Annonce
Kultur

Tre kvinder, tre værker og en hel masse fletninger

Stina Grube Roy, Pernille Greve og Lee Robinson har skabt "Layers", der i forskellige udtryk og medier forsøger at indfange noget universelt kvindeligt. Foto: Morten Pape
Galleri Brænderigården forsøger sig for første gang med installationskunst - i "Layers" snor medier og udtryk sig sammen i en søgen efter det universelt kvindelige.

Horsens: Fletninger.

Ordet dukker op igen og igen, når man stikker øjne og ører indenfor i Galleri Brænderigården i Horsens i disse dage. Og nej, galleriet på Søndergårdsallé er ikke blevet hjemsøgt af frisørlærlinge, der skal lære kunsten at vikle hårstrå sammen.

Kunsten og fletningerne ligger derimod i hænderne på det sjællandske trekløver billedkunstner Stina Grube Roy, fotograf Pernille Greve og lydmager Lee Robinson, som med deres ny, fælles udstilling "Layers" debuterer i Horsens.

Det sker med tre billed-værker, hvor fotografi og maleri mødes på lærredet - blandt andet i fysiske fletværk - og i en tilhørende lydmontage, hvor sentenser fra interviews med kunstnerne snor sig ind i mikset som en verbal-poesi.

Temaet, "det universelt kvindelige" - eller snarere jagten derpå, er vokset ud af en proces, hvor Stina Grube Roy og Pernille Greve, der kendte hinanden fra et tidligere samarbejde, i første omgang bare havde lyst til en fælles rejse ind i mødet mellem billedkunst og fotografi.

- Vi brainstormede meget undervejs, og vi havde ikke som sådan et mål, da vi gik i gang; det var mere en udforskning af samarbejdet mellem os, det handlede om; det at jeg for eksempel primært arbejder med fotografiet og måtte slippe det element og se, hvad der skete, når Pernille så begyndte at male på billederne, siger Pernille Greve.

- At det endte med et portræt af det kvindelige, opstod hen ad vejen i en proces, hvor vi på forhånd havde besluttet at lade os styre af flowet og det intuitive mere end et forudbestemt mål, uddyber Stina Grube Roy i en pause fra ophængningen af udstillingen, der ferniseres fredag eftermiddag.

Annonce
Da de lag, der udgjorde en bestemt person, var væk, stod vi tilbage med stilladset af en kvinde og noget, der formentlig rammer noget universelt.

Lee Robinson, lydfortæller

Væk med lagene

De tre billedværker er konstrueret over fotografier af samme fotomodel, og jagten på det universelt kvindelige foregik over halvandet år, hvor Grube og Greve løbende arbejdede med motiv, materialer og udtryk.

For et halvt år siden kom Lee Robinson med i projektet for at sætte en lydramme om værkerne og om den proces, hun oplevede fotografen og billedkunstneren gennemgå.

- Udstillingen hedder jo "Layers", og det har været en proces, hvor der blev pillet lag af modellen for at finde det, der gjorde hende til én specifik kvinde - et individ. Da de lag, der udgjorde en bestemt person, var væk, stod vi tilbage med stilladset af en kvinde og noget, der formentlig rammer noget universelt, siger hun og fortæller om sit eget bidrag, der udspringer af optagede interviews med de involverede.

- Jeg har ladet mig styre af det, der fangede mig (i optagelserne, red.), og de dele, som jeg kan mærke, at der er meget energi i det, og så har jeg klippet små bidder af det essentielle sammen. Ord, de veksler mellem de tre kvinder, siger hun om lydfletværket.

Kig for at se

Entydige svar på, hvad det kvindelige så er, skal Brænderigårdens gæster dog ikke forvente af få, uddyber kunstnerne. Men måske kan "Layers" skabe en dialog, der fortsætter, også når gæsterne forlader galleriet. Det gælder bare om at have øjne og ører med sig.

- Når du går ud for at opleve kunst, er det ofte med en idé, om at du skal være klog og kunne gennemskue, hvad der foregår. Men det er svært, når man som i udstillingen her får en masse ord i hovedet, som ikke hænger grammatisk sammen, mens du ser på nogle billeder, der umiddelbart ser simple ud, men hvor der faktisk foregår sindssygt meget i form af fotografi, maleri og sammensmeltningen af dem. Så det er noget med at åbne sig, siger Lee Robinson og fremhæver et "omkvæd" fra udstillingens lyddel: "Man skal kigge efter for at se."

- Du skal aktivt se for at opleve, og vi vil gerne skabe et rum, hvor du bliver bombarderet med udtryk. Og det er for så vidt det samme med forståelsen af det universelt kvindelige: du skal kigge efter det for at for at se det - både som kvinde og som mand, forklarer hun.

"Layers" er Galleri Brænderigårdens første forsøg med installationskunst, og værket er dedikeret til et af galleriets største rum. Her kan det ses frem til 1. november.

Ferniseringen finder sted fredag kl. 17-19.

Dele af de tre værker, der udgør billedsiden af udstillingen, er flettet sammen. For Stina Grube Roy og Pernille Greve har det - ud over blikket for det rent kunstneriske - krævet evner ud i håndarbejde at få de opklippede lærreder til at hænge sammen. Foto: Morten Pape. Foto: Morten Pape
Dele af de tre værker, der udgør billedsiden af udstillingen, er flettet sammen. For Stina Grube Roy og Pernille Greve har det - ud over blikket for det rent kunstneriske - krævet evner ud i håndarbejde at få de opklippede lærreder til at hænge sammen. Foto: Morten Pape
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce