Annonce
Odder

Tunboer vil også med hurtigfærgen til Aarhus

Samsøs nye pendlerfærge koster 37. millioner kr. og får plads til 296 passagerer. Den skal ifølge planerne indsættes i maj 2020. Visualisering: Samsø Kommune

Ø-udvalg skal se på mulighederne for, at ny rute mellem Samsø og Aarhus skal lægge vejen forbi Tunø - borgmester tvivler på økonomien i det.

Tunø: Byrådet på Samsø havde knap taget beslutningen om at etablere en ny hurtigrute mellem Samsø og Aarhus, før der på Facebook blev ytret ønske om, at den nye hurtigfærge skal samle passagerer op på Tunø.

Rent teknisk kan det ifølge Odders borgmester Uffe Jensen (V) sagtens lade sig føre, fordi den nye færge blot behøver en slags landgangsbro for at kunne lægge til i Tunø Havn.

- Muligheden skal selvfølgelig undersøges, men den opgave vil jeg overlade det nyligt nedsatte ø-udvalg, som består af borgere på Tunø og fire byrådspolitikere. For det er da en reel mulighed, hvis Samsø vil have os med, siger borgmesteren, der dog også kan tvivle på, om tunboerne reelt er interesserede i at bruge en ny hurtigfærge.

- En nylig afsluttet undersøgelse har vist, at interessen for, at Tunøfærgen skulle sejle fra øen tidligt om morgenen, faktisk er ret begrænset. Så spørgsmålet er, om tunboerne overhovedet vil bruge hurtigfærgen, eller om de stiller sig tilfreds med ruten til Hou, siger han og fortsætter:

- Desuden skal vi som kommune virkelig overveje, om vi har råd til at involvere os i hurtigruten. Odder Kommune driver jo også Tunøfærgen, som netop har fejret 25 års jubilæum og som er blevet spået 10-15 års levetid endnu. Ender den med kun at skulle sejle med fragt, kan det meget nemt blive en underskudsforretning.

Annonce

Tunø trænger til tilflyttere

På trods af bekymringerne får man dog ikke Uffe Jensen til at sige, at et samarbejde om hurtigfærgen er aflyst på forhånd.

- Det siger jeg ikke, for alt skal undersøges, og jeg har stor tillid til det nye ø-udvalg. For det er jo også en kendsgerning, at Tunø trænger til og har brug for unge tilflyttere, som har lyst til både at bo på øen og etablere virksomheder derovre. Så lad os nu høre, hvad de kommer frem til i det nye udvalg, siger han.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce