Annonce
Horsens

Trist tirsdag: Vandet regnede ned fra første sal, da Kirstine mødte på arbejde

Nedrivningen efter vandskade er i fuld gang i Thonbogade - her i stueplan, hvor Blindes Arbejde har butik. Bagest står Kirstine Brodersen, der var primus motor, da Blindes Arbejde kom til Horsens. Foto: Thomas Baden Sørensen
Massiv vandskade har sendt Blindes Arbejde fra Thonbogade til Allégade, hvor værkstedet netop er genåbnet. - I efteråret rykker vi tilbage igen, siger Kirstine Bondesen, en af kvinderne bag stedet.

Horsens: Det var et trist syn, der mødte Kirstine Bondesen, da hun tirsdag 2. juli mødte hos Blindes Arbejde i Thonbogade.

Hun stod i bogstavelig forstand i vand til anklerne, da hun trådte ind i stueplan, og i halvdelen af butikken stod vandet ned som i et regnvejr.

- Det viste sig, at cisternen på vores toilet på 1. sal var revnet, og så fossede vandet ned i stuen. Vi går fra butikken om fredagen og åbner først om tirsdagen, så vandet kan have løbet i dagevis, siger Kirstine Bondesen, der var primus motor, da Blindes Arbejde fik butik og værksted i Horsens.

Blindes Arbejde har i snart 10 år boet i den lille to etagers-ejendom i Thonbogade 5 og stod foran en dobbelt fejring 1. september: 10 år i Thonbogade og 90 år med Blindes Arbejde. Sidstnævnte er et landsdækkende jubilæum, der markeres løbende i 2019.

Nu er festlighederne udskudt, for her 14 dage efter den massive vandskade er Kirstine Bondesen og de øvrige rykket i lejede lokaler i Allégade. Værkstedet - det pulserende hjerte i Blindes Arbejde - er netop åbnet igen på den nye lokation, for der er opvaskebørster, der skal laves, og stole, der skal flettes.

Butikken åbner dog først igen, når lokalerne i Thonbogade står klar.

- Vi sælger stadig fra hjemmesiden, fastslår Kirstine Bondesen.

Om den triste tirsdag siger hun:

- I første omgang forsøgte jeg at sætte en af de store plastposer fra kommunen under, men den var fuld i løbet af nul komma fem. Siden fik jeg drejet på noget, så vandet stoppede. Ingen kan forstå, hvordan og hvorfor cisternen er revnet.

Annonce

Blindes Arbejde i Horsens

  • Blindes Arbejde har hjemme i Thonbogade i Horsens - midlertidigt nu i Allégade på grund af vandskade for et par uger siden.
  • Medarbejderne, der alle er synshandicappede, binder blandt andet børster, pensler og koste i alle afskygninger og til ethvert tænkeligt formål. De hører under den landsdækkende organisation Blindes Arbejde, der har hovedsæde og butik i København og yderligere værksteder med butik i Aarhus, Odense og Horsens.
  • Blindes Arbejde, der er en social-økonomisk virksomhed, fejrede i april 90-års jubilæum.
  • Blindes Arbejde har været i Horsens siden 2005. Først i Allégade og siden 2009 i Thonbogade 5 - med værksted på 1. sal og butik i stueetagen.
  • Medarbejderne passer selv det hele, dog er der en normalsynet assistent, der tager sig af kvalitetstjek af arbejdet.
  • De færdige produkter sendes til hovedafdelingen i København, hvorfra landets butikker i Blindes Arbejde-regi efterfølgende kan bestille dem hjem til salg i deres butik.

Mange ting ødelagt

Bygningen er lejet, og ejeren er allerede i gang med at udbedre skaderne i Thonbogade. Et nedrivningsteam er i fuld gang på adressen.

Inventar som it, diske, specielle vægge, kurve og måtter på gulvet og ting på væggene er ødelagt. Det bliver nu en sag for forsikringen, siger Kirstine Bondesen.

Stueetagen med primært butik var værst ramt, men vandet var også på vej i værkstedet på 1. sal, inden uheldet blev opdaget.

- Vi plejer at bruge 25 kubikmeter vand på et år - det har vi passeret nu, siger Kirstine Bondesen.

Blindes Arbejde rykker tilbage til Thonbogade, når håndværkerne er færdige, men det er endnu for tidligt at sætte dato på. Lejemålet i Allégade gælder til 15. oktober, og så går der tid med flytning også.

Blindes Arbejde har normalt syv på arbejde, lidt færre lige nu på grund af sommerferie.

- Ingen af os arbejder 37 timer om ugen, da vi alle er dårligt seende, fortæller Kirstine Bondesen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Ny café slår dørene op i Horsens

Leder For abonnenter

Der er alt for mange ludomaner

Kampen mod cigaret-reklamer har ikke været forgæves. Det har givet gode resultater i kampen mod den usunde tobak. Nu er tiden inde til endnu en kamp, nemlig reklamerne mod spil. Der er alt for mange ludomaner. Det er lige så ødelæggende som tobakken. Mange er lette at friste, og det vrimler med reklamer for alle slags spil. Jeg ser det ikke som noget problem, når Brian Laudrup står frem og fortæller om sine afgørende mål. Men når det ene almindelige menneske efter det andet sidder og fortæller omverdenen om de gevinster, de har vundet, er det et helt andet problem. Hvis de virkelig vandt så meget, som de fortæller om, ville spilselskabet være konkurs for længst, og det ville ikke have penge til at betale for tv-reklamerne. Når de alligevel laver den type reklamer, er det selvfølgelig, fordi der er svage sjæle, der kan blive fristet. Når man ser reklamer, tænker mange: "Tænk, hvis det var mig. Jeg vil også gerne en tur sydpå". Det er bare så sjældent, det lykkes. Jeg kan sagtens lade mig friste til at købe en lottokupon eller kaste mig over et skud på Oddset, men her oplever jeg virkeligheden. Det er bare så lidt, der kommer i gevinst, og som regel en del mindre, end jeg har spillet for. Oddset er et videnspil, så her er man selv ude om det, men det er sjældent, man rammer odds 116 med gevinst, som de taler om i reklamerne. Der kan være ganske muntre reklamer undervejs, men de har kun ét formål: At skaffe nye kunder i fælden. Jeg har ondt af de familier, der får deres økonomi ødelagt af ludomaner. Det er så fristende. Man skal huske på, at spilselskaberne tjener styrtende med penge, og taberne er os, der køber lotto-kuponerne. Danmark har en gruppe af ludomaner. Vi har ikke brug for engelske tilstande, hvor fodboldmillionærer har spillet hele deres formue op i en naiv tro på, at der var penge at hente i selskaberne. Sæt ind over for reklamerne. Vi har ikke brug for flere ludomaner.

Hedensted For abonnenter

Tilsynssag: Når man ender i denne situation, er der selvfølgelig noget, man ville ønske, at man havde gjort anderledes

Annonce