Annonce
Debat

Turisterne kommer - men er kysten klar?

Turisme: Turismeorganisationerne har svært ved at få armene ned i disse år. Det skyldes, at et betydeligt øget antal turister besøger Danmark. Rigtig mange af dem kommer for naturoplevelserne og rigtig mange lejer sommerhuse langs kysterne, ikke mindst langs Vestkysten. Så kunne man tro at kysten er, ja, klar - men er den nu også det?

Gode kræfter arbejder på at gøre sig endnu mere umage overfor turisterne og der bliver postet store midler i at markedsføre den danske natur og de danske kyststrækninger. Enhver region med respekt for sig selv har en turismeorganisation, der arbejder intenst på at markedsføre museer, attraktioner og restauranter. Der bliver lavet websites, pjecer, annoncer og dronevideoer, der skyder pittoreske billeder fra kystlinierne. Det fejler - som man siger på jysk - ikke noget. Det er bare ikke nok. For hvad er det virkelig trækker turisterne til, når det kommer til stykket? Hvad er det de mindes om Danmark, når de rejser hjem igen og sidder til et middagsselskab med deres venner? Hvad mindes du selv fra dine rejser? Personligt bliver min interesse for et land, en by eller et område vakt fordi der er noget at komme for; særegne museer, natur der ikke findes i min baghave derhjemme, lækre spisesteder, sagnomspundne teatre, den slags. Men det, der gør, at jeg kommer tilbage til et land, det er de mennesker, jeg møder som turist. Ham den venlige, der viser mig vej i mylderet af uforståelige gadenavne, hende der giver sig tid til at anbefale mig ét museum frem for et andet - tjeneren på restauranten, der hellere vil inspirere med den særlige egnsret end at stoppe dét typiske turistfoder ned i halsen på mig. Det er de mennesker, der løfter min oplevelse som turist fra tilfredsstillende til uforglemmelig. Måske har du det selv sådan?

Alt for tit hører jeg fra turister og udlændinge at danskerne er lukkede og svære at komme ind på livet af. De mærker for sjældent den særlige danske "hygge", vi bryster os af at være verdensmestre i. Og det er jo ikke fordi, vi ikke kan kommunikere med turisterne. Det er heller ikke fordi turisterne er ligegyldige i det store samfundsbillede - tværtimod genererer turisme mange tusinde arbejdspladser og beskæftiger flere hundredetusind danskere. Jeg tror det er fordi vi har en slags mini-storhedsvanvid. For vi har det jo godt i Danmark og vi er kendt ude i verden for store bedrifter; vi er langt bedre end udlændinge og turisterne skal i hvert fald ikke komme og tro, at de på nogen som helst måde kan måle sig med os. Den stemning, den indstilling mærker turisterne. Og det er katastrofalt, for når de kommer i så store antal som det er tilfældet i disse år, så har vi verdens bedste chance for at sikre, at de kommer tilbage igen. Men så skal vi altså se at finde den berømte "hygge" frem for alvor, åbne vores arme og bruge langt flere midler og kræfter på at træne hinanden i at være verdens bedste værter. Kysten er ikke klar, endnu.

Annonce
Henrik Meng
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Klimaangst er de voksnes ansvar

Med mellemrum fortæller psykologer, hvordan flere og flere børn og unge bliver ramt af depression, angst og tvangstanker, fordi de er bange for, at Jorden vil blive oversvømmet, ødelagt af tørke eller helt gå under på grund af klimaforandringerne. Fænomenet har fået sit eget navn - klimaangst. At børn bliver bange, når de hører, at store dele af Danmark bliver oversvømmet, eller at jorden går under om 80 år, er ikke så sært. Problemet er, at vi voksne ikke er i stand til med ro i stemmen at sige: Du skal ikke være bange. Der sker ikke noget. Jeg har lige været en tur i Island - med fly, jeg indrømmer det straks. Her besøgte vi en gletsjer, som skrumper år for år. Og fik udpeget vulkanen Ok, som har været dækket af en gletsjer i 700 år. Det er den bare ikke længere. Søndag 18. august blev der holdt begravelse for Ok-gletsjeren, som er den første i landet, der er forsvundet på grund af klimaforandringer. På stedet er der sat en mindeplade op, som i et brev til fremtiden fortæller, at i løbet af de næste 200 år vil også landets øvrige gletsjere forsvinde. Skræmmende, når en af dem er større end Sjælland i udbredelse. De islandske gletsjere er bare ét eksempel på, hvorfor ikke kun børn, men også voksne bliver bange. Det nytter bare ikke noget, at vi som voksne udstråler angst og hjælpeløshed. Vi er nødt til både at fortælle og vise, at vi handler - at vi gør noget. Som voksne har vi en forbandet pligt til at sige til børnene, at vi tager ansvaret på os og forklarer, hvordan vi sammen kan være med til at redde kloden. Vi skal fortælle dem, at vi vil bruge mindre plastic og samle det ind, der har samlet sig som øer i verdenshavene. Og at vi skal huske at tage ispapiret og plasticposen med hjem, når vi er på strandtur. Alt det skal vi gøre, selv om der måske stadig bor en rest af tvivl inderst inde. Heldigvis bliver det mere og mere konkret, hvad vi kan gøre for at hjælpe klimaet. Som når en Gedved-borger i fredagsavisen fortæller, hvordan han sorterer sit affald i en grad, så der ikke er en krumme tilbage til skraldespanden.

Annonce