Annonce
Indland

Trofæsamleren styrer mod advokattitel

Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Efter stor succes som både håndboldspiller og træner er Mette Melgaard på vej til at blive advokat. Den 3. juni fylder den tidligere landsholdsspiller 40 år.

Annonce

Det er de færreste danske håndboldspillere, der oplever at vinde sportens mest prestigefyldte klubtrofæ, Champions League.

Mette Melgaard, der onsdag den 3. juni fylder 40 år, har gjort det hele tre gange. Foruden tre danske mesterskaber, 82 landskampe og en OL-deltagelse.

Selv om stregspilleren fra Rønde på Djursland i en del af sin karriere stod i skyggen af større navne på klub- og landshold, fortæller hendes cv historien om en af dansk håndbolds helt store trofæsamlere.

De fleste blev vundet gennem syv sæsoner hos Slagelse DT, der under træner Anja Andersens ledelse samlede et stjernehold og var blandt Europas allerbedste.

Hun repræsenterede også Århus KFUM, Vrold Skanderborg, Brabrand, FCK og Randers i en lang karriere i dansk tophåndbold.

Melgaard markerede sig især som en hårdfør forsvarer. En kvalitet, der også bragte hende på landsholdet og gav hende VM-debut som 21-årig i 2001.

Siden fulgte en lang landsholdspause, inden hun sent i karrieren fik comeback i rødt og hvidt og etablerede sig som stamspiller på Jan Pytlicks landshold.

Hun blev udtaget til flere VM- og EM-slutrunder og var også med til OL i London i 2012, som blev afslutningen på Melgaards landsholdstid.

Ved siden af håndbolden havde hun læst cand.merc.jur. med en plan om at blive revisor. Men det var juraen, der for alvor fangede hendes interesse, da hun skulle etablere en civil karriere efter håndbolden.

Melgaard er i dag advokatfuldmægtig hos Kirk Larsen & Ascanius og forventer at få titel af advokat senere på året.

Kærligheden til håndbold er dog aldrig forsvundet. I 2017 ringede Team Esbjergs cheftræner, Jesper Jensen. Han havde brug for en assistent, og Melgaard sprang til.

To år senere måtte hun erkende, at det blev for stor en mundfuld at passe trænerjobbet ved siden af den civile karriere og familie og børn.

Men meget passende sluttede tiden i Team Esbjerg med endnu en titel til samlingen, da holdet i 2019 vandt det danske mesterskab.

Mette Melgaard har i en årrække boet i Esbjerg med sin mand, den tidligere fodboldspiller Lasse Sall.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
AC Horsens

Se alle målene: Rekordmål af Kjær og kanonkugle af Therkildsen knækkede Hobro

Danmark For abonnenter

Coronasmittede får anerkendt arbejdsskader: Ingen har endnu udsigt til erstatning

Annonce