Annonce
Horsens

Truet af besparelser: Lokalråd vil have styrket lokal bus

Gedved Lokalråd er bange for, at der bliver færre busafgange i Gedved. Arkivfoto

Region Midtjylland har varslet store besparelser på de regionale busser. I Gedved er man bekymret for rute 107.

Gedved: Region Midtjylland skal som tidligere omtalt af Horsens Folkeblad spare på de regionale busser. Der skal findes besparelser på 40 millioner kroner, der skal træde i kraft senest i 2021

I Gedved er man bekymret over udsigten til, at der måske skal skæres i afgangene på bus 107, der i værste fald kan blive reduceret til en uddannelsesrute med dobbeltture morgen og eftermiddag.

I forvejen er Gedved blevet ramt af, at bus 112 ikke længere kører gennem byen.

Rute 107 forbinder Skanderborg og Horsens, og den kører gennem Gedved - foruden Tebstrup og Egebjerg.

Gedved Lokalråd har derfor udarbejdet en skrivelse, der er sendt til regionsrådsformand Anders Kühnau (S), formand for Midttrafik Jørgen Nørby og borgmester Peter Sørensen (S).

- Gedved Lokalråd vil hermed pointere vigtigheden af, at busrute 107 opretholdes eller styrkes, lyder det fra formand for Gedved Lokalråd, Niels Arne Kjærgaard, på vegne af rådet.

Udvid antal afgange

I skrivelsen pointerer han, at hvis offentlig transport fortsat skal være en mulighed for byens borgere, så skal busserne være der.

- Tilflytningen til Gedved går stærkt, og mange tilflyttere såvel som nuværende beboere arbejder eller studerer i Skanderborg og Aarhus, siger Niels Arne Kjærgaard og pointerer, at en del børn og unge går i skole eller gymnasium i Skanderborg og derfor bruger 107'eren som skolebus.

Ifølge lokalrådet er regelmæssige busser mellem Horsens og Gedved en nødvendighed, men også forbindelsen mod nord til Skanderborg og derfra videre til Aarhus er afgørende for mange borgere i Gedved.

Gedved Lokalråd opfordrer derfor til, at man ikke reducerer antallet af afgange - men at man tværtimod udvider antallet af afgange i morgen- og eftermiddagstimerne.

- Det betyder, at offentlig trafik bliver et reelt alternativ til egen bil. Ruten kan være med til at aflaste trafikken på E45. Omvendt vil en reduceret trafikplan for rute 107 sende flere biler ud på motorvejen, lyder det i den fælles udtalelse fra Gedved Lokalråd.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder

Leder: Tirsdag morgen går alting lidt hurtigere på hsfo.dk

Nye briller, ny frisure eller et slips, der matcher efterårets farver - de fleste af os trænger til at få vores "look", som det hedder på nydansk, forfrisket en gang imellem. Og det gælder såmænd også Horsens Folkeblads hjemmeside, www.hsfo.dk, som tusindvis af horsensianere - flere og flere - klikker ind på hver dag. Den tekniske stab, der designer hjemmesiden, har arbejdet længe og målrettet med en opdatering, og i morgen tidlig, tirsdag klokken 4, går det nye hsfo.dk så i luften. Helt synligt vil det være, at hjemmesiden har fået nyt design og nye skrifter - men opdateringen indeholder også en række tekniske forbedringer, som vil komme læserne til gavn. Først og fremmest er den nye hjemmeside endnu hurtigere med nyhederne end den nuværende. Nyhederne kommer hurtigere ud i verden, når vi på redaktionen trykker "offentliggør" - og hjemmesiden reagerer mere tjept, når du som læser klikker på artikler og/eller billeder. Det nye design gør det samtidig muligt for os at præsentere flere nyheder ad gangen, især for dem, der følger med på en pc. Den nye hjemmeside er naturligvis også tilpasset iPads og mobiltelefoner, men her sætter skærmstørrelsen en begrænsning for antallet af overskrifter. Det bliver nemmere at finde frem til dagens e-avis, hvor man kan bladre gennem siderne ligesom i den trykte avis. E-avisen får simpelthen en fast kasse på forsiden. Som noget nyt er det muligt at få en digital assistent - "hun" hedder Athena - til at læse nyhederne op. Det kan både være en fordel for dem, der måtte have svært ved at læse, og for dem, der for eksempel vil høre nyt, mens de kører bil. Endelig bliver det nemmere for læserne at udnytte og tilpasse vores nyhedsbreve, hvor man hver dag får en e-mail med de vigtigste overskrifter. Vi ved, at mange af jer, der læser den trykte avis, også følger med på nettet. Og vi håber og tror, at I vil synes godt om det nye hsfo.dk. Skulle der vise sig børnesygdomme - så tøv ikke med at kontakte redaktionen eller avisens Kundeservice. God fornøjelse i morgen klokken 4.

Odder

Digt, drama og dokumentar på Egmont Højskolen: Kunst kan lære unge at blive hørt

Annonce