Annonce
Indland

Trusselsbrev med ukendt pulver sendt til madfirmaer

I udlandet har fødevarefirmaer fået lignende trusselsbreve. Efterforskning på tværs af lande er i gang.

Et brev med et ukendt sundhedsfarligt pulver er sendt til flere danske fødevarevirksomheder.

Det bekræfter Rigspolitiet over for TV2.

- Det er en meget kedelig sag, vi har med at gøre her. Derfor ser både politiet og andre myndigheder meget alvorligt på de her anmeldelser, siger politiinspektør i Rigspolitiet Uffe Stormly til TV2.

Brevet, der er sendt fra Belgien, skulle foruden pulveret indeholde trusler om, at virksomheden vil få forgiftet sine varer i supermarkeder, hvis ikke der bliver overført 300.000 euro i kryptovalutaen bitcoin.

Samtidig oplyses det, at politi i en række europæiske lande har indledt efterforskninger.

De første trusselsbreve skulle være ankommet 7. april, hvor blandt andet virksomheden Findus i Sverige modtog et brev med hvidt pulver.

Det fremgår ikke tydeligt, om der skulle være sendt ét brev til hver af virksomhederne, eller om der er sendt et samlet brev.

/ritzau/

Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Annonce