Annonce
Horsens

Transportminister: 70 mia. kr. er for lidt til at afhjælpe trængselsproblemer

Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) går ikke nærmere ind i prioriteringen af milliarderne til infrastruktur, men han er med på, at udvidelsen af E45 er ét af flere meget vigtige projekter. Arkivfoto: Ritzau Scanpix

Ole Birk Olesen (LA) siger, at regeringen arbejder på højtryk på en infrastrukturplan - E45 omkring bl.a. Horsens er ét af flere meget vigtige projekter.

Horsens: Transportminister Ole Birk Olesen (LA) giver ingen garantier for, at en udvidelse af E45 omkring bl.a. Horsens har topprioritet, når milliarderne til infrastruktur skal fordeles.

I en skriftlig kommentar til det forhandlingsudspil, som Henrik Dam Kristensen og Socialdemokraterne fremlagde tirsdag, lyder det fra ministeren:

- Det er positivt, at Socialdemokraterne vil bruge penge på infrastruktur, men de 70 milliarder kroner er for lidt til at afhjælpe de trængselsproblemer, vi står over for i de kommende år. En ambitiøs plan kræver mere.

Henrik Dam Kristensen slog over for Folkebladet fast, at udvidelsen af E45 til to gange tre spor, bl.a. på strækningen fra Hornstrup nord for Vejle til Skanderborg Syd, er noget af det allermest presserende - og at det reelt kun kan gå for langsomt med at komme i gang med gravearbejdet.

Jeg skal ikke kunne sige, om udvidelsen af E45 er et af de projekter, der ikke vil være penge til, men jeg konstaterer, at ikke alle projekterne kan lade sig gøre inden for den ramme, Socialdemokraterne foreslår.

Transportminister Ole Birk Olesen (LA)

- Ikke alt kan lade sig gøre

Ole Birk Olesen, der også er bygnings- og boligminister, kommenterer bl.a. E45-fremtiden således:

- Regeringen arbejder på højtryk på en infrastrukturplan, som skal afhjælpe den trængsel, trafikanterne oplever over hele landet, og udvidelsen af E45 er et af flere meget vigtige infrastrukturprojekter. Det er også begrundelsen for, at vi i regeringen sammen med Dansk Folkeparti allerede har udvidet strækningen mellem Aarhus S og Skanderborg S, ligesom vi har igangsat en vvm-redegørelse, som danner det nødvendige beslutningsgrundlag for en udvidelse fra fire til seks spor fra Skanderborg Syd til Hornstrup ved Vejle, fra Aarhus Nord til Aarhus Syd samt fra Aarhus Nord til Randers Nord.

- I Socialdemokraternes udspil nævner de udvidelsen af E45 sammen med en række andre projekter, og tilsammen summer deres ønskeliste til et pænt stykke over 100 milliarder kroner, når man tæller det sammen med de allerede aftalte projekter. Jeg skal ikke kunne sige, om udvidelsen af E45 er et af de projekter, der ikke vil være penge til, men jeg konstaterer, at ikke alle projekterne kan lade sig gøre inden for den ramme, Socialdemokraterne foreslår, skriver Ole Birk Olesen endvidere.

Forhandlinger med DF

Regeringen og Dansk Folkeparti har ifølge Transport-, Bygnings- og Boligministeriet givet hinanden håndslag på at drøfte de langsigtede prioriteringer i infrastrukturen "i begyndelsen af 2019". Baggrunden bliver et oplæg fra regeringen.

Socialdemokratiet slår i sit udspil fast, at listen med projekter hverken er udtømmende eller et udtryk for endelige prioriteringer. Det skal i stedet tjene som oplæg til drøftelser med henblik på et bredt forlig.

Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Byplan brutalisme - vi har brug for en ny arkitekturpolitik og en stadsarkitekt i Horsens

Læserbrev: Det omfattende byggeri i den centrale del af Horsens kan ikke undgå at påvirke byens visuelle identitet. Men det bliver desværre ikke til det bedre. Specielt hovedfærdselsåren fra Sønderbrogade via Kvicklygrunden og Niels Gyldings Gade til Stark på Strandpromenaden vil ændre karakter. Det bliver brutalt. Men det er positivt, at byen vokser. Det er også positivt, at både interne og eksterne investorer har kastet deres kærlige blik på Horsens. Det er heller ikke nødvendigvis de enkelte bygninger, der er noget galt med. Men det er helheden: Det bliver for højt, for tæt, for mørkt og for ensformigt. Jeg tør næsten ikke tænke på, hvis også Godsbane-arealerne bebygges på samme måde og med samme altovervejende fokus på at vride maksimale bebyggelsesprocenter ud af de enkelte jordlodder. Det lokalplanforslag og kommuneplantillæg, som p.t. er i høring vedrørende Torvekarreen (Torvet, Borgergade, Kattesund, Havnealle), tegner i hvert fald ikke godt for den fremtidige byudvikling. Bebyggelsesprocenten foreslås hævet til 300. Det vil betyde en så ekstrem og massiv bebyggelse, at det vil medføre manglende bokvaliteter i forhold til dagslys, udearealer og indbliksgener. En forslumning af området er næsten uundgåelig. Til sammenligning har Nordhavn og Ørestad i København bebyggelsesprocenter mellem 100 og 180. Vi skal modtage både interne og eksterne investorer og projektudviklere med åbne arme. Selvfølgelig skal vi det. Men vi skal også som kommune stille krav om variation i arkitektur, hensyn til det historiske bymiljø, skala, grønne rum, sollys og friarealer. Konsekvenserne af en manglende stadsarkitekt, i en for Horsens meget følsom vækstperiode, må vi desværre leve med i rigtig mange år fremover. Men det betyder jo ikke, at vi bare skal fortsætte ud af samme triste spor. Vi har brug for en ny arkitekturpolitik og en stadsarkitekt, der med stærk faglighed kan navigere byens udvikling uden om særinteresser og suboptimeringer.

Danmark For abonnenter

Rygere om højere cigaretpriser: Grænsehandel og smugler-smøger er vejen frem

Sport

Sportschef: Renault-test er et seriøst skridt mod Formel 1 for lokalt racer-talent

Annonce