Annonce
Danmark

Tre ting der trækker nedad for partiet Fremad

Endnu et ser dagens lys i blå blok. Afhopperne fra Liberal Alliance Simon Emil Ammitzbøll-Bille og Christina Egelund har sammen skabt partiet fremad. Men projektet får det overordentlig svært. Det mener avisen Danmarks politiske redaktør Thomas Funding. Han ser tre ting, der taler imod projektet.

1: Meget lille berettigelse

Blå blok minder til forveksling om venstrefløjen i 70’erne. En myriade af mindre partier kæmper om vælgernes gunst med overhængende fare for at slå hinanden ud og dermed påføre den borgerlige familie et katastrofalt stemmespild. Analytiker-kollega på Politiken Kristian Madsen har humoristisk døbt partierne de små blå smølfer.

Vi har således allerede Liberal Alliance, Nye Borgerlige, Det Konservative Folkeparti og Klaus Riskær Partiet. Spørgsmålet er, om der oven i det er plads til Partiet Fremad?

Vi ved endnu ikke meget om, hvad den politiske platform er, men groft sagt lyder partiet til at være Radikale Venstre placeret i blå blok. Det vil altså sige med en stram – men ikke symbolsk – udlændingepolitik og en klar borgerlig økonomisk linje.

Det er åbenlyst, at partiet er designet til at skulle forsøge at tiltrække vælgere fra Venstre og de gamle venner i Liberal Alliance. Måske de endda også kan hapse nogle af Radikale Venstres stemmer, hvor man må formode, at nogle af vælgerne synes, Mette Frederiksen er mere venstreorienteret, end hvad godt er.

Man kan godt løfte argumentationen for, at Fremad udfylder et udtømt hul på den politiske akse. Det var dybest set den plads, Lars Løkke Rasmussen gik efter at erobre, da han i valgkampen – og efter – forsøgte at gøre Venstre fri af Dansk Folkeparti.

Men selv hvis hullet findes, så er det ikke stort. Partiet Fremad skal med andre ord i helt ekstrem grad ramme sin målgruppe lige i numsen, hvis de skal lykkes at komme op over spærregrænsen på to procent ved det kommende valg.

Annonce
Makkerparret bag det nye borgerlige parti Fremad, Simon Emil Ammitzbøll-Bille og Christina Egelund får opmuntrende ord og et skulderklap med på vejen. Det bliver der også brug for, hvis Fremad skal have en chance. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

2: Manglende slagkraft

Det bliver med andre ord en yderst svær opgave. Det kommer til at kræve gennemslagskraft, og det er et af partiets udfordringer. Partiets to stiftere Simon Emil Ammitzbøll-Bille og Christina Egelund er bare ikke de store billetsælgere.

Førstnævnte troværdighed hænger uløseligt fast til Liberal Alliances træklatrings-akrobatik i den forgangne valgperiode og er derudover belastet af det faktum, at Fremad er det fjerde parti, han er medlem af. Først var der Radikale Venstre, så stiftede han Borgerligt Centrum, så meldte han sig over i Liberal Alliance, og nu hedder projektet altså Fremad. Vælgerne må alt andet lige have svært ved at hitte rede i, hvad Simon Emil Ammitzbøll-Bille egentlig mener.

Christina Egelund har som folkevalgt politiker kun to partier på CV’et, men til gengæld er hun ikke særlig kendt i den brede offentlighed. Hendes manglende valg til Folketinget for fem måneder siden er et tydeligt bevis på dette.

Hendes styrke er dog, at hun, da hun var politisk ordfører for Liberal Alliance, på rekordtid fik bygget et vidtforgrenet netværk op i pressen. Hendes afgang fra Liberal Alliance fik således også mere opmærksomhed, end det måske fortjente.

Ikke desto mindre er det tvivlsomt, om holdopstillingen Ammitzbøll-Bille og Egelund er stærk nok til at sikre en repræsentation i Folketinget. Rygtet har villet vide, at de to har forsøgt at få andre prominente navne med om bord, selv afviser de dog dette. Lige meget hvad, havde de haft godt af en stærkere opstilling.

3: Godt 20.000 vælgererklæringer

Den største udfordring på den korte bane for partiet Fremad er i det hele taget at blive opstillingsberettiget. Det kræver, at over 20.000 vælgere skriver under på det. Det er mange.

Ved det seneste valg lykkedes det både Kristendemokraterne, Stram Kurs og Klaus Riskær Partiet, men hvad de to sidste angik, hang det i høj grad sammen med, at man havde fundet et hul i valgloven, der gjorde øvelsen nemmere.

Simon Emil Ammitzbøll-Bille ville ikke som indenrigsminister skride ind overfor dette, men den nye regering havde ingen reservationer og lukkede hullet som noget af det første, da de kom til. Det er altså blevet noget sværere at nå de forjættede +20.000 vælgererklæringer.

Skal partiet Fremad lykkes med blive opstillingsberettigede, kræver det tilstedeværelse digitalt. Følgere der deler det glade budskab, og penge til at give det et ekstra tryk. Endnu har Ammitzbøll-Bille og Egelund ikke rigtig nogen af delene.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Funding: Nu har Mette Frederiksen kun Venstre tilbage

Der var én, der var to, der var tre, der var fire, der var fem på cykeltur ... Sådan lyder det i den gamle børnesang "10 små cyklister". Og teksten minder lidt om forhandlingerne om en reform af udligningsordningen. Ligesom cyklisterne faldt fra en for en, indtil der kun var én lille kæk cyklist tilbage, så er regeringens forhandlingspartnere også lige så stille forsvundet ud af forhandlingslokalet, så der nu kun de facto er et parti tilbage. Liberal Alliance og Konservative var de første til at ryge ud, og i denne uge meldte Dansk Folkeparti sig reelt ud af forhandlingerne i et interview her i avisen Danmark. Godt nok sidder partiet stadig med ved bordet, men Kristian Thulesen Dahls forslag om at skrotte det eksisterende udligningssystem og indføre en fælles kommuneskat er lige så realistisk som eksistensen af julemandens værksted. Men døden skal have en årsag, og Kristian Thulesen Dahl skal kunne forklare, hvorfor han ikke kommer til at gå med i en aftale, og det var det, han gødede grunden for i interviewet. Det efterlader ét parti tilbage. Nemlig Venstre. Efter en lille måneds maskeradespil, er vi nu langt om længe der, hvor forhandlingerne skal til at gå i gang. Alt indtil nu har været opvarmning, det er nu, det bliver alvor. Men hvad med regeringsblokken, tænker den opmærksomme læser måske? Den kan regeringen jo også danne flertal med. Ja, teoretisk, men det kommer S ikke til at gøre. Det vil regeringen ikke, det tør den ikke. Risikoen er simpelthen for stor. En ren rød aftale om kommunernes økonomi ville give Venstre og Dansk Folkeparti muligheden for at køre hårdt på Socialdemokratiet i alle de kommuner, hvor der ikke bliver guldregn, og det går ikke - slet ikke året før et kommunalvalg. Og heldigt for Socialdemokratiet har Venstre også al mulig grund til at gå med i en aftale. Selv om det den seneste måned har virket til, at partiet har været ganske kritisk, så har Venstre gjort alt for at holde sig spilbar. Man skal lægge mærke til, hvordan Venstres kritik primært er gået på proces. Hvorfor lægger regeringen ikke beregningerne frem? Hvorfor udleverer regeringen ikke alle tallene? Hvorfor er der fejl i beregningerne? Der er ikke blevet sagt noget af Venstres forhandlere, der har gjort det umuligt for partiet at indgå en aftale. Modsat tilfældet med Kristian Thulesen Dahl. På indholdssiden har Venstre krævet, at staten pumper en ekstra milliard ind i udligningssystemet, at de socialdemokratiske vestegnsborgmestre ikke favoriseres, at det såkaldte finansieringstilskud på 3,5 milliarder kroner bliver en del af forhandlingerne, og at ingen danskere får skattesmæk som konsekvens af reformen. Alle krav, hvor regeringen bør kunne give indrømmelser. I det hele taget må man bare sige, at Venstre har spillet sine kort dygtigt. Makkerparret Sophie Løhde og Troels Lund Poulsen har i den grad haft fat, hvor det gør ondt på regeringen, og de to har bevist at man ikke skal undervurdere deres evner ud i det politiske spil. Ved at trække forhandlingerne i langdrag, har de givet medierne tid til at grave sig ned i materialet - eller mangel på samme - og ud af det er der kommet en lang række historier, der har udvandet regeringens ellers overbevisende førstehåndsindtryk. Det har været tydeligt, at venstrefolkene har forsøgt at koble sig på borgmestrenes frustration. Både deres egne, men så sandelig også de socialdemokratiske af slagsen. Særligt den socialdemokratiske borgmester i Hjørring Kommune Arne Boelts dramatiske kritik af regeringen er blevet forsøgt annekteret af Venstre. Lidt ligesom da Mette Frederiksen under diskussionen om regionernes fremtid ikke kunne åbne munden, uden hun erklærede sig enig med Venstres Stephanie Lose. Og det har været klogt på den måde at alliere sig med det kommunale Danmark. Venstre har i sit forsøg på at trække forhandlingerne ud hele tiden skullet passe på ikke at lægge sig ud med partiets kommunale bagland. Landets borgmestre - røde som blå - skriger på en reform af udligningsordningen, så hvis der begyndte at sprede sig en stemning af, at Venstre var i gang med at obstruere det, ville Jakob Ellemann-Jensen hurtigt få kærligheden at føle. Og netop derfor ender forhandlingerne også efter alt at dømme med en aftale med Venstre. Det er i både Mette Frederiksens og Jakob Ellemann-Jensens interesse. Men sidstnævnte har dygtigt formået at udnytte situationen til at få vist, at Danmarks liberale parti ikke er så bovlamt, som man ellers kunne tro. Der er stadig én kæk cyklist tilbage.

Erhverv

Nissens-produktion lagt ned af corona-virus: Vi er taknemmelige for ingen ansatte er smittet

Annonce