Annonce
Horsens

Tre borgmestre med en fælles drøm: En camino rundt om Horsens Fjord

De tre borgmestre omkring Horsens Fjord - Peter Sørensen, Horsens, Kasper Glyngø, Hedensted, og Uffe Jensen, Odder - satte onsdag hinanden stævne ved Sondrup Strand for at fortælle om, hvordan de vil gøre Horsens Fjord mere tilgængelig for alle og lave en sti - en såkaldt camino - rundt om fjorden. Foto: Morten Pape

Horsens, Odder og Hedensted kommuner indleder samarbejde, der skal give flere borgere og turister mulighed for at tage del i den storslåede natur ved Horsens Fjord.

Annonce

Horsens: Solen glitrer i vandet på denne helt perfekte sommerdag, og Horsens Fjord har næsten aldrig taget sig bedre ud. Fra stranden ved Sondrup kan man overskue en stor del af Horsens Fjord. Fra dæmningen mod Alrø i øst, over snaptun, langs kysten ved Boller i syd, mod vest ind mod Horsens by og over Vorsø. Der er ikke mange gæster - og man skal da også vide, hvad man kører efter, hvis man skal finde vej helt herned på stranden.

Her på kanten af kommunegrænsen mellem Horsens og Odder Kommune har de tre borgmestre fra Horsens, Hedensted og Odder sat hinanden og pressen stævne for at fortælle om en fælles drøm.

Borgmestrene drømmer om en sti hele vejen rundt om Horsens Fjord - fra Hou til Snaptun - en camino, som kan benyttes af alle, både lokale og turister med hang til naturoplevelser.

- Det her skal ses som startskuddet til at udvikle et fantastisk område. Vi vil gerne have, at endnu flere får mulighed for at opleve denne perle. Vi skal have formidlet de gode fortællinger om området, og vi skal gøre adgangen lettere, lyder det fra Odders borgmester Uffe Jensen (V), og Horsens-borgmester Peter Sørensen (S) supplerer:

- Drømmen er, at vi kommer til at kunne tage cyklen eller snøre vandrestøvlerne og så komme hele vejen rundt langs fjorden. Det er store planer, og det er ikke noget, der kommer hen over natten, men det kan lykkes, hvis vi arbejder sammen, siger han.

Der er en stor artsrigdom og en spændende geologi i det her område, som er fredet. Vi skal udnytte de unikke muligheder, det giver.

Bendt Nielsen, landskabsarkitekt

De står bag


  • Ideen til natursamarbejdet kommer fra en gruppe bestående af seks mænd, som bidrager med viden og arkæologi, geologi og dyreliv i området.
  • Mændene er Torsten Madsen, Eigil Holm, Flemming Nåbye, Holger Lykke-Andersen, Peter Roland og Per Fisker. Nogle af mændene er lokale, mens andre har arbejdet i området i flere år.
  • De seks mænd inviterede sidste år Horsens-borgmester Peter Sørensen til møde om deres idé. Han syntes om den og formidlede kontakt til Uffe Jensen i Odder. Senere kom de to borgmestre til et erhvervstræf til at tale med Hedensteds borgmester Kasper Glyngø om, at det ville være smart, at også Hedensted gik med på planerne.
Naturen ved Horsens Fjord er unik og byder på både bakker, højdedrag, strand, øer og et meget rigt dyreliv. Det skal langt flere have mulighed for at opleve, hvis det står til Horsens, Hedensted og Odder kommuner. Foto: Morten Pape
Annonce

Unik geologi

De to borgmestre indleder nu et samarbejde med deres kollega i Hedensted, Kasper Glyngø (S), som ser et stort potentiale i samarbejdet.

- Turisterne ser ikke kommunegrænserne, og for os handler det bl.a. om at have noget at tilbyde de mange dage om året, hvor der ikke kan bades ved vores strande, siger han.

Ideen til det fælles natursamarbejde kommer fra en gruppe mænd, som i flere år har arbejdet med fortællingen om området, som har en meget unik geologi og et helt særligt dyreliv. Gruppen tæller biologer, geologer, arkæologer og andre, der bare brænder for den lokale natur.

- Vi synes, det her område har så meget at byde på. Vi har arbejdet med det her område længe, og vi drømmer om, at det kan blive tilgængeligt for mange flere. Derfor indkaldte vi borgmestrene til møde, og de var lydhøre, fortæller en af mændene, Per Fisker.

Han understreger dog, at det ikke er gruppens mening, at området skal tivoliseres.

- Der skal stadig være fred og ro - men også formidling af gode historier, siger han.

Landskabsarkitekt Bendt Nielsen skal hjælpe kommunerne med at få natursamarbejdet sat på skinner. Han har tidligere bl.a. været involveret i kyststien ved Hou og anlæggelsen af stien mellem Juelsminde og Snaptun. Her fortæller han om projektet, mens turistchef Helle Rosenberg fra Kystlandet lytter. Foto: Morten Pape
Annonce

Fortællinger til alle

Allerede efter sommerferien går det mere formaliserede arbejde mellem kommunerne i gang, når teknik- og miljøudvalgene skal mødes for bl.a. at lægge en plan for finansieringen af projektet.

I første omgang har kommunerne hyret landskabsarkitekt Bendt Nielsen, som tidligere har arbejdet med grønne partnerskaber og borgerdrevne projektet. Han har bl.a. været involveret i arbejdet med kyststier i Hou og mellem Juelsminde og Snaptun.

Nu skal han hjælpe kommunerne omkring Horsens Fjord med at finde ind til den kerne, de gerne vil videreformidle.

- Fjorden skal forstås som en helhed. Vi skal finde ind til den historie, som knytter sig til området. Det er et fortællende landskab med fjord, bakker og højdedrag, og det er oplagt til at lave en camino i, siger han, der håber, at det vil lykkes at "sælge" området til bl.a. børnefamilier.

- Der skal være mulighed for at komme tæt på vandet og naturen - bl.a. ved hjælp af stier og shelterpladser, og der skal være fortællinger, der henvender sig til alle, siger han.

Ved hjælp af shelterpladser, gode adgangsveje, ny skiltning og QR-koder, der kan scannes og bruges til at få fortalt en historie om området, skal turister og lokale lokkes til at bruge området ved Horsens Fjord meget mere. Foto: Morten Pape
Annonce

Starter med skiltene

Første step i de store planer er at tale med de mennesker, der bor i området. Det er nemlig meget vigtigt at have dem med på ideerne.

- Vi skal have lavet aftaler med de lodsejere, som det kommer til at berøre. Det er vigtigt at understrege, at det skal ske i samarbejde med og i respekt for dem. Det kommer til at kræve masser af samtale og mange kopper kaffe, men det er vi klar til, sagde teknisk direktør i Horsens Kommune Jens Heslop, der understreger, at der er nogle ting, der kan tages hul på allerede nu.

- Det handler bl.a. om at ensrette skiltningen og gøre den endnu bedre. Det er der ingen grund til at vente med, siger han.

Peter Sørensen er dog optimistisk med hensyn til en tidsplan for, hvornår det bliver muligt at gå hele vejen rundt om fjorden.

- Hvis byrådene og lodsejerne vil, kan det nås i løbet af denne valgperiode. Det er i hvert fald mit håb, lyder det fra borgmesteren.

Ideen til natursamarbejdet kommer fra seks mænd, der interesserer sig brændende for området omkring Horsens Fjord. Nogle af mændene havde onsdag taget turen til Sondrup Strand for at fortælle om planerne. Her er det Torsten Madsen (t.h) og Eigil Holm, der fortæller. Foto: Morten Pape
Odder-borgmester Uffe Jensen (t.h.) tog imod sin kollega fra Horsens, Peter Sørensen, på en badebro ved Sondrup på kanten af Odder og Horsens kommuner. Og de to borgmestre var enige om, at naturen på stedet er fantastisk og værd at vise frem. Foto: Morten Pape
Borgmestrene fra Horsens, Hedensted og Odder præsenterede ved Sondrup Strand et nyt samarbejde om naturen omkring Horsens Fjord. Foto: Morten Pape
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Coronavirus

Live: Politiet lukker stort landsmøde for spejdere - 300 deltagere må tage hjem før tid

Annonce