Annonce
Brædstrup

Trænger til sjov efter corona-pause: Landsbyforening holder sæbekasseløb for børn og voksne

Fantasien kan få frit løb, når man skal lave sin sæbekassebil til Downhill Soapbox Derby i Torp. Der er nemlig ingen regler om, hvordan ens bil skal se ud. Blot at den skal kunne styre og bremse, og så skal bilerne i voksenløbene have plads til to personer. Arkivfoto: Martin Ravn
Foreningen for Godt Naboskab i Underup, Torp og Vorbjerg er blevet inspireret af et indslag på Facebook med et sæbekasseløb i Sydamerika, så nu skal bakkerne omkring Torp ligge asfalt til Downhill Soapbox Derby.
Annonce

Torp: I 2018 lagde vejene omkring Torp asfalt til DM i rally, men siden har det været småt med rallyløb i den lille landsby.

Nu er der imidlertid snart et nyt løb på trapperne. Denne gang bliver det såmænd et sæbekasserally, som landsbyforeningen Foreningen for Godt Naboskab i Underup, Torp og Vorbjerg står bag lørdag 5. september.

- Vi vil gerne være en aktiv forening, men corona har sat alle aktiviteter i bero i lang tid. Nu satser vi imidlertid på, at det hele er åbent så meget op, at vi godt kan arrangerer et sådant løb. Vi vil jo gerne, at der er liv i byen, hvor der også er plads til lidt sjov, siger Mikkel Johansen fra landsbyforeningen.

Annonce

Banen falder 26 meter

Det er det kuperede landskab omkring Torp, der kommer til at ligge asfalt til det forhåbentlig store sæbekasseløb, som har fået navnet Downhill Soapbox Derby. Selve banen er en cirka 1000 meter lang strækning på Urupvej ved Torp, som falder cirka 26 højdemeter ned mod målstregen, og dermed skulle der være basis for et godt og spændende løb.

- Vi fik ideen til løbet, efter vi havde set et indslag på Facebook om et sæbekasseløb i Sydamerika, og så tænkte vi, at vi også har gode bakker, og derfor vil vi også prøve at holde sådant et løb. Vi regner med, at man kan komme op på 30 km/t ned af bakken, så det er vigtigt, at sæbekasserne kan styre og bremse. I voksenløbet skal både løber og kører begge over målstregen, og her skal bilerne have plads til to, men ellers er der ingen regler, siger Mikkel Johansen.

Landsbyen Torp lagde i 2018 asfalt til DM i rally. Denne gang står det knap så meget på spil, når Foreningen for Godt Naboskab i Underup, Torp og Vorbjerg holder sæbekasserally for børn og voksne. Arkivfoto: Morten Pape


Vi har gjort løbet åbent for alle, fordi vi gerne vil have et stort løb. I foreningen vil vi så stå for lidt mad og musik, og der bliver også god mulighed for publikum at se løbene for tæt hold. Vi prøver også at få arrangeret en hoppeborg til børnene, så det kunne blive en sjov og festlig dag for alle.

Mikkel Johansen, initiativtager


Selvom Downhill Soapbox Derby mest er tænkt som en sjov og underholdende dag for både børn er voksne, så er det samtidig en konkurrence. Der vil derfor være A, B og C-finaler alt efter hvor hurtig en bil, man har fået konstrueret, og dermed bliver der lidt at køre om for alle.

- Alle skulle derfor have en god mulighed for at få en pokal med hjem, siger Mikkel Johansen.

Annonce

Et løb for alle

Landsbyforeningen håber, så mange som muligt har lyst til at deltage lørdag 5. september.

- Vi har gjort løbet åbent for alle, fordi vi gerne vil have et stort løb. I foreningen vil vi så stå for lidt mad og musik, og der bliver også god mulighed for publikum at se løbene for tæt hold. Vi prøver også at få arrangeret en hoppeborg til børnene, så det kunne blive en sjov og festlig dag for alle, siger Mikkel Johansen.

Annonce

En hel dag med sæbekasseløb

Downhill Soapbox Derby starter fra klokken 8 med indskrivning og kontrol af biler. Herefter er der briefing af regler og testkørsel, inden børneløbet sættes i gang fra klokken 11.30. Voksenløbet køres i tidsrummet fra klokken 14.30 til 16.20, hvorefter der sluttes af med præmieoverrækkelse.

Tilskuere og kørere har mulighed for at parkere på en græsmark på Urupvej. Tilmelding til børneløbet og voksenløbet kan ske via mail: saebekasse@underup.info.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce