Horsens: Flere lokale eliteidrætsudøvere er presset af corona-pandemien, hvor udskydelsen af OL og andre stævner betyder stigende udgifter til et ekstra forberedelsesår.
Derfor giver Insero Horsens nu en ekstraordinær økonomisk håndsrækning til tre lokale talenter, verdensklassesejleren Anne-Marie Rindom, bokseren Morten Givskov og taekwondoudøveren Jasmin Andersen.
- Det var en stor skuffelse for de danske atleter og sportsfans, at OL i Tokyo og andre store stævner blev udskudt. Jeg er derfor glad for, at vi i Insero Horsens kan hjælpe tre lysende sportstalenter med at forfølge deres drøm om at repræsentere deres land til de olympiske lege, siger Inseros bestyrelsesformand, Hanne Blume, i en pressemeddelelse.
Guld-drøm holdes i live
Foreningen har bakket op om Anne-Marie Rindoms rejse mod store internationale resultater siden 2014 - først målet om medaljer ved OL i Rio i 2016 og nu drømmen om OL-guld i Tokyo.
Anne-Marie Rindom har allerede kvalificeret sig, men den økonomiske opbakning fra Insero gør en forskel, siger hun til Insero:
- Den har været en afgørende faktor for min kampagne frem mod OL. Nu er OL udsat, og det har skabt udfordringer, som Insero Horsens er med til at løse, så jeg kan fortsætte forberedelserne, og min drøm om OL-guld holdes i live.
Kvalifikation venter
Jasmin Andersen og Morten Givskov har begge fået udskudt deres kvalifikationsturneringer til De Olympiske Lege til senere på året.
Teakwondo-kæmper Jasmin Andersen ligger i øjeblikket nummer 40 på verdensranglisten. Hendes resultater inkluderer flere DM-titler, og i år vandt hun bronze ved German Open og var i kvartfinalen ved Dutch Open.
Hanne Blume, formand i Insero HorsensJeg er glad for, at vi i Insero Horsens kan hjælpe tre lysende sportstalenter med at forfølge deres drøm om at repræsentere deres land til de olympiske lege.
Det 20-årige bokse-talent Morten Givskov har vundet det danske mesterskab i sin vægtklasse flere gange, og i seneste sæson havde han 14 kampe i klub- og landsholdsregi og vandt dem alle. Han er samtidig et naturligt samlingspunkt i den daglige træning i sin klub, BK Vitus i Horsens, lyder det fra Insero om baggrunden for støtten.
Insero oplyser ikke, hvor stort et beløb, de tre OL-atleter hjælpes med. Støtten kommer fra en ekstraordinær udvidelse af bevillingsrammen, som Insero lancerede i april. I dag lyder status, at i alt 600.000 kroner er uddelt. OL-atleternes støtte er en del af dette beløb.