Annonce
Hedensted

Torveplan er klar: Vil droppe ensretning og gøre Jernbanegade til gågade

Sådan ser planen for torvet i Tørring pt. ud. Der er forsat tale om en skitsetegning, så der tages forbehold for ændringer. Illustration: Hedensted Kommune
Siden den første tegning af et nyt torv i Tørring blev præsenteret for år tilbage, er der foretaget en del tilretninger. Selve opholdsarealet er blevet mindre, men tilgengæld bliver Jernbanegade lukket af for trafik - næsten da.

Tørring: Der er løbet meget vand gennem Gudenåen, siden der første gang tilbage i sommeren 2016 blev præsenteret en plan for renovering af Torvet i Tørring.

Nu hvor selve arbejdet så småt er gået i gang ligger det dog stort set fast, hvordan torvet skal udformes.

Se tre nedslag i planen her:

Annonce

1 Jernbanegade og Torvegade

Torvegade og Jernbanegade er i dag ensrettet i hver sin retning. Når torvet bliver renoveret vil trafikken dog udelukkende komme til at være på Torvegade, der igen bliver farbar i begge retninger. Foto: Michael Svenningsen

Den største forandring i forhold til det nuværende torv og tidligere planer er, at man vil ophæve ensretningen på Torvegade. Samtidig inddrages en del af det nuværende opholdsareal på torvet til parkeringspladser.

Til gengæld vil Jernbanegade blive lukket af på stykket mellem Bredgade og Administrationshuset, så den kommer til at blive en lille gågade. Kun personer med bopæl på stykket eller f.eks. skraldebilen eller vognmænd, der skal levere varer til butikkerne, vil få mulighed for at køre på strækningen.

På Torvegade indskrænkes fortorvet desuden fra EDC og til og med Bio-Hjørnet. Her anlægges der en række parkeringspladser.

2 Bredgade

Den nylagte belægning på Bredgade kommer til at forsætte hen forbi torvet - med skrappere krav til hvordan det bliver udført. Foto: Mads Dalegaard

Bredgade får ny belægning fra Engvej og videre forbi torvet. Det bliver en forsættelse af den belægning, der allerede er lagt fra Postvej til Engvej.

Der har efterfølgende været en del kritik af det belægnings-arbejde, der er udført. Bl.a. er det blevet kritiseret, at stenene ligger ujævnt. Derfor har man også valgt i udbudsmaterialet til det kommende stykke at sætte en lavere tolerancetærskel for, hvor ujævnt det må være.

3 Scene og diamant-bygning

De gyldne sten fra rundkørslen på Viborg Hovedvej kommer muligvis til at gå igen i en scenebygning på det nye torv. Arkivfoto: Michael Svenningsen

I den oprindelige plan var det meningen, at opholdsdelen af torvet skulle være en støbt betonflade, der nogle steder skulle hæve sig op til bl.a. en scene. Det er man nu gået fra af hensyn til budgettet.

En scene er dog forsat en del af projektet. Hvis der er penge til det, er planen desuden, at der skal bygges en mindre bygning på scenen.

- Vi forestiller også en fleksibel bygning, der f.eks. kan åbnes op i den ene side, så den kan fungere som en overdækket scene, men den vil også være et aflukket rum, som man f.eks. vil kunne bruge som alternativt mødelokale, eller byens foreninger kunne lave aktiviteter der, fortæller Henrik Hornemann fra Udviklingsrådet.

Ambitionen er, at bygningen skal minde om de lysende diamanter ved rundkørslen, så den også vil være pæn at kigge på, når den ikke er i brug.

- Scenen kommer helt sikkert, men vi ved ikke endnu, om der bliver råd til bygningen. Under alle omstændigheder vil vi lave scenen, så den kan bære en bygning, og så må vi finde alternative måder at finansiere den på, hvis der ikke er flere penge tilbage, når vi når dertil, lyder det fra Henrik Hornemann.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce