Annonce
Horsens

Tung skal lukke sin pølsepavillon på Torvet om tre uger

Der er endnu ikke sat en præcis dato, men inden udgangen af november lukker pølsepavillonen på Torvet, og den åbner ikke igen på den nuværende placering. Arkivfoto: Jørgen Hasseriis
Renoveringen af Torvet går i gang i december, og inden da skal pølsepavillonen lukkes ned. Inden april skal den helt væk. Tung Nguyen vil byde på at få lov til at flytte sin pavillon til en ny placering på Torvet.

Horsens: Inden udgangen af november, om rundt regnet tre uger, skal Tung Nguyen lukke sin pølsepavillon på Torvet, og den åbner ikke igen på den nuværende placering.

I starten af december går renoveringen af Torvet i gang, og Torvets pølsemand har fået at vide, at han skal lukke sin forretning ned inden da.

- Jeg fik besøg af anlægsfirmaet, der står for renoveringen. De fortalte mig, at jeg ikke skulle regne med at sælge pølser i december. De går i gang med renoveringen af Torvet i starten af december, og de vil i første omgang hegne min pølsevogn ind. Inden april skal den helt væk. Der er ikke rigtigt noget at gøre ved det. Jeg har jo ikke nogen kontrakt, så jeg er her på kommunens nåde, konstaterer Tung Nguyen, der havde håbet, at han kunne få den traditionelt godt sælgende december med.

- December plejer at være en god måned for mig, og jeg er da ked af at miste den indtjening, siger han.

Tung Nguyen fortæller, at kommunen har tilbudt ham at låne en vogn på hjul uden beregning, indtil der er en afklaring på, hvordan den fremtidige madservering på Torvet skal være. Den mobile pølsevogn skal der så findes plads til på Torvet, mens renoveringen er i gang.

- Det vil jeg da overveje. Jeg er blevet indbudt til et møde hos kommunen, og jeg har mange spørgsmål med til det møde, siger Tung Nguyen.

Annonce
Der er ikke rigtigt noget at gøre ved det. Jeg har jo ikke nogen kontrakt, så jeg er her på kommunens nåde.

Tung Nguyen, pølsemand på Torvet

Madservering er i udbud

Det er endnu uvist, om Tung Nguyen i fremtiden kommer til at sælge pølser på Torvet.

Den fremtidige madservering på Torvet er netop sendt i udbud. Fremover skal serveringen ske fra en stadeplads cirka 25 meter mod nord, og vand-installationen Beringsøen skal placeres omtrent der, hvor Tungs pølsepavillon står i dag.

Budfristen er sat til 4. december, og Tung Nguyen vil byde på at leje sig ind på den nye stadeplads - med den eksisterende pølsepavillon.

For at komme i betragtning skal han og de mulige andre ansøgere leve op til kravene i udbuddet. Det handler blandt andet om de arkitektoniske krav, som er formuleret i lokalplanen for området. Ansøgere skal også søge om en byggetilladelse, der sikrer, at madboden lever op til det gældende bygningsreglement.

- Nu skal jeg læse udbuddet grundigt igennem og prøve at regne på, hvad der skal til. Jeg vil gerne blive på Torvet, men det handler jo også om, hvad det vil koste, siger Tung Nguyen, der også skal finde et sted at opmagasinere sin pølsepavillon.

Udbud på lige vilkår

Teknisk direktør i kommunen Charlotte Lyrskov bekræfter, at kommunen vil forsøge at finde en mobil pølsevogn til Tung Nguyen.

- Vi forsøger at få det her til at glide så smertefrit som muligt, og vi kan måske også hjælpe med opmagasinering af pavillonen for et beskedent beløb. Vi er til gengæld også meget opsatte på, at vi bliver færdige til tiden, altså 1. juli næste år, og skal tidsplanen holde, skal vi i gang på Torvet i december, siger hun.

- Tung Nguyen har en masse spørgsmål i forhold til udbuddet og økonomien i at få pavillonen flyttet og opgraderet, så den lever op til kravene. Kan I hjælpe ham med det?

- Forvaltningen er altid klar til at svare på spørgsmål om de gældende regler, men det er klart, at når man har et udbud, skal det foregå på lige vilkår, siger Charlotte Lyrskov.

Det er plan- og miljøudvalget, der skal udpege en vinder af udbuddet. Fra 4. december skal forvaltningen vurdere de bud, der måtte være kommet ind, og Charlotte Lyrskov vurderer, at det er realistisk, at plan- og miljøudvalget træffer en afgørelse på udvalgsmødet i februar 2020.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Børnehavepladser stiger mest i 2020

Læserbrev

Beboer i Østerbo i Vejle: Der må være noget helt galt med Casas måde at organisere arbejdet på

Læserbrev: Rygning er farligt, passiv rygning er farligt. Det er der ikke nogen tvivl om. Derfor er det helt uforståeligt, at Østerbo ikke har taget højde for, at tobaksrøg, mados og andre lugte uhindret stiger op gennem det nye ventilationsrør for til sidst at ende i de øverste lejligheder. Ifølge planen skulle opsætningen af det nye ventilationssystem tage 17 dage for en opgang. Fire en halv måned senere er ventilationssystemet stadig ikke taget i brug, og passiv rygning er blevet et stort og farligt problem. Desværre er det ikke kun ventilationssystemet, der tager alt for lang tid, det gør alle de andre arbejder også. Et andet eksempel er udskiftningen af fire indvendige døre, der ifølge planen skulle tage halvanden dag for en lejlighed. Fire måneder senere er dette arbejde heller ikke færdigt. "Hvorfor får de aldrig gjort noget færdig?", spørger alle. Direktørerne og projektlederne i Casa og Østerbo kan prøve at spørge deres egne familier, hvad de vil sige til, at de kan forvente, der kan komme fremmede og låse sig ind på alle tider af dagen de næste fire måneder, hvis de bestiller håndværkere til at lave et arbejde, der kan gøres på halvanden dag. Der må være noget helt galt med Casas måde at organisere arbejdet på. Håndværkerne bliver sendt rundt for at reparere ting, der er ordnet, og andre ting bliver ikke ordnet, fordi de glemmes, og sådan fortsætter det i månedsvis. Håndværkerne bliver frustrerede og stressede, og beboerne mistrives i en sådan grad, at det fører til trusler mod håndværkerne - noget, Casa og Østerbo let kan forebygge med lidt omtanke og respekt. Alle har ret til respekt for privatliv, familieliv og hjem ifølge FN's menneskerettigheder, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og grundloven, og målet helliger ikke midlet. Når vi har rettigheder, har andre pligter, og selvom tilgængelighedsprincippet til vore hjem blev ændret, da vi stemte ja til renovering, har vi stadig krav på respekt for hjem og privatliv. Casa skal naturligvis ikke have adgang til vore hjem længere end højst nødvendigt. Østerbo bliver nødt til at tage beboerne alvorligt og også lære at informere på en konkret og fyldestgørende måde, så vi ikke gang på gang bliver taget med bukserne nede, også i vore egne badeværelser, når der pludselig står fremmede i hjemmet. Beboerhåndtering og fagtilsyn består i, at beboerne skal henvende sig til Østerbo, men der er intet proaktivt tilsyn i lejlighederne. Henvendelserne fører sjældent til andet end en sludder for en sladder, og fem måneder efter min henvendelse har jeg stadig ikke fået svar fra Østerbo. Alt for mange har den oplevelse. Vi håber, Casa og Østerbo lærer af deres fejl og ændrer strategien for de sidste boligblokke.

Annonce