Annonce
Hedensted

Troels Lund efter Løkke-exit: Jeg er Venstre-mand, til jeg dør

Troels Lund Poulsen (V) vil ikke forlade Venstre - heller ikke, hvis den tidligere formand Lars Løkke Rasmussen etablerer et nyt parti. Arkivfoto: Michael Svenningsen
Den lokale folketingspolitiker Troels Lund Poulsen (V) kalder Lars Løkkes beslutning om at forlade Venstre for trist og mener, at partiet befinder sig i en "alvorlig situation". Odders borgmester, Uffe Jensen (V), er ikke overrasket over Løkkes exit, mens Martin Ravn i Horsens håber, at partiet får løst udfordringerne inden kommunalvalget.
Annonce

Hedensted: Det var et nytårschok for mange Venstre-folk, da den tidligere formand for partiet Lars Løkke Rasmussen 1. januar valgte at melde sig ud. Således også for Troels Lund Poulsen, der er valgt i Hedensted-kredsen og som selv måtte høre beskeden om Lars Løkke Rasmussens beslutning via TV2 News.

- Jeg har været tæt på Løkke i mange år, og jeg var også en af dem, der bakkede ham fuldstændig op under udfordringerne i 2014. Men jeg har ikke snakket med ham i længere tid, og jeg har ikke været klar over, at det her ville ske. Jeg synes, det er en trist beslutning, både for Løkke og for Venstre, siger Troels Lund Poulsen.

Der foregår en del spekulationer i, hvorvidt Lars Løkkes udmelding af Venstre er første skridt mod at oprette hans eget, helt nye parti, men det bliver i så fald ikke med Troels Lund Poulsen som medlem.

- Jeg har gjort mig den overvejelse, at jeg er medlem af Venstre, og det vil jeg være indtil den dag, jeg ikke lever længere. Jeg kommer ikke til at forlade partiet, fastslår den nuværende finansordfører.

Annonce

Ikke længere politisk enige

Troels Lund Poulsen mener, at Lars Løkke Rasmussen har haft en stor betydning for både Danmark og Venstre, og han kalder den situation, partiet nu står i, for alvorlig.

- Vi skal bruge mange kræfter på at genetablere Venstres politiske fortælling, og vi skal forklare, at det ikke betyder noget for Venstres politik, at den tidligere formand ikke længere er medlem af partiet, siger Troels Lund Poulsen.

Han undsagde personligt allerede i sommer den politiske linje, Lars Løkke Rasmussen lagde for dagen i en ny bog, hvor den tidligere statsminister blandt andet slår på tromme for et meget tættere samarbejde hen over midten.

- Lars Løkke har betydet meget for mig, både personligt og politisk, og jeg sætter stadig stor pris på ham som menneske. Men vi er ikke længere politisk enige, det blev helt klart, da han udgav sin bog i sommer, konstaterer Troels Lund Poulsen.

Annonce

Skal ikke være næstformand

Foruden Løkkes exit står Venstre lige nu også i en situation, hvor der skal findes en ny næstformand i partiet, idet Inger Støjberg blev bedt om at fratræde posten i slutningen af december. Også på det punkt er Troels Lund Poulsen klar i mælet om sin egen position.

- Jeg er ikke i spil til den post. Jeg har et spændende og givtigt job som finansordfører, som jeg er glad for, og det er der, Venstre kan bruge mine evner bedst, siger han.


Jeg har været meget glad for at arbejde sammen med Lars Løkke, og han har betydet meget for mig. Men da han lavede sin bog i sommer, tog han også et opgør med den linje, formanden har lagt i dag, og vi er ikke politisk enige længere.

Troels Lund Poulsen (V)


Annonce

Ravn: Der er udfordringer

Venstres gruppeformand i Horsens, Martin Ravn, ønsker ikke direkte at kommentere Lars Løkke Rasmussens afgang fra partiet.

- Det er klart, at der er nogle udfordringer i Venstre på landsplan, der skal tackles, men jeg ser det også som en mulighed for at sætte et fantastisk hold med en klar strategi, siger gruppeformanden.

- Det er også nødvendigt, hvis vi lokale politikere skal have en god platform for et godt kommunalvalg senere på året. Ude i kommunerne har vi brug for et stærkt Venstre på Christiansborg, hvor kommunikationen er tydelig, siger han.

Annonce

Uffe Jensen ikke overrasket

Odders borgmester Uffe Jensen (V) er ikke overrasket over, at Lars Løkke Rasmussen har meldt sig ud af Venstre for at blive løsgænger. Men han ærgrer sig over, at det skulle komme så vidt.

- Lars Løkke Rasmussen har gennem årene gjort det godt for både for partiet og for landet. Det er der ingen tvivl om. Men noget tyder på, at partiet og han er vokset fra hinanden, og så må man tage det til efterretning, siger borgmesteren, der begrunder sin manglende overraskelse med, at Lars Løkke Rasmussen allerede i august 2019 trak sig som formand og ifølge Odder-borgmesteren siden har virket både ”bitter og forsmået”.

Hvad angår tidspunktet for Lars Løkke Rasmussens udmelding har Uffe Jensen ingen anelse om, hvorvidt det er tilfældigt, at den sker netop, som Inger Støjberg trak sig som næstformand i partiet.

-Det kan man kun gisne om. Min holdning er, at vi med Jakob Ellemann-Jensen har en dygtig formand, som vi skal bakke et hundrede procent op. Nu skal der politiske resultater til, for det trænger vi i den grad til, siger han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Erhverv

Pludseligt dyk i populær uddannelse: - Det er mærkeligt, men der skal være plads til svigt

Debat

Debat: Vi vil have rent vand i hanerne

Coronavirus

Live:  Danmark finder første tilfælde af sydafrikansk virusvariant

Annonce