke i fællesskab vil indføre sundhedstjek for denne sårbare gruppe, synes jeg de skylder en forklaring på, hvordan de så vil løse den himmelråbende ulighed i adgangen til sundhedsvæsenet.

Annonce