Annonce
112

Tre århusianske mænd involveret i svindelsag i Forsvaret

Det var her hos Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, at en 50-årig mand fra Aarhus ifølge anklageskriftet skulle have bestukket to ansatte med ansvar for godkendelse af tilbud og fakturaer fra håndværkere og entreprenører til projekter. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
En af de tre århusianske mænd har ifølge anklageskriftet bestukket to personer ansat i Forsvaret blandt andet med en tilbygning til privat hjem på 1,7 mio. kroner.
Annonce

AARHUS: Som del af den netop offentliggjorte svindelsag med Forsvarets midler står tre århusianske mænd tiltalt for blandt andet bestikkelse, medvirken til bestikkelse og mandatsvig.

I sidste uge kom det frem, at fem mænd er tiltalt i en større sag om bestikkelse og groft mandatsvig. Ifølge anklageskriftet har en af de tre århusianske mænd været omdrejningspunktet for svindlen sammen med to personer, der var ansat i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse med ansvar for godkendelse af tilbud og fakturaer fra håndværkere og entreprenører til projekter, som styrelsen skulle have udført.

Den 50-årige mand fra Aarhus, som under den formodede svindel var ansat hos entreprenørvirksomheden Kemp & Lauritzen, er tiltalt for at have bestukket to ansatte i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse. Den ene fik en tilbygning/renovering på sit eget hus til en værdi af 1,7 mio. kroner.

Den anden modtog smedejernslåger og bøgehæk til en værdi af 33.250 kroner.

Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse

Skandalen handler om to formodede svindelsager i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse.

Styrelsen har ansvaret for de mange bygninger, kontorer og anlæg, som det danske forsvar består af. Det er alt lige fra en ny kontorstol til Flyvestation Karups faciliteter til bygningen af F-35-kampflyenes nye hangaranlæg. Det er en myndighed, der er i kontakt med mange håndværkere, leverandører og entreprenører over hele landet.

Annonce

Århusianske håndværksmestre deltog

Formålet med bestikkelsen skulle - ifølge anklageskriftet - være, at de to ansatte i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse skulle godkende fakturaer udstedt af Kemp & Lauritzen, selv om Kemp & Lauritzen ikke leverede en ydelse svarende til fakturaens beløb. Derudover skulle de to ansatte favorisere Kemp & Lauritzen i fremtidige kontrakter.

To århusianske håndværksmestre blev brugt i forbindelse med den 1,7 millioner kroner dyre tilbygning til huset tilhørende en ansat i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, og da de ifølge anklageskriftet sendte deres fakturaer videre til Kemp & Lauritzen – for arbejde udført for Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse - og ikke til husejeren, så er de tiltalt for medvirken til bestikkelse.

Den 50-årige mand er desuden tiltalt for mandatsvig af særlig grov karakter, da han ifølge anklageskriftet blandt andet har bestilt varer og tjenesteydelser til Kemp & Lauritzen, som ikke blev brugt hos Kemp & Lauritzen, har fået elektrikere og vvs-montører til at udføre arbejde på eget hus og ladet Kemp & Lauritzen betale regningen samt forsøg på mandatsvig af særlig grov karakter, da han har medvirket til at sende et antal fakturaer på forkerte beløb til Kemp & Lauritzen.

Annonce

Minder om whistleblower-sag

De to århusianske håndværksmestre er udover tiltalen om medvirken til bestikkelse også tiltalt for mandatsvig af særlig grov karakter, da de under instruktion fra den 50-årige ansatte i Kemp & Lauritzen påførte fakturaer vedrørende Kemp & Lauritzens arbejde for Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, selv om det ikke var sandt.

Bestikkelsessagen minder om den sag, hvor en whistleblower fra en virksomhed i Holstebro opdagede, at noget var helt galt med regnskaberne fra Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse. Men ifølge Midt- og Vestjyllands Politi, så har de to sager ikke noget med hinanden at gøre – udover, at de ligner hinanden og begge handler om økonomisk kriminalitet.

Sagen mod de fem tiltalte mænd er fra 2016 og vil blive ført i Retten i Viborg i 2020.

Alle fem i sagen er tiltalt efter paragraffer, der kan give fængselsstraf.

Sag 1

  • Den 5. december bliver to medarbejdere politianmeldt for svindel i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, efter at Rigsrevisionen i en undersøgelse afslører, at medarbejdere i årevis kunne bestille varer og tjenesteydelser uden andres indblanding.
  • Rigsrevisionen sætter gang i undersøgelsen, efter at whistlebloweren Karsten Ravnsgaard opdager fejl i styrelsens regnskaber. Han arbejder for et firma i byggebranchen, der har Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse som kunde. Da han opdager mistænkelige indkøbsordrer og omfangsrige transaktioner, går han til Rigsrevisionen.


Kilder: Ritzau, DR.

Sag 2

  • I en anden sag om bestikkelse fra 2016 blev to ansatte i styrelsen bortvist og politianmeldt mistænkt for at have svindlet for 1,8 millioner kroner.
  • Her rejser anklagemyndigheden 6. december 2019 tiltale mod i alt fem personer for bestikkelse og groft mandatsvig.
  • To civilt ansatte i styrelsen er tiltalt for at have modtaget bestikkelse for 1,8 millioner kroner. Desuden er tre mænd fra Aarhus: to selvstændigt erhvervsdrivende og en tidligere ansat hos Kemp & Lauritzen tiltalt.
  • Kemp & Lauritzen oplyser 9. december, at man igangsætter en revisionsundersøgelse, efter at det er kommet frem, at en af virksomhedens tidligere medarbejdere er involveret i sagen.
  • Kemp & Lauritzen opdagede sammen med Forsvaret svindlen i 2016. Den ansatte i Kemp & Lauritzen skulle angiveligt have svindlet sammen med en medarbejder fra Forsvaret.
  • Tirsdag 10. december holdt forsvarsminister Trine Bramsen (S) pressemøde. To chefer - direktøren for Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse og en ledende medarbejder i departementet - er fritaget for tjeneste.


Kilder: Ritzau, DR.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Lettet chauffør efter krav om mundbind i bybusserne i Horsens: Bedre sent end aldrig

Horsens

HIC henter stor amerikaner

Annonce