Annonce
Danmark

Tre årtiers kamp i Scandinavian Star sagen kulminerer: - Tonni og far, nu sker det

For 31 år siden stod Mike Axdal ved sin fars og brors grav og lovede, at han skulle gøre sit til, at den forbrydelse, der tog livet af dem, branden på Scandinavian Star, skulle blive opklaret. Det er ikke sket endnu, men i onsdag kunne han tage til gravstedet og fortælle, at nu går et undersøgelsesarbejde i gang. Langt om længe. Birgitte Carol Heiberg
I 31 år har kampen for at få branden på Scandinavian Star opklaret fyldt Mike Axdal helt op. I onsdags kom beskeden: Nu skal sagen undersøges. Med ét blev han tom indvendig.

Scandinavian Star: Han kigger bare. Måske står han og siger noget til dem, han kigger på, men  i så fald kommer ordene ikke hørligt ud over læberne.

Det er fredag, og to dage forinden stod han der også, for han havde en besked at aflevere, og da åbnede han munden: "Nu sker der noget. Jeg lovede jer det, og det sker nu."

Dem, han henvender sig til er Henning og Tonni. Far og bror. Eller ... de var. Det er gravstenen med deres navne, han har øjnene på, gravstenen med beplantningen og buketterne, han så vidt muligt sørger for altid er friske.

Annonce

"Familien Axdals gravsted" står der på stenen. Han skal selv ned under den engang. Han er også en Axdal, fornavnet er Mike. Han er 58 år.

Tom for ord

Døden kom tidligt for Henning Axdal, faderen, der fik godt 53 år at leve i, og for Tonni Axdal, storebroderen, der sagde farvel som 31-årig.

Mike Axdal var 27 år dengang. Han kunne lige så godt have ligget der også. Så havde der ikke været nogen historie at fortælle, for så havde Danmarks justitsminister næppe haft nogen grund til i onsdags at bringe en nyhed med tre årtiers forsinkelse.


Jeg har i alle årene været fyldt med vrede over den brand. Virkelig fyldt, og nu står jeg her og er ... tom, tom for ord. Helt tom indeni. Det er jo det, jeg har kæmpet for i 31 år, dét, jeg lovede min far og min bror.

Mike Axdal


Den handlede om, at nu skal en specialistgruppe, en task force, undersøge, om norgesfærgen Scandinavian Star i sin tid blev sat i brand med 159 tabte menneskeliv som konsekvens, fordi nogen havde et økonomisk motiv til at gøre det. Henning og Tonni var to af de 159.

- Jeg har i alle årene været fyldt med vrede over den brand. Virkelig fyldt, og nu står jeg her og er ... tom, tom for ord. Helt tom indeni. Det er jo det, jeg har kæmpet for i 31 år, dét, jeg lovede min far og min bror.

Det var derfor, Mike Axdal efter nyheden fra ministeren satte sig i bilen og kørte fra sit hjem i Korsør til Hemmeshøj kirkegård og afleverede den gode besked til faderen og storebroderen.

Det var han nødt til af to grunde.

For det første, fordi han dengang, da begravelsen var ovre og stenen var rejst, knælede, lagde hånden på den og afgav et løfte om, at hvis ingen andre ville, skulle han nok tage kampen for at få branden opklaret.

For det andet, fordi dårlig samvittighed nagede ham.

- Det var mig, der fik dem med om bord. De døde, jeg overlevede, siger Mike Axdal.

Annonce

Et sølle skib

Grunden til, at han fik dem med om bord var, at han drev en entreprenørvirksomhed med reparations- og renoveringsopgaver inden for søfart.

Dengang i april 1990 var han hyret til at udføre maler- og tapetarbejde på en del af færgen, der var ankommet fra Florida for at blive sat ind på ruten mellem Frederikshavn og Oslo.

- Skibet var slidt og ramponeret, nærmest sølle, siger han.

Det var umuligt at nå inden, færgen blev sat i rutefart. Derfor var han med om bord under sejladsen, og derfor havde han bedt sin far og bror om at give et nap med.

Det er også dette arbejdsforhold, der gør, at den brand, der brød ud natten til 7. april 1990, på vej fra Oslo til Frederikshavn, har defineret livet for ham derefter.

Annonce

- Der var lusk på færde

Han havde studset over flere ting, da han første gang gik om bord for at arbejde. Især at besætningen havde opfattelse af, at skibet var ejet af nogle andre, nogle amerikanere, end den dansker ejer, han selv var hyret af.

Han undrede sig over flere andre ting, blandt andet at noget brandslukningsudstyr absolut skulle pilles ned.


Jeg gik fra søforhøret med en klar fornemmelse af, at der var lusk på færde.

Mike Axdal, overlevende fra branden på Scandinavian Star


Med den undren i baghovedet blev han for alvor overrasket under søforhøret. Det tog han ind til, fordi han var ude af sig selv. Han ville høre nogle forklaringer på det, der var sket.

- Dem, der mødte op, redere, ejere, forsikringsfolk, advokater og den slags, det, der blev fortalt, og det ejerskab, der fremstod, - der var noget, der ikke stemte med det, jeg havde erfaret i forbindelse med arbejdet. Jeg vidste ikke, hvad det var, men jeg gik fra søforhøret med en klar fornemmelse af, at der var lusk på færde.

Annonce

For morbidt

Det var denne fornemmelse af lusk, der fik ham til at tage ud til graven og afgive sit kampløfte.

- Det viste sig  hurtigt, at den kamp blev nødvendig, siger ham.

Der kom nemlig intet ud af, at norsk politi fik det primære opklaringsarbejde, mens dansk politi skulle tage sig af ejer-og forsikringsforholdene.

Dét kom danskerne aldrig i gang med i form af en egentlig kriminalefterforskning.

I allerførste omgang handler det givetvis om, at absolut ingen havde tilpas morbid fantasi til at tænke den tanke, at der nok var nogen, der havde sat ild til en færge med flere hundrede mennesker om bord for at gafle en god forsikringssum.

Det gjorde sagen til hans liv, for hurtigt meldte sig det ene spørgsmål efter hinanden. Op i gennem årene er de vokset til et omfattende kompleks af mistanker om forsikringssvindel - mistanker, ikke beviser.

Annonce

Glad og stolt

Havde det ikke være for Mike Axdal, var dette mistankemateriale næppe bragt til veje, og presset for en efterforskning næppe været etableret og fastholdt op til i dag.

Han har søgt aktindsigt på aktindsigt, han har konsulteret myndigheder i fjerne lande, og han har samlet lydfiler og videooptagelser og bunker af forsikringspapirer og andre dokumenter med relevans for sagen sammen.

- Jeg vil ikke iklæde mig falsk beskedenhed, for jeg ved, hvor meget jeg har knoklet. Så jeg er både glad og stolt over, at justitsministeren nu nedsætter en gruppe, der skal til bunds i sagen.

- Men ... der er altså også andre end mig, der har slidt i det. Vi har en pårørendegruppe med engagerede folk,  og politisk har der i årenes løb været et konstant pres fra Enhedslisten, SF og Dansk Folkeparti, og Fremskridtsparti i de første år, siger Mike Axdal.

Annonce

Traumatiske oplevelser

Mike Axdal er blevet både ekspert og medievant, men han er ikke uhildet. I bund og grund er han offer og har været i sine følelsers vold i tre årtier.

Det er en traumatisk oplevelse i sig selv at kæmpe sig levende ud fra et massedrab. Det bliver værre, når ens allernærmeste ikke klarer den. Og endnu værre, når det efterfølgende opstår mistanke om, at det hele er sket, fordi nogen havde ondt i sinde, og efterforskning af alle spor  og mistanker synes ligegyldig.

For Mike Axdal fulgte endnu en tragedie godt tre år senere. Hans kone døde, og han stod ene tilbage med en datter på ti år og en søn på seks.

Om det ødelagde noget for ham mentalt, om hans personlighed ændrede sig, er spørgsmål, han ikke rigtig ved, hvad han skal svare på.

- Nej, det ... der gik i hvert fald mange år, inden jeg kunne sejle med et skib ... altså ....

Hvorefter han slår over i mystikdetaljer i forbindelse med forløbet af branden og mistankerne om dens opståen. Som om han ikke kan slippe den, sagen.

Fysisk er han mærket resten af livet. Den lange kravletur i røgtæpperne i kahytsgangene, inden han fandt døren ud til dækket, har givet lungeskader. Arbejdsevnen er nedsat med 65 procent. Så en pension afløste entreprenørlivet. Han supplerer han med et job som mentor for udviklingshæmmede, der er kommet i karambolage med lovgivningen.

Ellers er han dybest set ved godt mod. Selv er han ikke i tvivl om forklaringen: Den hedder Charlotte, kvinden han mødte nogle år efter konens død, og som han nu er sammen med og har en datter med.

- Hun har støttet mig hver gang, jeg er snublet.

Det er han tit, siger han. Når han har følt, at han slog i en dyne.

Annonce

Stadig lang fra finalen

Det ubesvarlige spørgsmål lige nu, er om han kommer til det igen.

Hvis man bruger et fodbold VM som metafor for Scandinavian Star sagen, er man med task forcen stadig langt fra titlen. Man er end ikke fremme ved finalen, ikke engang i slutrunden. Man har kvalificeret sig til at deltage i kvalifikationsturneringen.

Ikke desto mindre har Mike Axdal, siger han selv, ikke siden branden følt sig så tryg, som han gør nu.

- Justitsministeren lægger op til uvildighed. Det tyder på, han ønsker en bred palet af personer med høj ekspertise og uden egne interesser og uden at skulle tage specielle hensyn til nogen eller noget.

Annonce

To formål

Med branden tre årtier tilbage er der en risiko for, at den ikke kan opklares fuldt ud. Det mener han ikke vil genantænde raseriet.

- Nogle er døde, andre er måske blevet demente. Måske kommer man ikke til at arrestere lige netop den person, der strøg tændstikken. Men der er mange ulovligheder og brandplanlægning op til antændelsen, der kan afsløres og drages nogen bagmænd til ansvar for, siger Mike Axdal.

For ham at se er der to formål med en taskforce: Enten: en opklaring. Eller: et forsøg på en opklaring.

- Som overlevende og pårørende er det forløsende i sig selv at blive taget alvorligt, og at det bliver forsøgt at finde svarene på de mange spørgsmål. Noget sent. Men dog et forsøg. Hvis bare det er helhjertet, lever jeg med, at man risikerer ikke at få den fulde opklaring.

D'damer og herrer: Dette var Mike Axdal, manden, der indledte dette interview med at bedyre, at han var blevet tom for ord.

Branden på Scandinavian Star

Onsdag 12. maj 2021 meddelte justitsminister Nick Hækkerup (S), at han nedsætter en specialgruppe, en task force. Den skal kulegrave det økonomiske spor i den påsatte brand på Scandinavian Star, det vil sige mistanken om at forsikringssvindel kunne være motivet til at sætte skibet i brand.

Scandinavian Star brød i brand om natten 7. april 1990 på vej fra Oslo til Frederikshavn. Den anses for påsat.

482 besætningsmedlemmer og passagerer var om bord på færgen. Branden kostede 159 mennesker livet.

Mike Axdal overlevede branden. Det gjorde hans far og bror ikke.

Siden har han kæmpet for at få belyst de mange mistanker om forsikringssvindel som motiv.

Det er dette mistankegrundlag, der nu fører til, at en task force bliver nedsat. Formålet er gennem undersøgelser og interviews at indkredse de mistankepunkter, der bør underkastes decideret politiefterforskning- og afhøringer.

Annonce
Annonce
Horsens For abonnenter

132-årig bygning på Søndergade får nyt liv efter brand: 10 nye lejemål klar til december

Navne For abonnenter

S-nestor og eks-viceborgmester i Horsens er død

Horsens

Mønstereksempel på den gode idé: FC Horsens' prestigeprojekt henter over to millioner ind

Horsens

Afføring over det hele og tisseri i Vitus Berings Park: Ulækre toiletter får folk til at finde alternative løsninger

Erhverv

Vinbutik lukker: Indehaver vil have mere tid til familien

Hedensted For abonnenter

Tidligere souschef brugte 51.000 kroner af sfo-forældres madpenge på at dække over sin spilafhængighed

Horsens

En kvælersnor for udviklingen: Det er alt for snævert, lyder det fra 20 landsbyer

Danmark

Torsdagens coronatal: 173 testet positiv det seneste døgn - antallet af indlagte stiger med fire

Trafik og politi

Følg med her: Få seneste nyt om trafik og politi

Kultur

Største koncert-satsning i flere år: Sir Elton siger farvel i Horsens

Danmark

Snart bliver toiletbesøg en del af corona-bekæmpelsen

Debat

S-spidser takker nej til S-udspil: Nye provinsstudiepladser skal ikke betales af ingeniørstudier i Horsens

Erhverv For abonnenter

Ny forsinkelse i betændt ådal-sag: - Den her sag er dybt uheldig, siger borgmester

AC Horsens

Her er hullerne: AC Horsens har mistet halvdelen af startopstillingen

Annonce