Annonce
Horsens

Tradition har svære vilkår: Ingen studentervogne på gågaden denne sommer

Buus Anlægsgartner er i øjeblikket ved at gennemføre gravearbejdet omkring kalven på Søndergade. Foto: Morten Pape
Der bliver ingen festlige studenterkørsler op og ned ad gågaden i Horsens denne sommer.

Horsens: Gågaden i Horsens har gennem årtier lagt fliser til dyttende studentervogne med syngende studenter, der har kurs mod kalven foran det gamle rådhus. Den tradition har svære vilkår denne sommer, mens gågaden bliver renoveret.

Det bekræfter Jette Brandt-Hansen, arkitekt i Plan og By ved Horsens Kommune.

- Det kan ikke lade sig gøre at køre studentervogne gennem gågaden i år, så studenterne må finde på noget andet, siger hun.

Selve traditionen med at danse rundt om kalven kan dog stadig gennemføres.

Det bekræfter Kristian Markvardt, projektleder hos Buus Anlægsgartner, der i disse dage netop er ved at gennemføre gravearbejdet omkring Hugo Liisbergs bronzeskulptur "Hjortebrønd", også kendt som "kalven", foran det gamle rådhus.

- Vi rydder området omkring kalven, inden studenterne kommer. Vi lægger noget stabilgrus og etablerer en adgang til kalven, så de kan holde traditionen i hævd, siger Kristian Markvardt.

Men traditionen forudsætter altså, at studenterne forlader studentervognen og bevæger sig hen til kalven til bens.

Annonce

Jeg ved godt, det er en tradition, men det er ikke noget, der ødelægger studentertiden. Vi er bare glade for at være blevet færdige, og så fejrer man det.

Amalie Andersen

Parkerer ved Torvet

Det til trods har mange af de skoleklasser, der i den kommende tid skal ud at fejre den gennemførte eksamen, fortsat planer om at lægge vejen forbi kalven.

Det fortæller Patrick Bøje, indehaver af Bøje Stundenterkørsel, der foreløbig er booket af 10 lokale klasser.

- Og blandt dem er der seks-syv klasser, der har skrevet ind i ruten, at de skal forbi kalven, siger Patrick Bøje, der plejer at hente tilladelse hos Horsens Kommune, når han skal fragte studenter frem til skulpturen.

En henvendelse, han kan spare sig i år.

- I stedet sætter jeg dem af så tæt på kalven som muligt. Vi parkerer formentlig ved Torvet eller i den anden ende af gågaden og lader dem gå resten af vejen, siger han.

Patrick Bøje er selv vokset op i Horsens og driver sin virksomhed lokalt, så han er helt opmærksom på traditionens betydning.

- Dansen rundt om kalven er et kæmpe højdepunkt for studenterne i Horsens. Derfor plejer vi at sørge for, at de kan komme helt op til kalven, siger han, der foreløbig har planlagt studenterkørsler fra 1. til 4. juli.

Må løbe hen til kalven

En af de klasser, der fortsat har planer om at lægge vejen forbi kalven, er 3.s på Horsens Statsskole. Her er det Amalie Andersen, der har stået for at planlægge ruten.

- Jeg havde faktisk ikke tænkt over, at det var et problem, men jeg tænker, at vi bare lægger vejen ind forbi, og så må vi løbe hen til kalven og skåle ved den. Det ville være ærgerligt ikke at tage derind, siger Amalie Andersen, der tager problematikken med sindsro.

- Det er ikke noget, der ødelægger studentertiden. Vi er bare glade for at være blevet færdige, og så fejrer man det, siger hun.

Spørg Folkebladet - Vores Gågade

Gågaden er midt i en ansigtsløftning af de helt store. Ny belægning, ny belysning og meget mere er på vej på byens mest attraktive gade.

Journalisterne på Horsens-redaktionen sætter spot på fremtiden for byens hovedstrøg i kampagnen ”Spørg Folkebladet – Vores Gågade”.

Hvilke spørgsmål rejser renoveringen? Undrer du dig over noget?

Stort eller småt – skriv til os på redaktion.hsfo.dk/spoergfolkebladet, hvor vi samler spørgsmål og svar.

Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Nu burde det være forbudt at nøjes med at lave korte uddannelsesaftaler

Læserbrev: Når man har fået en læreplads og klaret prøvetiden, får man en uddannelse, hvis man da ikke dummer sig gevaldigt undervejs eller dumper til svendeprøven. Sådan var det altid i de gode gamle dage, da en mester var en mester og tog ansvar for, at unge mennesker blev uddannet i byggefagene. Den slags mestre findes der heldigvis stadig en stor del af. Men der er altså også mange af de andre. Det er især dem med de større og større biler, der råber op om, at lærlinge er alt for dyre. Det er de samme mestre, der klynker over, at de ikke kan få folk nok og derfor må sige nej til opgaver. At de to synspunkter i den grad strider mod hinanden, er åbenbart ikke gået op for dem. Men uden nye svende i fremtiden bliver det jo endnu sværere at skaffe arbejdskraft nok. Alligevel er det den slags mestre, der tager en lærling på en kort lærekontrakt for så at skifte ham/hende ud med en anden, når praktikperioden er gået. Det kan være forståeligt i perioder med lav beskæftigelse, at mestre kan føle sig presset til at tage en lærling, som der måske ikke rigtig er plads til i virksomheden. Men lige nu, midt i en højkonjunktur med noget nær fuld beskæftigelse, gang i alle hjul og sorte tal på langt de fleste bundlinjer, burde det være forbudt at nøjes med at lave korte uddannelsesaftaler. En undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut har påvist, at de korte praktikaftaler skaber usikkerhed hos lærlingen og kan betyde en noget diffus uddannelse, fordi det langtfra er altid, praktiksted nummer to helt ved, hvad praktiksted nummer et har uddannet det unge menneske i. Selv i de tilfælde, hvor en kort praktikaftale virker som en forlænget prøvetid, og praktikken udvides til at omfatte hele forløbet i samme virksomhed, kan den korte uddannelsesaftale have negative følger, fordi den skaber usikkerhed. Nogle gange så stor, at lærlingen helt opgiver uddannelsen, når det nu er så svært at få en rigtig læreplads. Også derfor mener vi, de korte uddannelsesaftaler bør afskaffes. Tre måneders prøvetid må være nok til at finde ud af, om et ansættelsesforhold er rigtigt eller forkert. Indfør til gengæld gerne en uddannelsesbonus i vores næste overenskomst - altså en præmie til mestre for at uddanne til faget. Men kun for et helt og fuldt uddannelsesforløb. Vel vidende at en bonus måske ikke er nok, kunne det være fint, om man på alle uddannelser siger, som det allerede nu er tilfældet inden for malerfaget: En enkelt kort praktikaftale er maksimum - derefter er det fast arbejde resten af uddannelsen. For en uddannelse stykket sammen udelukkende af korte uddannelsesaftaler har sjældent samme kvalitet som et helt sammenhængende uddannelsesforløb.

Annonce