x
Annonce
Erhverv

Troldmandens lærlinge har gyldne fingre

17-årige Thorbjørn Laursen står i lære hos guldsmeden Torben Nørbo i Aastruplund. Den unge lærling er allerede nået langt og mestrer mange teknikker. Foto: Søren E. Alwan
Hos guldsmed Torben Nørbo er der to dygtige lærlinge i sving. Den ene er datteren Anne-Sophie, og den anden er den 17-årige Thorbjørn Laursen.

Aastruplund: Guldsmedefaget har ikke forandret sig voldsomt de seneste 5000 år. Det er stadig et fag, der kræver fingerfærdighed og ædle metaller ligesom i vikingetiden eller det gamle Ægypten. Og det kræver stadig grundig oplæring at uddanne nye guldsmede. Der er ikke mange guldsmede-lærlinge i Danmark, men hos guldsmed Torben Nørbo, der sidste år slog sig ned i Aastruplund, er der hele to lærlinge i gang.

Dels Torben Nørbos egen datter Anne-Sophie, der snart skal til svendeprøve, og så den nye lærling - den kun 17-årige Thorbjørn Laursen, der begyndte 1. februar. De to unge er travlt beskæftiget under mesters kyndige vejledning.

Thorbjørn Laursen, der kommer fra Dallerup syd for Horsens, har lige siden barndommen interesseret sig for at smede metal.

- Jeg var kun 13 år, da jeg begyndte at smede knive, og jeg byggede selv en lille smedje og var med i et lokalt smedelaug, fortæller han.

Allerede tidligt var Thorbjørn klar over, at han ville bruge sine hænder.

- Gymnasiet var slet ikke mig - jeg interesserer mig for håndværk, understreger han.

Spørgsmålet var så, hvilken uddannelse han skulle vælge, og her blev et lærerigt efterskoleophold på Den Danske Design- og Håndværksefterskole (DHE) i Skjern meget afgørende. På DHE fik Thorbjørn Laursen for alvor øjnene op for smykkefremstilling, og det gav ham skubbet i retning af guldsmedefaget. Han kom ind på guld- og sølvsmedelinjen på EUC Lillebælt, og efter grundforløbet søgte han læreplads hos Torben Nørbo.

Den erfarne guldsmed kunne med det samme se, at der var potentiale i den 17-årige.

- Der er mange håbefulde unge, der vil ind i faget, men det kræver, at man kan lære håndværket, og da jeg så de ting, som Thorbjørn havde lavet, var jeg klar over, at han havde evnerne, siger Torben Nørbo.

Annonce
Guldsmed Torben Nørbo slog sig ned i Aastruplund sidste år sammen med sin familie. Datteren Anne-Sophie er i lære hos sin far. Foto: Søren E. Alwan

Know-how forsvinder

Den 49-årige guldsmed er glad for, at der stadig er unge, der søger ind i faget.

- Guldsmedefaget er truet herhjemme. Meget af produktionen er flyttet til lande som Kina og Thailand, så der er en masse know-how, der forsvinder, siger han.

For Torben Nørbo er det at være guldsmed mere end blot et arbejde. Det er nærmest en livsstil, og han kan godt lide fornemmelsen af at arbejde i et fag, der har rødder mange tusinde år tilbage i tiden, og hvor der er opstået mange sagn, myter og fortællinger - tænk blot på Ringenes Herre.

- De metoder, som en guldsmed brugte på faraoernes tid i Ægypten, er ikke så forskellige fra det, vi gør her i dag. Materialerne er også fascinerende. Guld er min favorit - det er det mest fleksible materiale, der findes, fortæller Torben Nørbo.

Der er i øvrigt en god grund til, at guld er så sjældent. Dannelsen af guld som grundstof kræver energien fra supernovaer eller neutronstjerner, der støder sammen, så med andre ord er guld noget ekstremt sjældent "stjernestøv" med en dramatisk oprindelse.

En god snak er nødvendig

Ud over håndværket og evnen til at designe smykker er også dialogen med kunderne meget afgørende. Hos Torben Nørbo giver man sig gerne god tid til en samtale med kunden, så man kan få lavet det helt rigtige.

Det er en proces, som Torben Nørbos datter Anne-Sophie holder af.

- Det er interessant. Det er ikke altid så let at spore sig ind på, hvad kunden gerne vil have - det kræver en grundig samtale. Ikke mindst, når det er mænd, der vil købe en hemmelig gave til deres kone, siger Anne-Sophie.

Den 27. marts skal hun aflægge svendeprøve på EUC Lillebælt, og dermed har den 26-årige guldsmededatter afsluttet sin fire-årige uddannelse.

Oprindelig drømte Anne-Sophie Nørbo om at blive arkæolog, men hun kom ikke ind på denne uddannelse. Til gengæld kan hun konstatere, at guldsmedefaget og arkæologi har en hel del fælles berøringspunkter.

Moderne guldsmede kan nemlig stadig blive inspirerede af det arbejde, som fortidens guldsmede udførte. Torben Nørbo påpeger at hans gamle læremester, Niels Vase, blev kendt for at fremstille smykker i vikingestil.

Torben Nørbos egen baggrund som guldsmed er bemærkelsesværdig. Han var oprindelig professionel soldat, men en skulderskade betød, at han måtte skifte spor, og så gik han i mesterlære som guldsmed hos Niels Vase ved Vase Guld & Sølv i Hasselager. I 2005 blev Torben Nørbo uddannet guldsmed og bestod sin svendeprøve med et 11-tal, og senere samme år vandt han DM for guldsmede for nyudlærte.

I maj sidste år slog han og hustruen Birgitte sig ned i Aastruplund efter at have boet og arbejdet i Rådved.

At være guldsmed kan godt give sorte fingre. Og apropos fingre kræver det en god finmotorik at arbejde med en mini-cykel som denne. Foto: Søren E. Alwan
Der er ikke så lidt magi over at fremstille smykker. Det er en ædel kunst, som kan spores tusinder af år tilbage i tiden. Foto: Søren E. Alwan
Anne Sophie Nørbo er næsten udlært som guldsmed. Hun skal til svendeprøve 27. marts. Foto: Søren E. Alwan
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kultur

Alt aflyst til og med august: Horsens & Friends-direktør er overrasket

Danmark

Liveblog: Disse børn og ansatte skal ikke i skole eller børnehave efter påske

Annonce