Annonce
Kultur

Tre måneder med hus til 100 millioner: Det bedste har været at høre folk sige "wauw"

Efter et historisk arkitektonisk indgreb i det gamle statsfængsel kunne Astrid Søes Poulsen i september slå de store porte til Vestsalen op. Siden har der været et mylder af arrangementer i den ny kultur- og konferencesal, men der er mere potentiale at forløse, siger direktøren. Arkivfoto: Morten Pape
Horsens' største kulturhus-byggeri i nyere tid har rundet et kvartals levetid, og det historiske byggeprojekt lever op til høje forventninger, siger Fængslets direktør.

Horsens: Astrid Søes Poulsen kunne have fremhævet mængden af koncerter, festivaler, messer og konferencer.

Men det er i stedet gæsternes reaktion, Fængslets direktør trækker frem i lyset som det største, da hun gør status over den første levetid for Horsens' mest ambitiøse kulturhus-byggeri i nyere tid, Vestsalen.

Det er nu tre måneder siden, det 100 millioner kroner dyre, historiske ombygningsprojekt på Fængslet stod klar til brug. Og den i alt 1200 kvadratmeter store sal, der skal rumme alt fra firmafester og konferencer til tv-optagelser og koncerter, har allerede vist sit værd, siger Astrid Søes Poulsen.

Annonce

-  Vi har været virkelig glade for at komme i gang med arrangementerne og at lære Vestsalen at kende. Men den allerstørste glæde har faktisk været at mærke den wauw-begejstring, der er. Vi har ikke holdt et arrangement endnu, hvor vi ikke har oplevet gæster, der bliver slået bagover af, hvor godt rummet tager sig ud. Det er en ekstraordinær oplevelse, og ja, det har været det allerbedste; at opleve Vestsalen gennem andres øjne, siger Astrid Søes Poulsen om resultatet af en historisk byggeproces, der begyndte i juni 2020.

Da prikkede en nedbrydningsmaskine det første hul i murværket på Fængslets vestfløj.

Håndværkere rubbede neglene

Hullet voksede snart til en 40 meter bred og en etage høj åbning, så det aarhusianske arkitektfirma Cubos vision om en rå og upoleret, men ikke desto mindre moderne multi-kultur-sal kunne virkeliggøres.

Det skete ved at "skyde" et helt nyt, stålpolstret rum ind under den gennemborede vestfløj og samtidig overdække en af de gamle fængselsgårde med et enormt glastag.

Vestsalen vender ud mod den store fængselsgård, som blandt andet huser nogle af Horsens & Friends koncerter. Astrid Søes Poulsen har tidligere luftet tanker om, at næste store projekt på Fængslet bliver en forskønnelse af gårdområdet. Det vil dog kræve nye million-investeringer, og indtil videre ligger projektet stadig på tegnebrættet, forklarer hun. Arkivfoto: Morten Pape

En kvart million mursten blev fjernet undervejs, og mængden af stål og beton, som hovedentreprenøren Casa brugte for at sikre det over 170 år gamle fængselskompleks mod kollaps er svimlende.

Som Horsens Folkeblad løbende har dokumenteret med jævnlige besøg på byggepladsen, rubbede håndværkerne også neglene undervejs.

I juni 2020 prikkede en nedbrydningsmaskine første hul i det gamle murværk. Derfra gik det hurtigt, og Vestsalen kunne åbne tre måneder tidligere end først planlagt. Arkivfoto: Morten Pape

Ifølge de første prognoser skulle Vestsalen egentlig først tages i brug omkring årsskiftet, men i modsætning til mange andre byggerier af samme kaliber, hvor forsinkelser er hyppige, lykkedes det Casa at vinge opgaven af cirka tre måneder tidligere end først planlagt.

Annonce

Måtte lægge sig i selen

Dermed fik Fængslet og stedets samarbejdspartnere, der blandt andet tæller Horsens & Friends og Horsens Kommune, chancen for hurtig indflytning.

Dolly-koncerten var den første store test, hvor vi havde tv på og skulle have alt det tekniske til at spille - heldigvis bestod salen også den prøve, og folk havde en fed aften.

Astrid Søes Poulsen

- Det betød så også, at vi hurtigt skulle lægge os i selen for at få en masse lagt ind i Vestsalen, og jeg vil sige, at jeg næsten er overrasket over, hvor meget vi har nået.

"Himlen over Vestsalen" kalder man på Fængslet det cirka 130 ton tunge glastag, der er lagt over den ene af de indre gårde. Arkivfoto: Morten Pape

Astrid Søes Poulsen griber i hukommelsen og opremser et mylder af begivenheder, der har fundet sted siden den officielle åbning 14. september: Teaterfestival, Horsens Krimimesse og julemarked springer frem som nogle af de store offentlige arrangementer på en liste, der også tæller private firmafester, en virksomheds lancering af nye bilmodeller og meget mere.

Annonce

Dolly Parton blev en tryktest

- Vi har også fået afprøvet nogle af de nye formater, som vi rigtig gerne vil arbejde endnu mere med i fremtiden, siger hun og fremhæver et par af de tryktest, der har fundet sted.

Dels Horsens & Friends ny koncept "Human Horsens", hvor eksperter og publikum i en blanding af konference, debat, fællesskab og underholdning sammen griber fat i nogle af livets store emner. Dels en hyldestkoncert til Dolly Parton kaldet "Celebrating Dolly", som blev optaget til tv i den store overdækkende fængselsgård.

Vestsalen på Fængslet i Horsens

  • Horsens Statsfængsel blev taget i brug i 1853, og de sidste fanger forlod stedet i 2006, da Østjyllands ny statsfængsel uden for Horsens var færdigbygget.
  • Siden stod bygningerne ubrugte hen i periode, og først i 2012 blev de overtaget af den selvejende fond Fængslet.
  • Stedet rummer i dag et stort fængselsmuseum og drives som oplevelsesvirksomhed med kulturtilbud og konferencer. Blandt andet har navne som Metallica, Rammstein og Lenny Kravitz spillet der, ligesom stedet huser Horsens Middelalderfestival, Krimimessen og andre festivaler.
  • Byggeriet af den over 100 millioner kroner dyre Vestsalen, der er finansieret af en række kendte fonde, begyndte i juni 2020.
  • Vestsalen er tegnet af det aarhusianske arkitektfirma Cubo A/S og er et 1200 kvadratmeter stort rum, der er skabt i en udskæring i Fængslets vestfløj.
  • Ved at slå et hul på 40 meters bredde og en etages højde er den ydre fængselsgård nu direkte forbundet med den ene af to indre gårde. Den indre gård er samtidig blevet overdækket af et glastag, så den kan bruges som en del af salen året rundt.
  • Der er plads til 800 personer i den 1200 kvadratmeter store sal, og planen er at bruge stedet til at trække flere kulturoplevelser og konferencer til Horsens.

- Dolly-koncerten testede os på flere områder, men først og fremmest på akustikken, som vi har arbejdet meget med, forklarer Astrid Søes Poulsen.

- Inden vi overhovedet gik i gang med Vestsalen, vidste vi jo godt, at der lå en lydmæssigt stor udfordring i bygningen med de mange mursten og glaspartier. Så det var en bunden opgave at sikre god akustik, fordi vi gerne vil bruge Vestsalen netop til koncerter og tv-optagelser.

- Dolly-koncerten var den første store test, hvor vi havde tv på og skulle have alt det tekniske til at spille - heldigvis bestod salen også den prøve, og folk havde en fed aften, siger Astrid Søes Poulsen.

Annonce

Vestsalen i fingrene

Hun indrømmer, at Fængslets ansatte dog også har skullet lære at "skrue på knapperne" i Vestsalen.

- Ja, det har vi i høj grad. Når man overtager så stort og nyt et lokale med teknik, lys og lyd og alt det andet, der følger med, så er der et stykke vej, før man lærer det hele at kende. Vi har brugt en del tid på forberedelserne til de enkelte arrangementer, så gæsterne får den helt rigtige oplevelse. Men altså, det er et spørgsmål om at få det i fingrene, vurderer Astrid Søes Poulsen, som heller ikke er snublet i et mylder af rettelser i selve byggeriet.

Det er det aarhusianske arkitektfirma Cubo, der har slået stregerne til Vestsalen, og en del af arkitekternes mission var at bevare de game fængselsbygningers rå udtryk. Derfor er der ikke gjort forsøg på at finpudse de gamle mure, og konstruktionerne står rustikke hen i enkle materialer som beton og patineret stål. Arkivfoto: Morten Pape

- Helt overordnet har mængden af byggefejl været i småtingsafdelingen. Vi taler om sådan noget som en dør, der ikke åbner, som den skal, og derfor skal fikses, forklarer direktøren.

Annonce

Potentialet skal forløses

- Vestsalen er tidligere blevet omtalt som et kulturelt fyrtårn for Horsens, Østjylland og Danmark. Men hvad kan horsensianerne og Fængslets andre gæster så vente sig af stedet, nu da de første måneder er overstået, og 2022 banker på? Et år, som i øvrigt markerer et jubilæum, da det er 10 år siden, Fonden Fængslet rykkede ind i statens gamle straffeanstalt og omdannede den til oplevelsesvirksomhed.

- Vores program for næste år ligger slet ikke fast endnu, siger Astrid Søes Poulsen:

- Men vi oplever en klar interesse både for events og konferencer. Der er en række virksomheder, der booker ind til store konferencer, og på eventsiden kan jeg indtil videre fortælle, at vi fører flere kendte begivenheder videre. Vi har for eksempel krimimessen, Prison Ink og grundlovsdebat.

Med Vestsalen er der også mulighed for at udvikle på allerede kendte arrangementer i Horsens, blandt andet i samarbejde med Horsens & Friends, bemærker hun.

- Vi har fået bedre mulighed for indendørs koncerter og tv-produktioner - det ligger der noget spændende i, som vi gerne vil gerne dyrke endnu mere.  Jeg mener også, at der er basis for at tiltrække mere international opmærksomhed i forhold til konferencer. Det er dét potentiale, vi skal forløse i de kommende år, siger Fængslets direktør.

Annonce
Hedensted For abonnenter

Phillip har kæmpet mod DSB halvanden måned efter tanketorsk: - Jeg glemte tasken - men de stjal computeren

Danmark

Torsdagens coronatal: Rekordmange tilfælde - smittetal runder 40.000

Annonce
Annonce
Annonce
Horsens For abonnenter

Byggefirma fik nej til dispensation fra lokalplan - og prøvede så at presse kommunen til at betale en del af regningen

Navne For abonnenter

En bugnende fuld kirke sendte 45-årige Anders Bonnemann smukt afsted: Vellidt møbelpolstrer havde en enorm berøringsflade

AC Horsens

AC Horsens må undvære fire mand til testkampen mod Randers FC: Angriber træner med i HB Køge

Odder

Cyklister kan godt begynde at glæde sig: Snart kommer der nye cykelstier

Thulesen Dahl: Pia Kjærsgaard skal ikke ind i ledelsen af DF

Hedensted For abonnenter

DSB vender på tallerken i computersag: - Vi havde den, så det er vores ansvar

Horsens

Rent vand er ingen selvfølge: 145 lodsejere involveres i 1000 hektar stor jord-kabale

Navne

Find dig selv på listen: Her er de 50 mest populære navne i Horsens

Mens smitten raser i daginstitutioner: Hver tredje ansat mangler fortsat sidste vaccinestik

Brædstrup

Vandværk lukker: Rensning af kulsyre i vandet vil blive for dyrt

Horsens For abonnenter

Slut med byrådspolitik: Nu skal Anne Lene Løvbjerg tale seniorernes sag over for byrådets politikere

AC Horsens

AC Horsens-spiller er ved at sprænge i luften af utålmodighed: Han fik sit gennembrud i efteråret, og lige nu forhindrer en skade ham i at fortsætte opturen

Annonce