Annonce
Horsens

Trafikomlægning koster tankstation og beboeres p-pladser livet

Her, i krydset Emil Møllers Gade/Vestergade, skal der etableres et signalanlæg for at lette trafikken. Det betyder samtidig, at OK-tanken på hjørnet skal rives ned. Foto: Thomas Schütt

Krydset Emil Møllers Gade/Vestergade skal signalreguleres, og det betyder, at OK-tanken på hjørnet skal rives ned. Der skal også etableres cykelsti på Emil Møllers Gade, og på grund af det forsvinder cirka 30 p-pladser langs gaden.

Annonce

Horsens: Krydset Emil Møllers Gade/Vestergade skal signalreguleres, og der skal etableres fuld cykelsti på Emil Møllers Gade. Konsekvensen af det bliver, at OK-tanken på hjørnet skal rives ned, og at cirka 30 p-pladser på Emil Møllers Gade forsvinder.

Horsens Byråds plan- og miljøudvalg sagde på udvalgsmødet tirsdag god for planerne, der har til formål at forbedre trafikforholdene i området for både bilister og cyklister.

- Specielt fra Emil Møllers Gade er det i dag meget svært at komme ud på Vestergade, og det skal der gøres noget ved. Samtidig forbedrer vi markant forholdene for cyklisterne med cykelstien på Emil Møllers Gade, siger Martin Ravn (V), formand for plan- og miljøudvalget.

Det kommende byggeri på Campusgrunden vil uvægerligt øge trafikken i området, og Martin Ravn påpeger også, at den kommende flytning af elever fra Horsens Gymnasium til Horsens Statsskoles matrikel på Studentervænget nødvendiggør, at politikerne ser på trafiksikkerheden og fremkommeligheden.

Kommunen er lige nu i dialog med OK-tanken om vilkårene for en overtagelse af matriklen, og den er ikke afsluttet, fortæller Charlotte Lyrskov, konstitueret teknisk direktør i kommunen.

Lykkes det ikke at nå en aftale, skal erhvervs- og økonomiudvalget tage stilling til en ekspropriation (tvangsopkøb) af tankstationen, siger hun.

Man må nok bare sige. at der ikke følger en p-plads med, når man køber et hus. Det er offentlig vej.

Martin Ravn (V), formand for plan- og miljøudvalget
På en stor del af Emil Møllers Gade er der ikke cykelsti, og det skal der laves om på nu. Beboerne mister muligheden for at parkere deres biler helt tæt på bopælen, når der etableres cykelsti på begge sider af Emil Møllers Gade. Foto: Thomas Schütt
Annonce

Find et andet sted at parkere

Martin Ravn anerkender, at det vil give gener for beboere på Emil Møllers Gade, at de nu mister de omtrent 30 p-pladser umiddelbart foran deres boliger.

- De må finde sig et andet sted at parkere. Der er en stor parkeringsplads ved HB's (Horsens Boldklub, red.) lokaler tæt på, og der kan være andre steder. Man må nok bare sige. at der ikke følger en p-plads med, når man køber et hus. Det er offentlig vej. Med cykelstien får vi en langt højere sikkerhed, og det har så den konsekvens, at det går ud over p-pladserne. Vejen er ikke bred nok til at rumme begge dele, siger Martin Ravn.

Det er endnu ikke besluttet, hvornår trafikforbedringerne skal realiseres. Byrådet skal formelt sige god for det først, og pengene til projektet, 18,2 millioner kroner, er fordelt med 4,5 millioner kroner i 2019 og 13,7 millioner kroner i 2020, så det bliver ikke gennemført i år, understreger Martin Ravn.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
AC Horsens

AC Horsens spillede pænt i Brøndby - men Jonas Dals tropper var tandløse

Hedensted

Skoleleder efter forfærdelig ulykke under udflugt: - Vi kunne ikke have gjort noget anderledes

AC Horsens

AC Horsens har flest sejre mod Brøndby, men Jonas Dal skruer ned for ambitionerne

Danmark For abonnenter

For to år siden kørte Jesper sin kone på plejehjem: - Jeg følte mig som det mest utro væsen over for Hanne

Annonce