Annonce
Udland

Trump udpeger afløser for USA's energiminister

Odd Andersen/Ritzau Scanpix
USA's præsident nominerer viceenergiminister og tidligere Ford-direktør Dan Brouillette som ny energiminister.

USA's viceenergiminister, Dan Brouillette, er nomineret som ny energiminister. Det oplyser præsident Donald Trump i et tweet fredag aften dansk tid.

Den nuværende energiminister, Rick Perry, meddelte torsdag, at han forlader posten ved årsskiftet.

- Det glæder mig at nominere viceenergiminister Dan Brouillette som ny minister for energi. Dans erfaring på området er uden sidestykke. En fuldstændig professionel. Jeg tvivler ikke på, at Dan vil gøre et fantastisk arbejde, skriver Trump.

Det er nu op til Senatet at godkende Trumps kandidat til posten.

Den 57-årige Dan Brouillette har de seneste måneder påtaget sig et større ansvar og flere opgaver i Energiministeriet, efter antydninger fra Rick Perry om, at han snart ville trække sig.

Brouillette var fra 2004 til 2006 vicepræsident for bilproducenten Ford. Derefter fulgte en tid som direktionsmedlem hos United Service Automobile Association, der udbyder forsikringer og finansiel service til krigsveteraner.

Han ventes som ansvarlig for energipolitik at arbejde for Trumps dagsorden om at maksimere produktionen af olie, gas og kul.

/ritzau/Reuters

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce