Annonce
AC Horsens

Tungt nederlag: Heorisk indsats, men AC hænger i bunden af Superligaen

Jannik Pohl fik to advarsler i slutningen af kampen, og dermed et rødt kort. Foto: Scanpix

Randers: AC Horsens leverede en heorisk indsats. Skabte masser af chancer, men endte med at tabe en underholdende kamp mod Randers FC med 2-1. Nederlaget gør ekstra ondt, fordi AC Horsens nu hænger i bunden af Superligaen med blot to point ned til Esbjerg på næstsidstepladsen. Netop Esbjerg er modstanderen næste mandag i Horsens. Det bliver en gyser af rang.

De første 45 minutter i Randers var yderst underholdende. AC Horsens åbnede festen, da Alexander Ludwig efter 12 minutter scorede til 1-0. Han bragte AC Horsens foran, da han dirigerede Jonas Thorsen spark mod mål efter et hjørnespark videre ind over målstregen.

AC Horsens dominerede i den efterfølgende periode, men i det 22. minut udlignede Saba Lobjanidze. Han spillede bolden selv ud på kanten til Mikkel Kallesøe, der heldigt fandt sin holdkammerat tæt under. Blot tre minutter senere blev 1-1 til 2-1, da André Rømer via Ayo Okosun fik sendt et hjørnespark i mål til 2-1.

Det gik stærkt, og det var effektivt af hjemmeholdet, der efter de første 45 minutter stod noteret for to afslutninger inden for målrammen.

AC Horsens havde flere muligheder for at udligne. Den første tilfaldt Malte Kiilerich, der få meter fra målstregen formåede at sende bolden langt over et tomt mål. Jannik Pohl var også ved at slippe fri, men fik sin afslutning blokeret af Randers-keeper Patrik Carlgren.

13-8 i AC Horsens' favør sagde den samlede skudstatistik. Det fortæller alt om en første halvleg med masser af underholdning.

Anden halvleg fortsatte i samme stil. AC Horsens investerede alt i en udligning, og det gav masser af chancer, men Pohl, Okosun og Thorsen manglede alle de sidste gram i at omsætte chancerne i mål.

Randers levede på omstillinger, og det gav flere farlige situationer foran Michael Lansings mål, men her manglede den sidste skarphed også.

I slutfasen fik Jannik Pohl to advarsler og endte dermed med et rødt kort.

Bo Henriksen havde ændret på to pladser i startopstillingen i forhold til det mandskab, der spillede 0-0 mod Sønderjyske. Hallur Hansson var tilbage på den centrale midtbane efter karantæne. Det sendte Peter Therkildsen ud på bænken. Louka Prip måtte også tage plads på udskiftningsbænken til fordel for Jannik Pohl.

De to holds startopstillinger:

Randers FC: Patrik Carlgren, Björn Kopplin, Simon Piesinger, Erik Marxen, Kevin Conboy, Mikkel Kallesøe, André Rømer, Frederik Lauenborg, Sabi Lobjanidze, Emil Riis Jakobsen, Marvin Egho.

AC Horsens: Michael Lansing, Michael Lumb, Alexander Ludwig, Malte Kiilerich, Peter Nymann, Jonas Thorsen, Bjarke Jacobsen, Hallur Hansson, Rune Frantsen, Ayo Okosun, Jannik Pohl.

AC Horsens spiller igen hjemme på mandag mod Esbjerg.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

To anholdt ved McDonald's og Jem & Fix: Politiet havde fået tip om udlejningsbil

Østjylland

Mængden af unge corona-patienter overrasker sygeplejerske: - De yngre patienter er virkelig bange

Annonce